|
0
registrerede
425
gæster og
127
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Et andet syn
|
Hej..
"Jeg er helt enig i, at kærlighed er den lim, som binder universet sammen. Det er den ånd, som er grundtonen (tak Arne for det ord)".
- I er godt nok nogle poetiske fætre, i tre..;)
Men universet omkring jer bindes jo ikke sammen af kærlighed, faktisk er universet og naturen i øvrigt komplet ligeglad med hvad i måtte føle og tro derom. Så dén form for "naturforklaring" er m.a.o. ikke hverken praktisk ell. anvendelig som metode...
"Er vi bange?".
- 'Angst' (for det forgængelige) ville nok være et mere præcist ord, i denne sammenhæng, som universet også her er indifferent overfor. Men angsten udspringer fra selve grundsynet troende fik internaliseret fra det ældre verdensbillede i deres selvopfattelse - hvorfor det er grundsynet (bestående af kun overnaturlige riter fra religionerne selv) i må korrigere, for at få lidt ro på disse uregerlige følelser...
"Lad os bestræbe os, lad os tilgive, lad os åbne os".
- Her vil en større åbenhed overfor mere rationelle forklaringer nok netop være en udvej fra problemerne i sidder med, idet psykastenien akkurat er en konsekvens af så følelsesmæssig en håndtering af et fejlagtigt verdensbillede fra fortidens kulturbrønd.
I denne forbindelse kan du såmænd godt "tilgive" dig selv, selv om det i mine ører lyder som en noget højtidelig tilgang til (selv-)erkendelse. Erkendelse af fejlagtige antagelser, bygget på ældre kulturers obskure scenarier fra endnu ældre menneskers fantasier, behøver du i nutiden ikke skabe så storslået et psykodrama omkring. Det er (ikke mindst!) dig selv du skylder at forklare verden (og mennesket) på en bedre og mere logisk konsistent måde, hvorfor dit ansvar begrænser sig til videreførsel af fantasier fra gamle menneskesyn der blev indtolket i (absurde) verdensbilleder.
Der ligger helt menneskelige årsager til grund for at nutidige mennesker tolker verden omkring dem ind i fortidens mystik. Det er simpelthen en måde hvorpå de skaber sig et overskueligt billede af verden, hvor mennesker blir små dukker der agerer efter manuskripter det enkelte trossamfund indlæser fra gamle riter der behager dem. Her opbygger de så selvbilleder efter præcise strukturer i de små sociale grupper, og anerkender indbyrdes hinanden i stor forståelse for hinandens rolle. Kald det gerne en socialpsykologi.
På en måde beskytter de sig netop imod naturlige mekanismer der ingen etik har, og tilstræber derfor at tilføre naturen en sådan etik - 'den dumme natur, som byder på så smertelige omkostninger i kraft af den eksistens livet tilbyder os, den skal fandme ikke komme her og tro den ér noget. Lad os her i kolonien i stedet tilbyde hinanden de selvbedrag vi har brug for!'...
Javel ja, men det helt væsentlige for disse små trossamfund blir jo så, at hvis mennesker helt og aldeles bare efterlever de roller manuskriptet tildeler dem, da vil hver enkelt aktør dermed også afgå ved døden uden at være sig sin rolle bevidst, og i den forstand forblive med at være tilskuer til sin egen eksistens. Så hvis der med 'åbenhed' menes 'døren på klem' overfor dén form for selvbedrag, da må vi der ser på nok sige, at vejen mod erkendelse synes at være en gentagelse fra fortidens borgerkrige mellem små uens trossamfund - vi har set stykket mange gange før. Spørgsmålet mit er derfor, kunne i ikke snart skrive et nyt og hidtil uset...? ;)
mvh
Simon
|
|
|
|
