Aktøren oplever at skellet mellem selvet og omgivelserne forsvinder, og at det smelter sammen med det oplevede.

Menneske og univers er for Hildegard én stor levende organisme -

På det første stadium får man en stigende bevidsthed om guddommelig tilstedeværelse.

Det andet stadium beskrives som en renselse, hvor man får en stærk bevidsthed om egne fejl og utilstrækkeligheder.

Tredje stadium er illuminationen, oplysningen, hvor man får adgang til en større viden og indsigt. Man kan så at sige skyde genvej, man bliver visionær. Mange ender der, mange kunstnere ender der.

Fjerde stadium kaldes ‘sjælens mørke nat’. Man mister orienteringen, Gud er fjern, og man kan ikke nå ham. Men det er samtidig fasen, hvor selvet begynder at blive udslettet, og derfor afgørende for at nå den femte fase, som er den mystiske forening med det guddommelige.

Det, der fascinerede Anne Lise Marstrand-Jørgensen ved den mystiske tanke var viljen til at udslette sit eget selv, »stille sig selv til side og blive mindre, for at noget andet kan blive større«, fortæller hun.

Troen giver ikke mening til det meningsløse, men den giver respekt for livet.