|
2
registrerede ABC
,(1 usynlig),
416
gæster og
191
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: Mental livskvalitet.
|
I en anden debat har Arne Thomsen brokket sig over, at Simon og jeg ikke vil "fokusere på hans hjemmelavede udefinerede begreb" mental livskvalitet, og "præsentere noget selv", som han udtrykker det. Nu har Arne jo ikke selv præsenteret andet end en række citater af for længst afdøde personer fra andre kulturer, samt et postulat om, at synet af en ikon har fået ham til at elske verden. Alle opfordringer til at redegøre nærmere for sin påstande har han hidtil siddet overhørig.
Men jeg vil da gerne imødekomme Arne og fortælle, hvordan jeg opfatter hans begreb mental livskvalitet, og hvad vi kan gøre for at øge den hos os selv og andre. Da Arne ikke har ønsket at definere dette begreb, eller redegøre for sit syn på det, bortset fra at han tidligere har givet udtryk for, at det er noget ateister ikke har, og som unddrager sig en fornuftig tankegang, så vil jeg starte med at definere det selv ud fra den almindelige forståelse af ordene.
Mental refererer jo til noget psykisk, og kvalitet refererer jo almindeligvis til noget, der ligger over den gennemsnitlige værdi. Når det drejer sig om livet, må man antage, at begrebet handler om graden af psykisk velfærd eller sagt på almindeligt dansk, hvilke psykiske glæder vi har i vores liv.
Vores fysiske tilstand og materielle levestandard har selvfølgelig en vis indflydelse på, hvordan vi føler os. Det er sværere at føle sig glad, hvis man sulter og fryser eller har smertefulde sygdomme, men hvis de ting er nogenlunde under kontrol, kan man sige, at resten af ens velbefindende er udelukkende af psykisk natur.
Hvis man stirrer sig blind på, at andre har mere end en selv, kan man blive opfyldt af misundelse eller jalousi eller af en følelse af uretfærdighed. Hvis man omvendt forventer sig mindre af livet, end man får, vil man føle sig glad og taknemlig.
Hvis man er snævertsynet og kun kan lide en slags musik, en slags bøger, en slags film, en slags mad og en slags mennesker, så vil ens liv være fyldt med irritationsmomenter. Hvis man omvendt kan lide en masse forskellige variationer af menneskelige udtryksformer, vil dagligdagen være fyldt med nydelser og behagelige overraskelser.
Hvis man betragter sig selv som bedre end andre mennesker, og mest har fokus på egne behov, vil ens omgivelser mærke det, og man vil socialt blive isoleret og måske være meget ensom. Det føles ikke rart. Hvis man omvendt betragter alle mennesker som et produkt af deres erfaringer, og søger at forstå dem, så har man intet behov for at fordømme dem. Man kan langt bedre leve i social harmoni med sine omgivelser, og vil få masser af positive reaktioner fra dem.
Hvis man frygter døden, kan man måske finde en vis trøst i en religiøs tro på et liv efter døden, men hvis man accepterer døden og sin egen ubetydelighed i forhold til universet, så behøver man ikke nogen tro. Som Mark Twain udtrykte det: Jeg var død i milliarder af år, inden jeg blev levende, og det gav mig ikke det mindste ubehag. Døden er nemlig en uadskillelig del af livet, så den, der frygter døden, frygter i virkeligheden livet.
Jeg frygter ikke livet. Jeg lever det fuldt hver dag med alle mine sanser. Jeg ser og hører og lugter til og smager på og føler livet boble i mig hver dag, og lærer hele tiden nyt om det. Jeg har så meget, der giver mit liv kvalitet, at jeg aldrig misunder andre, men kun ønsker, at det må gå dem godt. Jeg søger derfor hver dag at gøre noget, der kan gavne andre.
Så mit liv baserer sig på sanselige nydelser af mange slags, og en stærk trang til at lære meget mere om verden. Jeg har fundet ud af, at jo mere jeg lærer om den, jo flere nydelser giver den mig, for snævertsyn og indskrænkethed og navlebeskuelse gør os sure og fjendtlige overfor andre, og fratager os vores naturlige humoristiske sans, og uden den bliver livet kedeligt.
Som du ser, Arne, så behøver jeg hverken religiøs fantasi, hellige skrifter eller døde filosoffers ord for at give mit liv kvalitet. Der har det fået gennem den fornuftige tankegang, at livet er nøjagtigt, hvad det udgiver sig for, og ikke hvad vi tror og håber, at det skal være. Indtil vi accepterer det, savner vores liv den vigtigste kvalitet, betingelsesløs accept af virkeligheden.
Men det er altså ikke, hvad du fokuserer på, kan jeg forstå. 
Mvh
Ole Bjørn :o)
|
|
|
|
