|
1
registreret
(1 usynlig),
210
gæster og
69
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: Et kursus i mirakler
|
Kære anonyme
Jeg er ret sikker på, at der nok skal komme et svar fra Jan, så jeg håber, at det er okay, at jeg kommer med en lille tanke, som jeg forbinder med selve handlingen, 'at tilgive'.
Tilgivelse består jo af ordene: til+giv+e. Det vil sige, at man for nu at tage ordet lidt bag fra giver noget til en anden person. Jeg tror, at en sådan handling bygger på evnen til at elske og evnen til at lægge noget bag sig, men kærligheden må komme først. Derfor kan og bør en tilgivelse først ske, når muligheden for kærlighed er til stede.
Når det er sagt, tænker jeg, at enhver tilgivelseshandling - der jo ret beset må bestå af en række implikationer, der har udartet sig til en konflikt - først og fremmest må indrømmes i den forstand, at vedkommende siger, hvad hun/han føler sig fx. vred over. Det kræver dog, at de parter, der er involveret i konflikten begge/alle tager del i denne handling, for tilgivelse handler ikke kun om en selv, men om den gode relation.
Det vanskelige for mig at se, er, når parterne ikke oplever konflikten på samme måde, sågar forstår det på hver sin måde, hvor det værste kan ske, er, at begge føler sig uretfærdigt behandlet af den anden: Hvem skal så tilgive hvem?
Tilgivelse implicerer i hvert tilfælde mindst to akkurat som et gudsforhold altid vil bestå af et jeg-du forhold (jf. Martin Buber, jødisk filosof, kendt for sin intersubjektivitetsfilosfi) for at give noget til nogen (tilgivelse) kan man ikke alene og ej heller ved kun at tale om det/om nogen, hvilket ofte kan udmøntes i bagtalelse.
Kærligheden er derfor et mirakel, når den får lov at forvandle stenhjerter til levende menneskehjerter. Her spiller kristen spiritualitet en afgørende rolle for mig, fordi den i stedet for at intellektualisere kalder hjertet ud af sit skjulested frem for Guds åsyn.
Mvh
Anne
|
|
|
|
