|
0
registrerede
223
gæster og
66
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Et kursus i mirakler
|
Kære Anne.
Det er rart at møde dig igen her på Trosfrihed.dk. Når jeg en gang imellem er inde i Stakladen, kigger jeg altid efter, om du monstro skulle være der, men hidtil uden resultat. Men så er mødet her næsten lige så godt.
Du skriver til sidst i dit indlæg:
»Kærligheden er derfor et mirakel, når den får lov at forvandle stenhjerter til levende menneskehjerter. Her spiller kristen spiritualitet en afgørende rolle for mig, fordi den i stedet for at intellektualisere kalder hjertet ud af sit skjulested frem for Guds åsyn.« (Citat slut).
Nu er jeg som bekendt ikke kristen, men da jeg for lidt mere end halvtreds år siden var det, havde jeg store problemer med at forstå det kristne kærlighedsbud om, at du skal elske din næste som dig selv. Jeg må tilstå, at jeg den dag i dag endnu ikke forstår, hvad der er tale om.
Jeg har for eksempel læst Kierkegaards Kjerlighedens Gjerninger, men står ret uforstående over for de ultimative krav, som Kierkegaard her opstiller. Thi alt, hvad jeg i det højeste er i stand til at føle, kalder Kierkegaard Forkjerlighed, og den giver han ikke meget for.
Skulle jeg overføre Kierkegaards tanker på min egen tilværelse, ville han sandsynligvis betegne mine følelser over for de mennesker, som står mig allernærmest, som forkærlighed. Og dette er efter hans opfattelse ikke nogen efterlevelse af det kristne kærlighedsbud.
Når jeg giver penge til den ynkelige tigger, som jo er min næste, gør jeg det under ingen omstændigheder, fordi jeg nærer kærlighed til den pågældende. Jeg gør det ud fra noget, som måske kan kaldes medfølelse, og fordi der er tale om det, som jeg kunne kalde min etiske pligt.
Men den ynkelige tigger får højst en halvtredser, hvorimod jeg uden at blinke ville træde til med substantielle beløb, hvis mine allernærmeste måtte have behov derfor. Men det er jo altså kun ’forkærlighed’, og den giver Kierkegaard som sagt ikke meget for.
Samtidigt kan jeg med hensyn til tiggeren ikke sige mig fri for at have én eller anden diffus tanke om, at jeg selv ville have været taknemmelig, hvis det nu havde været mig, der sad dér og befandt mig i en så ynkelig situation. Og det er vel dybest set en slags egoisme, fordi jeg selv finder det mest tillokkende at leve i et samfund, hvor man foretager sådanne handlinger.
Det er nogenlunde de samme psykologiske mekanismer, der er i spil, når jeg tilgiver – hvis jeg altså gør det. Hvis jeg har en subjektiv opfattelse af, at én eller anden har forbrudt sig imod mig, synes jeg, det er svært at nære følelser, der kan betegnes som kærlighed over for den pågældende.
Som regel svinger jeg mig ikke højere op end til at lade sagen falde, idet vort samfund ville komme til at fungere med altfor megen friktion, hvis man ikke skulle indrømme andre en slags ret til at kvaje sig, uden at der øjeblikkeligt blev skabt ballade. Også dette er vel også en form for egoisme, fordi man har en egeninteresse i, at kunne leve i fred og fordragelighed.
Skurrer denne kætterske tale fælt i dine kristne øren, kære Anne?
Med venlig hilsen
Kristian Pedersen
|
|
|
|
