|
0
registrerede
223
gæster og
66
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: Et kursus i mirakler
|
Kære Kristian
Jeg kommer af og til i Stakladen og kigger somme tider også efter dig. I morgen og på torsdag holder jeg faktisk 'tolv stop op' i noget, der hedder stillerummet (som er et lille rum ret tæt på stakladen, faktisk oven på selve boghandlen), hvis du skulle runde bygningen 12.12 
Mht. dit indlæg er jeg pt. desværre lidt blank. hvilket nok bl.a. skyldes, at jeg har siddet med hovedet ned i computeren siden middagstid.
Du spørger som afslutning på dit indlæg, om denne "kætterske tale", din, skurrer i mine ører. Nej, naturligvis ikke, Kristian ;) Jeg oplever den som et ærligt udtryk for, hvad der rent faktisk sker i dig i mødet med f.eks. en tigger og i mødet med dine nærmeste.
Måske kender du det, at man kan fatte kærlighed til et andet menneske uden nødvendigvis at føle sig beslægtet med vedkommende? Her kommer jeg til at tænke på serotonins rørende beskrivelse af mødet med den vrede mand i bussen. Vores første impuls er måske at beskytte os selv i sådan en situation, men får man rummet sin uro eller frygt, kan der ske det, som serotonin er inde på, at man ikke kan lade være med at fatte kærlighed til dette menneske, der kæmper med sig selv og sine følelser af sorg og afvisning. Det oplever jeg som et udtryk for en kærlighed til et andet menneske; en kærlighed alene af den grund, at det eksisterer og er noget værd i sig selv - akkurat som du og jeg er af uendelig værdi - vi er med Peter Kemps ord, uerstattelige.
Som med tilgivelse tror jeg, at kærlighed og overgivelsen til denne altid vil bære præg af, hvem vi er som mennesker. Jeg ynder jo udtrykket, at bruge sit hjerte. Men netop det er vel ikke altid så enkelt for os mennesker, hvis vi tænker på hjertet som andet end blot en muskel, nemlig som et center for følelser og "gemte data". Er det ikke her vi finder svaret på, hvorfor vi nærer en forkærlighed over for visse personer i vores liv, mens vi over for andre, som fx. den ukendte tigger på gaden, giver en 50'er, fordi det føles fornuftigt? Jeg mener, hvorfor er vi ikke bare kodet ind efter den kristnes Guds vilje, hvis denne virkelig mener, at vi bør hande næstekærligt ved at elske vores næste som os selv? Det ville da være meget lettere - men hvem ville vi da være, Kristian?
Nogle søger kærligheden, men er ikke bevidste om, at de selv sætter nogle grænser for den - hermed mener jeg selvfølgelig ikke, jf. citatet nedenfor, at du og jeg skal gå hen og sælge hele vores ejendom, men nogle gange tror jeg, at vi kunne have godt af at hengive os til en anden, fordi vi simpelthen ikke kan lade være:
Og Jesus så på ham og fattede kærlighed til ham og sagde til ham: »Én ting mangler du: Gå hen og sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlen. Og kom så og følg mig!« (Mark 10,21).
Når jeg derfor mener, at kristen spiritualitet kan forvandle stenhjerter til levende menneskehjerter, skyldes det min tro på, at Gud i Kristus Jesus faktisk gør noget [i] ved os:
[i]Derfor bøjer jeg mine knæ for Faderen, v15 efter hvem hvert fædrenehus i himlene og på jorden har navn, v16 og beder om, at han i sin herligheds rigdom med kraft vil give jer at styrkes i det indre menneske ved hans ånd, v17 at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter og I være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, v18 så at I sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, v19 og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds fylde nås (Ef 3,15-21).
Faktisk tror jeg, at det uanset tro eller ikke-tro er muligt at fatte kærlighed til et andet menneske på en måde, man måske ikke altid når i de vante, trygge og beslægtede omgivelser, men jeg siger ikke, at det er nemt, eller, at jeg altid selv formår det. 
Mvh
Anne
|
|
|
|
