|
3
registrerede ABC, Arne Thomsen
,(1 usynlig),
379
gæster og
32
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Et andet syn
|
Morn' Treram..
Ja. Jeg begriber ikke hvad vi skal med de idéer som ”et guddommeligt ophav”, noget ”fuldkomment” osv. som netop kun mystikerne indenfor div. religiøse trosretninger fantaserer sig langt udover astrofysikkens arbejdsområde med. Fortidens religiøse kultursamfund efterlod os deres verdensbilleder, hvor guder giver os i eftertiden et indblik i måden hvorpå de forstod og tolkede hensynsløse naturkræfter. Iden forbindelse kommer jesusanalogierne bare vimsende ind på scenen fordi koreografen Arne har overtaget præcis den samme gamle gudetænkning som livssyns- og menneskebetragtning der stod i manuskriptet. Den slags halvguder adviserer jo gudetænkningen, der så pølses ud i en naturtænkning der så skal forklare dit og dat fra selve grundstrukturen i gamle troendes koryfæer!
Det er bl.a. her jeg (helt som du ) ser Arne bevæge sig i en ”flot” buge udenom kritiske spørgsmål til det grundlæggende i hans idéer – som altså blev hans natur- og menneskesyn, fordi han tilegnede sig dem som forklaring på sit verdensbillede.
Når så Arne konfronteres med spørgsmål, som hvor i alverden han observerer ”fuldkommenheder”, ja ”guddommelige ophav” m.m., da reducerer han øjeblikkelig sine idéer til mangelfulde beskrivelse af noget så enestående og altomfattende for os alle sammen, at det ligefrem kræver en følelsesmæssig og altså ingen intellektuel kapacitet at tilegne sig en forståelse af meningens dybde. Her anvender Arne så begrebet ”gud” i mangel af bedre begreber osv. Men her må vi jo så forstå, at han allerede HAR accepteret idéen om en ”universel guddommelig bevidsthedsform” som forklaring på verden omkring ham. Og hvorfor igrunden det? Men det ønsker han selvfølgelig ikke at svare på. Men her er der netop overmåde fin overensstemmelse mellem strukturen i hans og alle andre religiøse troendes verdensbillede. Han erkender sig derfor reelt til de gamle kulturers verdensbillede og tænkning, hvor noget ”ubeskriveligt” af guddommelig karakter jo altså skulle have forordnet universet som en skabende proces, der netop gestaltede ”fuldkommenhederne” han taler så meget om. Her har vi altså grundstrukturen i tænkemåden som overensstemmelse mellem de store religioners kerne i troen og Arnes egen – m.a.o. er han ikke uden gudetro.
Arne fylder sådan set bare begreberne med attraktive meninger, flytter lidt rundt på dem osv. alt afhængig af hvor dybt de kritiske spørgsmål stikker ned i verdensbilledets midte. Måden han kommer udenom at tage egentlig stilling til kritik af verdensbilledets skrøbelighed, som en attraktiv forklaringsmodel til nutidens viden, har du garanteret observeret hos mange andre.
Arne hindrer simpelthen enhver (der spørgende søger ind til troens inderste kerne) i at trænge igennem, ved netop at servere et vildnis af tom formalisme, analogier og ritualer, der akkurat skal sikre den nødvendige distance til fornuften i selve emnets saglige kerne (de irrationelle gudebeskrivelser), dvs. deres nyttevirke som forklaring på elementær natur, fysik osv.osv. Man kan sige, at han gør diffuse eksistensproblemer traktable med en masse mystiske udvendigheder som ikke har det fjerneste med hverandre at gøre. Eksempelvis lirer han jo altid samme historie af om ”ingenting der kommer…osv.osv.” når han lurer en skak mat lige om hjørnet, bestående af skæbnesvangre spørgsmål til ”fænomenet” han kort forinden indførte i et vældig kaotisk univers omkring os, som den store skaber og oprydder. Måske er det bare blevet moderne for ældre troende at se nyreligiøse ud, ikke mindst at få fornuften til helt at forsvinde fra jordens overflade med deres ”holistiske” skabelsesberetninger, der jo netop hviler på de gamle. Sidenhen lægger han så nærmest hovedet på blokken for at få skabt en afstand til en velkendt grundstruktur i det religiøse tankeunivers, som jo netop spinder som en kat omkring gudetroen osv.
Historien om ”ingenting, osv.” er bare kreationisternes måde at bevæge sig udenom kritiske spørgsmål på. Verdensbilledet hænger sammen i ren og skær gammeltestamentlig bibeltro og eksegese, det er præcis den samme gamle surdej de væver rundt i: en skabelse af "noget", en gud, en for mennesket "uerkendelighed", osv.osv. Jo mere mystisk og finurligt de kan få det til at se ud, og desto værre står det til med fornuften, jo større forklaringskraft synes de at tillægge deres tro. Ikke mindst synes de det er vældig smart at hæve sig til skyerne som de store vismænd ud i det rene nonsens!
Min oplevelse er, at det også for Arne bare handler om at flytte fokus væk fra kildne spørgsmål, Treram. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har set Arne neddrosle verdensbilledet til…”det er jo bare en tro”. Problemet er for mig at se, at Arne begynder at argumentere med trosbekendelser, og det skaber altid en lang række problemer – tro i øst, vest eller syd, det er og bliver ét fedt. Tro er og forbliver bare en ringe trøst som fundament for antagelser og alternativ til viden. Og favoriserer man trosbekendelser af den art fremfor metoden hvorved man fremmer viden, da favoriserer man igrunden uvidenhed og det er en skidt afvikling af sund fornuft.
Jeg forstår fint dit syn på religioner som sutteklude, for det er netop trøst religioner tilbyder mennesket.
Imidlertid er det hverken videnskabers eller religionskritikkens arbejdsområde at fjerne nogen fra trøst, hvorimod der ikke kan spørges nok til, hvorfor i alverden folk partout skulle søge trøst i forestillinger der bygger på gamle kulturers verdensbilleder og menneskesyn uden den ringeste virkelighedsforankring til denne verdens reelle problemer. Skal vi løse sociale problemer, da må vi forandre de realiteter vi selv skaber og som afføder sociale problemer. Og iden forbindelse har vi vist rigeligt at gøre godt med og arbejde på. Problemer eksisterer i mangt og meget, fordi netop vi skaber dem. Dog er det urealistisk at forestille sig socialitet mellem 6.7 mia. mennesker, uden at dette skulle føre problemer med sig. Idet hele taget er det problematisk med romantiske idealbilleder på samfund affødt af naive og sentimentale troende. Sociale forhold mellem mennesker som biologisk set er omvandrende behov med endog meget snedige måder hvorpå de får behovstilfredsstillelse, har aldrig nogensinde budt på andet end problemer – al den ammestuesnak om ”universets godhed og store kærlighed”…jamen altså, se bare hvor kærlige de troende alene her i tråden ser ud i hovedet i kontakt til deres egne forklaringsproblemer! De fleste af os erkender jo blankt, at vi ligefrem kalkulerer med et liv hvor biologien, kulturen og samfundsforhold skaber en masse grundlæggende problemer for os. Det er jo akkurat dér vi politisk må stikke fingeren i jorden, og altså ikke flyve rundt i ”kærlige ufoer” skabt af nok så betænksomme religiøse mennesker. Faktisk erkender vi ligefrem at opleve lykke og tilfredsstillelse i kraft af oplevelser af modsat karakter, hvorfor der jo er en vis vekselvirkning mellem oplevelser og de forventninger vi gør os. Vi må naturligvis være så realistiske at vi evner at indse, at det jo altså ikke nytter at lægge hovedet i blød i sentimentale drømme uden et snæv af virkelighed i sig, det kommer der altså ikke megen trøst ud af. Tværtimod skaber man med en sådan form for resignation de problemer næste generation vil stå med – og det er i mine øjne hvad religioner har gjort med deres statiske livssynsbetragtninger i årtusinder. Eksempelvis kunne man forestille sig en bedre udvikling begynde at tage form, hvis Vatikanstaten nedlagde sig selv og frigav sine rigdomme til populationen i flere afrikanske lande – de lande, som vi i vesten iden grad udbyttede, for siden at sidde mageligt tilrette. Derfor kan folk jo godt tro på nisser osv. ;)
mvh
Simon
|
|
|
|
