|
0
registrerede
425
gæster og
127
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Her begynder og finder I min tro
|
Hej treram du stillede mig forleden, ude på chatten (findes her (1)*) efterfølgende spørgsmål endnu engang, ja det er ikke første gang du har efterlyst et svar fra mig desangående:
Du stillede mig dette ret enkle spørgsmål skulle man synes:
kan du ikke med almindelige ord forklare om du er religiøs, troende, ateist eller een der bare laver grin med borgermusikken. Jeg tror det vil hjælpe lidt på forståelsen her, hvis du var i stand til det, eller vil du bare være mystisk hele tiden?
Jeg svarede på chatten (1)*:
""Some part of life — perhaps the most important part — must be left to the spontaneous action of individual impulse, for where all is system there will be mental and spiritual death." - Bertrand Russell".
Tillich taler om at vi mennesker har fornuft, men vi råder også over ekstatisk fornuft, som på numinøs spontan vis fra tid til anden gennembryder og rammer os, ryster os, uden at disse forhold overhovedet ødelægger vores gode fornuft.
Disse øjeblikke af Åndens ekstatiske nærvær i vores liv, hvor vi der gerne vil gribe og begribe også bliver grebet og båret af ny mening, kraft og liv, betydning, afgørelse, fordi vi befries fra fornuftens indelukkethed og vores bevidstheds begrænsninger, er nøjagtig her min tro begynder. Disse forhold kan undersøges af videnskaben om hjernen; af psykologien; og filosofien og religionerne har været beskæftiget med disse forhold i mange tusinder år og beskrevet eller becifret disse begivenheder i menneskets liv på smukkeste vis.
Paulus er for mig en nøglefigur, såvidt disse forhold Åndens ekstatiske spontane emergente manifestationer og gennembrud i vores liv, og jeg finder at jeg forstår hvert et ord paulus skriver, lidt som Badiou også gør det.
I den forstand som jeg beskriver det hellige ovenfor er jeg troende, ja jeg mener altså at det Hellige (Ånden) hele tiden bryder ind i vores liv, individuelle såvel som historiske, menneskehedens liv, og gør sig gældende overfor profanitet, meningsløshed.
Mennesket har ånd som fornuft, og mennesket har Ånd som ekstatisk fornuft, og der er altså ikke taler om Ånder (dette er spiritisme).
punkt 1) du finder mig her: ""Some part of life — perhaps the most important part — must be left to the spontaneous action of individual impulse, for where all is system there will be mental and spiritual death." - Bertrand Russell"
Jeg gentar, jeg kunne lige så vel være ateist som troende såvidt disse forhold som videnskaben om menneskehjernen og psykiatrien og psykologien er mindst lige så interesseret i som religionerne er det!
Eksistentialismen er den filosofiske bevægelse vi også finder nøjagtig her, hvorfor jeg også vil betegne mig selv som kristen eksistentialistisk troende, med rod i den paulinske spiritualitet (ekstatiske fornuft), som Tillich og Berdyaev.
Den risiko der nu er for at blive skudt alverdens tåbeligheder i skoene af ateister der ikke kan følge mig, den må jeg risikere (Badiou er inde på samme forhold i forbindelse hans viste interesse for teologien og da især Paulus). Men det er jo her vi har debatten, samtalen, kritikken, den frugtbare diskurs og kritik, såvidt vores virkeligheds syn, og syn på mennesket og samfundslivet, og historiens gang.
Jeg tilføjer nu:
A):
Vi mennesker er ikke historie eller kulturløse, eller traditionsløse, men vi står altid i en fortløbende kommunikation og nyfortolkning vores fælles fortid, traditionen, kulturen og historien, også Paulus og urkristendommen, som A. Schweitzer; Tillich; Barth; Heidegger og Badiou har gjort det på ypperligste vis. Ikke som en anakronistisk forbistring og indlevelse en fortid uden nutidig relevans og hensyn til vores moderne intellektuelle integritet og naturvidenskabelige virkelighedsforståelse, verdensbillede. Det er altså en kritik og destruktion af især kristendommens og Kirkens overleverede forståelse af Paulus og urkristendommen jeg er ude i med Schwseitzer; Tillich; Barth; Heidegger og Badiou mfl andre. Kun derved, at stå i en kritisk samtale traditionen, overleveringen, kan vi forstå vores egen nutidige situation. Dette gælder jo ikke bare mht Paulus og urkristendommen som jeg har megen fokus på, det gælder også grækerne, Platon og Aristoteles, som den græske filosofi før dem og det gælder mere nutidige forekomster som renæssancen; reformationen; den amerikanske uafhængighedserklæring og den franske revolution og den kommunistiske revolution og de nationalsocialistiske mmfl..
B):
"Some part of life — perhaps the most important part — must be left to the spontaneous action of individual impulse, for where all is system there will be mental and spiritual death." - Bertrand Russell".
Da dette citat ovenfor er helt essentiel for at finde ind til hvor min tro begynder, for at forstå hvor min tro begynder og hvad den bygger på, vil jeg belyse det lidt mere:
Det er imidlertid rigtigt, at friheden er vort væsens levende kilde. Kun når selv de mest genstridige ydre betingelser skifter ansigt ved at blive gennemtrængt af denne spontanitets magi, bliver en handling menneskelig.
Jeg bliver ikke fri ved simpelthen at lade det spontane i mig folde sig ud; jeg bliver fri ved at give det spontane retning mod en frigørelse, det vil sige en personliggørelse af verden og mig selv.
Begge ovenfor anførte citater fra Emmanuel Mounier "Personalismen" side 74; 76.
Det spontane og friheden, kreativ frihed (ånden), bliver også behandlet under begrebet det numinøse:
A Supremacy over being belongs to freedom.
There would be no freedom if appearances were the very things-in-themselves, if the noumenal exhausted itself in the phenomena. Nor would there be any freedom if there were absolutely no acitivity of the noumenal in phenomena.
Noumenal freedom, is able to break in upon the causal sequence of appearances,,, the one world can invade the other and act creatively within it. Man as a creatively active and free being, as at spiritual being, is not merely phenomenon.
Spirit can upset and change the "natural" order.
Newness presupposes time; it makes its appearance in time. Without time there is no change.... True creative newness is achieved in existential time, time which is not objecitified, that is to say it happens in the vertical and not the horizontal. But creative acts which are accomplished in the vertical are projected upon a plane and are accepted as accomplished in historical time. Thus it is that meta-history enters into history.
Berdyaev, fra bogen "the beginning and the end" side 154 og nogle sider frem.
Eksistentialismen er fokuseret på at forstå mennesket ud fra tiden, dets tidslighed, som værende et tidsbestemt og historisk væsen, med fortid og nutid og fremtid. Og dermed siger de fra overfor at forstå mennesket som tingsliggjort, en ting, et objekt, i rummet, da mennesket aldrig på den måde kan fastfryses, tingsliggøres og objektiveres for nogen, ej heller for videnskabernes analyse og blik, fiktive øjebliksbillede. Altså så længe der er liv er der håb og mennesket kan hele tiden forandre sig, udvikle sig og begynde forfra.
C):
Du spør om jeg bare vil være mystisk hele tiden Treram.
Nej jeg er ikke mystisk på den måde at jeg benægter den ydre materielle virkeligheds primat. Jeg benægter ikke evolutionsbiologi eller astrofysik, ja jeg er i et og alt tilhænger af eksakt naturvidenskab.
Personen er helt og holdent rodfæstet i naturen. Legemet har samme rang som ånden, mennesket er helt og holdent "legeme" og helt og holdent "ånd".
” I mennesket er intet ”blot biologisk” eller ”blot åndeligt”. Hver eneste celle i menneskets krop participerer i menneskets frihed og åndelighed.” Paul Tillich; Mod Til Livet.
Den faste akse, som den kristne tanke drejer om, er forestillingen om en uopløselig forbindelse mellem sjæl og legeme. "Sjæl" og "legeme" eller "stof" i ordenes moderne betydning opfattes ikke som modsætninger. "Sjælen", forstået i den moderne spiritualismens sammensatte betydning, det vil sige som betegnende på een gang tanken, psyken og selve livsprincippet, er i den konkrete existens støbt sammen med legemet. Emmanuel Mounier "Personalismen" side 18.
At tale om Guds eksistens er nonsense siger Paul Tillich og jeg er ganske enig. Men at tale om Gud som Åndens ekstatiske nærvær og spontanitet, som det på emergent vis fra tid til anden viser sig i vores liv, er at tale om Gud som konkret numinøs virkelighed gældende vores liv som vi alle har kendskab til.
Og vi er igen her:
"Some part of life — perhaps the most important part — must be left to the spontaneous action of individual impulse, for where all is system there will be mental and spiritual death." - Bertrand Russell".
Det forhold som Paul Tillich behandler under at vi mennesker ikke blot har fornuft men at vi også fra tid til anden har erfaringer fra ekstatisk fornuft, se mit andet indlæg i filosofisk hjernegymnastik. (2)*
jeg vil slutte nu, og jeg ved godt at en og anden herre nu vil brække sig over mig endnu engang og få røde knopper og blive gul og grøn af xxxxxxxxxx, fordi jeg tar dit spørgsmål seriøst og forsøger at give dig et svar treram. Manden hader mig indædt, og ønsker mig ud af denne verden, ihvertfald ryster det ham dybt om nogen gider lægge øren til hvad jeg siger, om nogen overhovedet gider have en samtale med mig, da dette vælter hans eget verdensbillede at jeg skulle være værd at lytte til.
Venlig hilsen HansKrist.
(1)*:
treram: du er nu noget svær at debattere med Hanskrist, jeg tror ikke at ret mange ved hvad du egentlig står for, om du i det hele taget tror på noget, du henviser hele tiden til dine ynglingsfilofupsoffe r, og de er ikke interresante for ret mange af os, jeg har
treram: også i årevis undret mig over dine indlæg, jeg forstår ikke meget af det skrevne, men gider så ikke læse de gamle filosoffers bøger, det er livet ski for kort til, jeg vil debattere livet her og nu uden en masse sære mystiske ord som ikke mange kender til
treram: kan du ikke med almindelige ord forklare om du er religiøs, troende, ateist eller een der bare laver grin med borgermusikken. Jeg tror det vil hjælpe lidt på forståelsen her, hvis du var i stand til det, eller vil du bare være mystisk hele tiden? kristend
treram: ommen har udviklet sig til et professorat i forståelsen af gamle filosoffer, hvad der ikke er skrevet af ord op og ned, bare fordi en gud absolut skulle voldtage en stakkels kone for at føde hans "søn" , at tro på sådan noget nonsens kræver en helt spe
treram: ciel hjerne, en hjerne som ejerpersonen ikke er i stand til at styre, som lader sig styre af de vrøvlehistorier som biblen blabber ud med og hvad præsterne fortæller, løgn og latin det er rigtig gudesnak og masserne falder for det, det må sku da være rig
treram: tigt når så mange tror på det, rend og hop.
-o-o-o-
Hanskrist: det er ikke første gang du har stillet mig dette ret enkle spørgsmål, skulle man synes, og jeg har også levet med det i baghovedet, ruger på det, men inkubationstiden er åbenbart flere måneder,,, måske jeg skulle lave en fremprovokeret abort,
[x]Hanskrist: nå men, lige kort om hvor min tro begynder: ""Some part of life — perhaps the most important part — must be left to the spontaneous action of individual impulse, for where all is system there will be mental and spiritual death." - Bertrand Russell"
[x]Hanskrist: Tillich taler om at vi mennesker har fornuft, men vi råder også over ekstatisk fornuft, som på numinøs spontan vis fra tid til anden gennembryder og rammer os, ryster os, uden at disse forhold overhovedet ødelægger vores gode fornuft
[x]Hanskrist: disse øjeblikke af Åndens ekstatiske nærvær i vores liv, hvor vi der gerne vil gribe og begribe også bliver grebet og båret af ny mening, kraft og liv, betydning, afgørelse, fordi vi befries fra fornuftens indelukkethed og vores bevidstheds begrænsninger
[x]Hanskrist: er nøjagtig her min tro begynder. Disse forhold kan undersøges af videnskaben om hjernen; af psykologien; og filosofien og religionerne har været beskæftiget med disse forhold i mange tusinder år og beskrevet eller becifret disse begivenheder i menneskets
[x]Hanskrist: liv på smukkeste vis,
[x]Hanskrist: Paulus er for mig en nøglefigur, såvidt disse forhold Åndens ekstatiske spontane emergente manifestationer og gennembrud i vores liv, og jeg finder at jeg forstår hvert et ord paulus skriver, lidt som Badiou også gør det
[x]Hanskrist: i den forstand som jeg beskriver det hellige ovenfor er jeg troende, ja jeg mener altså at det Hellige (Ånden) hele tiden bryder ind i vores liv, individuelle såvel som historiske, menneskehedens liv, og gør sig gældende overfor profanitet, meningsløshed
[x]Hanskrist: mennesket har ånd som fornuft, og mennesket har Ånd som ekstatisk fornuft, og der er altså ikke taler om Ånder (dette er spiritisme)
[x]Hanskrist: punkt 1) du finder mig her: ""Some part of life — perhaps the most important part — must be left to the spontaneous action of individual impulse, for where all is system there will be mental and spiritual death." - Bertrand Russell"
[x]Hanskrist: jeg gentar, jeg kunne lige så vel være ateist som troende såvidt disse forhold som videnskaben om menneskehjernen og psykiatrien og psykologien er mindst lige så interesseret i som religionerne er det
[x]Hanskrist: eksistentialismen er den filosofiske bevægelse vi også finder nøjagtig her, hvorfor jeg også vil betegne mig selv som kristen eksistentialistisk troende, med rod i den paulinske spiritualitet (ekstatiske fornuft), som Tillich og Berdyaev
[x]Hanskrist: den risiko der nu er for at blive skudt alverdens tåbeligheder i skoene af ateister der ikke kan følge mig, den må jeg risikere (Badiou er inde på samme forhold i forbindelse hans viste interesse for teologien og da især Paulus)
[x]Hanskrist: men det er jo her vi har debatten, samtalen, kritikken, den frugtbare diskurs og kritik, såvidt vores virkeligheds syn, og syn på mennesket og samfundslivet, og historiens gang
(2)*:
By "numinous astonishment" is meant a feeling of being grip of the mystery (of existence (ontological shock) (1)*) yet elated with awe (2)*. This kind of experiences Tillich calls ecstacy; he does not mean a state of emotional excitement, though it may include this, but a state in which reason goes beyond its normal uses. This normal use is described as "the subject-object structure". Presumably the kind of reason which "goes outside this" is some state of immediate awareness in which we are not conscious of a gap between our thought forms and that of which we are aware. Something of this kind of immediacy happens in a low form of sense perception. Tillich is, I think, trying to describe an analogue of this in a spiritual nonsensory experience. Ecstatic reason is not the destruction of reason, but reason raised to a more creative level, in which the breach between theoretical detachment and affective union is overcome. So he says elsewhere that ecstatic reason in the practical sphere can be called grace, and in the theoretical, inspiration. However we may describe it, many would, I think, agree that something like what Tillich calls the ecstatic reason is a genuine experience. How much cognitive value has it? Tillich says that the ecstatic reason is the subjective side of a situation in which some event occurs which evokes it, and which can be called a "sign event", and in this sense a miracle. Revelation is the occurence of this whole situation (1)*. By relating revelation to the ecstatic reason, Tillich can speak of it in terms which do not demand a distinction of natural and supernatural. The vehicle of revelation is an experience, but it is an experience which has become charged with a sense of the depth and mystery of existence.
Taget fra Dorothy M. Emmet; i bogen "The Theology of Paul Tillich" i hendes artikel: "Epsitemology and the idea of revelation" følgende (dog er paranteserne mine).
|
|
|
|
