|
2
registrerede ABC, Arne Thomsen
443
gæster og
204
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Skæbne og tro
|
Det, jeg skriver her, er et forsøg på at afklare egne tanker, fornemmelser, følelser og intuitioner og – for mig – nye perspektiver om os mennesker på denne klode.
For nogle er den slags nok uinteressant, og så er løsningen jo ligetil: spring det over, og for andre er det måske irriterende, og så ligger samme løsning jo lige for, men for atter andre kunne det tænkes at have interesse – og måske endda nogle kunne have lyst at deltage aktivt i en konstruktiv og inspirerende debat om emnet.
Det sidste håber jeg på – men selv uden dét er det min erfaring, at alene dét skriftligt at formulere et emne både afklarer og ofte åbner hidtil ikke sete perspektiver.
Det er faktisk netop dét, jeg oplever gang på gang, og som får mig til fortsat at skrive her på Trosfrihed.dk.
Det var så min indledning – og nu til emnet:
Skæbne og tro – et perspektiv, jeg ikke rigtig har været opmærksom på før nu.
Vi mennesker har jo – som alt andet eksisterende – en skæbne, men det særlige ved os er vel, at vi – nok i modsætning til alle andre levende skabninger – er klar over det – at vi er bevidste om, at vi har en skæbne – en ukendt skæbne.
Vi er også begavede – mere end andre levende væsener – med intelligens, en evne hvormed vi i nogen grad kan styre vores skæbne – men også kun i nogen grad.
Og når vi ser fremad, er det jo med alskens forventninger – med håb, med frygt, med længsel, med glad forventning, med usikkerhed – og med viden om, at det hele ikke varer evigt.
For vi kan jo ikke undgå at erkende, at vi reelt er værgeløse overfor skæbnens magt.
Måske ikke så meget som i urtidens stammesamfund, hvor overlevelse – vand og føde – samt at undgå at blive dræbt af fjender – nok var det væsentligste – en særdeles farefuld tilværelse.
Vi brugte vore evner, vore iagttagelser, erfaringer og hukommelse til at regne ud, hvordan vi kunne at få den bedst mulige skæbne. Vi opfandt redskaber og brugen af ild, men vi var stadig meget små og meget hjælpeløse overfor naturens enorme magt.
Vi levede i stammesamfund og vi vogtede vores territorium mod andre stammers forsøg på indtrængen – også selvom der var gensidigt røveri af unge kvinder – hvilket jo modvirkede indavl – men i samler- og jægersamfundet var vi jo totalt afhængige af den natur, vi levede i, og når vi var i knibe pga. ”naturens luner” – og vi ikke vidste, hvad vi skulle gøre, så var det vel shamanen, vi tyede til – shamanen – ham i stammen, der var bedst til at hjælpe os overfor skæbnen – naturens magt – så godt som det nu var muligt.
Og det var vel på den måde shaman-forestillingen opstod – om de tre verdener: denne verden, naturens åndeverden og de dødes verden.
Og det er vel denne ”naturens åndeverden” – et meget tidligt dogme – i mangel på bedre – gennem årtusinderne, der har udviklet sig i vores bevidsthed til en godt stor håndfuld religioner med hver sit eget sæt dogmer – og med guder af både hankøn og hunkøn – som vel egentlig ligner en slags ”overforældre” - og med anvisning på evigt liv.
For vi er jo blevet meget dygtige til at beherske naturen, men alligevel er det i sidste ende dén, der vinder – og hvor vi hjælpeløst må overgive os.
Og hvordan skal man så forholde sig til de mange religioner?
Her kan jeg jo kun tale på egne vegne.
Mit forhold til religioner er egentlig ikke særlig afklaret.
Dogmer er for mig nærmest at ligne med en slags "kulisser i et teaterstykke", der hedder livet.
Og det siger jo sig selv, at kan man opnå tro på et sæt dogmer, så giver det tryghed, mening med livet og retning i livet.
”Placebo-effekten” – at det faktisk virker, når blot man tror på det – skal jo heller ikke ignoreres.
Men for mig er alle dogmer håbløst mislykkede forsøg på at nå sandheden. Jeg tror ikke på, at vi mennesker har evner til at nå sandheden – uanset hvor meget vi hæver religionsstifterne op på et overmenneskeligt niveau.
Det betyder ikke, at jeg totalt kasserer dogmerne, for jeg anerkender dem som helhjertet menneskelig stræben – med sin egen skønhed – som f.eks. ritualerne: dåbens vand (i flere religioner), nadverens brød og vin, ydmyg panden mod jorden i en moske, meditation foran en Buddha-figur o.m.a. – former for stræben, som jeg oplever har sit eget indre værd – og som jeg gerne deltager i.
Men ”i sandhedens øjeblik” – dér bliver der kun – for mig – tilbage: eksistensens ufattelige mirakel – verdens eksistens – egen eksistens – ”verdens væren”.
Det er egentlig også rigeligt for mig – for jeg kan ikke lade være at elske miraklet – og det giver mig rigelig mening med mit liv:
Jeg opfatter verdens og min eksistens som ”en anonym kærlighedsgerning” – også selv om den ikke beskytter mig mod skæbnen.
Den gør mig taknemmelig – og føder kærlighed i mig – også til dem for hvem skæbnen er uudholdelig: Lad os dog yde dem dødshjælp – hvis det er det, de seriøst ønsker! Alt andet er da barbarisk.
Men ellers er det aktiv kærlighed til alt og alle, miraklet føder i mig – og det er vel ikke så ringe endda 
Det overvinder jo ikke skæbnens magt.
Det tror jeg heller ikke, at der er andet, der gør.
Men har man dén erkendelse i baghovedet, kan nu’et blive mere intenst, mere ægte, mere sandt.
Det er i hvert fald sådan jeg oplever det.
Det kan kritiseres, men her vil jeg sige:
Sådan står jeg – her og nu – hvor står du?
Og drop nu bare personfnidder - det er jo emnet, det handler om.
M.v.h. Arne 
|
|
|
|
