3
registrerede ABC, Arne Thomsen
,(1 usynlig),
197
gæster og
51
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Et andet syn
|
Zenia/Esther.
Du nævner idéen om reinkarnation, og du har overvejelser om hvorfor idéen om (universel) godhed og kærlighed afvises af mange.
Og så skriver du (rigtig godt, synes jeg):
Vi må ... som jeg ser det ... derfor "bare" søge at leve i overensstemmelse med vort indre univers så godt som muligt. ... Når vi så er nået til erkendelsen af, at kærlighed er den eneste lim, som binder universet sammen (Hildegard von Bingen) ja så kan vi da godt erklære os som heldige og søge at leve ud fra denne erkendelse/indsigt. Den første del, "at leve i overensstemmelse med sit indre univers" kan jeg fuldt ud tilslutte mig. Og dem, der ikke gør dét - uanset hvordan den enkeltes "indre univers" så ser ud - kan jeg ikke beundre (selv om der kan være mange gode grunde for den enkelte til ikke at kunne magte det).
Den anden del - kærligheden - som nogle erkender - eller aner - eller fornemmer - eller oplever (hinsides alle teodicé-overvejelser om "verdens ondskab" - som efter min mening blot er et selvforkælet og menneskecentreret livssyn) er jo en gave til dem, der er så heldige at se den. Det er i hvert fald sådan, jeg opfatter det. (For mit vedkommende tog det et godt stykke tid, før det gik op for mig, at den uundgåelige - men også dejlige - konsekvens er selv aktivt at elske )
Når jeg så kommer til afvisningen af godhed og kærlighed, som noget grundlæggende i livet, og i universet, bli'r det mere svært, synes jeg. Har man ikke haft oplevelsen af, at det er sådan, det er, da er en afvisning da meget forståelig, synes jeg. Det tror jeg også, jeg selv ville gøre
Men har man først fået denne oplevelse "ind under huden" da kan man nok ikke (heldigvis) slippe af med den igen. Da er det en sandhed i ens eget "indre univers", som andre kan betvivle. Jeg ka' da osse godt selv skabe tvivl v.hj.a. min fornuft - "åndelig trøst og sutteklud" opfundet af psyken - ligesom forældreløse børn kan opfinde forældre, selv om de ingen har, men alt den slags kan jo alligevel ikke rokke ved grundoplevelsen af sandhed, synes jeg.
Men er man udpræget rationalistisk i sin holdning til livet og således alene bekender sig til menneskelig fornuft (hvad der kan observeres med det blotte øje samt alle mulige måleinstrumenter, kombineret med avanceret matematik, teorier og disses efterprøvning), så ligner alt andet end det rationalistiske verdensbillede jo noget "fordrukkent vrøvl". Så skrumper verden ind til noget rationelt, hvor der ikke er plads til at tage sådan noget som uselvisk og medfølende kærlighed alvorligt (At det rationalistiske verdensbillede ikke har svar på spørgsmål såsom, hvordan det går til, at verden ER, afvises så som værende irrelevant). Og når man tænker på, hvor meget menneskets fantasi har kunne skabe af uholdbare forestillinger, er den rationalistiske indstilling vel forståelig. Men efter min mening ser det nærmest ud som noget i retning af, at rationalisterne forsøger at "bygge en model af verden v.hj.a. legoklodser". Det ligner - men heller ikke mere
Idéen om reinkarnation - og i det hele taget, hvad der sker, når vi dør - har egentlig aldrig rigtig fanget min opmærksomhed for alvor. Jeg husker stadig, da jeg efter en del år igen gik ned fra Ikónen på bjergets top i den subtropiske urskov og havde fået den "indsigt", at religiøse dogmer - ja, selv teisme (gudstro) - ikke er noget, jeg skal tage så tungt. Det, det gælder om, er at tage imod al den kærlighed, verden gi'r mig - og at acceptere, at kærligheden får lov at gro i mig - og bli'r til aktiv genkærlighed
Men så er der sandelig også nok at tage sig til - og så må jødisk, kristen, muslimsk genopstandelse og hinduistisk og buddhistisk m.m. karma og genfødsel - eller blot intethed - vente til jeg puster ud - og ikke ånder ind igen
Så jeg er agnostiker her - lige som jeg er, angående om gud(er) eksisterer i rationalistisk forstand (At gud(er) eksisterer i menneskets bevidsthed, behøver vi jo ikke at spørge om)
P.S.: Jeg bør nok tilføje, at der jo findes ganske mange beretninger om nærdødsoplevelser, som kunne antyde, at døden ikke uden videre bare fører til ingenting... M.v.h. Arne.
|
|
|
|