|
2
registrerede ABC, Arne Thomsen
355
gæster og
34
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: dødt
|
Hej Treram.
Du skriver:
- og hvem skabte så guden og hvem skabte den der skabte guden og hve...., for at sige at gud bare var der, er for simpelt-dur ikke.
Her er du jo direkte inde i begrebet: en første årsag, som vist både filosoffer og teologer arbejder med.
Og jeg er da enig med dig i, at det er ufatteligt.
Om en sådan første årsag, en skaberkraft, så kaldes Gud eller noget andet - ja, er det så vigtigt?
Ikke for mig 
Og hvis vi så forkaster idéen om en første årsag, så ryger vi jo ud i en uendelighed, en evighed, som dog, om muligt, er endnu mere ufattelig (Som præsten siger om søndagen: Fra evighed og til evighed - hvabehar )
Jeg er agnostiker her - aner ikke om det er det ene eller det andet ufattelige - eller noget utænkeligt tredje - men det giver mig en fornemmelse af, at verden, det værende, er helligt - og at jeg skal være glad for, at jeg i det hele taget eksisterer - endda som en del af dette fantastiske hellige værende.
Du skriver også:
Hvad angår bønner, har jeg endnu ikke haft behov for at bede om noget man alligevel ikke får, de der beder må da føle sig snydt, men de bliver ved og ved og intet sker -
Her kører du jo frem i den mest muligt primitive form for bøn - der hvor man beder om noget, som man ønsker (som barnet, der plager sine forældre).
Men i den ortodoks kristne form for bøn er det jo, som jeg skrev, noget helt andet (overvejelser om egne handlinger og fryden over det eksisterende).
Alligevel har du jo ret i, at de fleste af os har håb og længsler, som fylder i vores bevidsthed, og som naturligvis også rører på sig hos den bedende.
Nu er jeg jo ikke kristen - heller ikke ortodoks kristen - men derfor kan jeg da godt have stor respekt for den måde, de ortodokse tilbeder det ufattelige på.
Det skete for ikke så mange år siden, at jeg var i en ortodoks kirke i et kloster på en græsk ø - og det begyndte at regne.
Jeg så op mod loftet, men der var intet galt, og jeg blev klar over, at "regnen" var mine tårer.
Jeg sad, afmægtig, i en "oldingestol" (normalt står man op) foran en kæmpestor Ikón af ærkeenglen Michael, herskeren over liv og død, med flammesværdet i højre hånd, med foden på en døende, og med den døendes sjæl i højre hånd.
Jeg tænkte på min voksne datter, der nylig havde fået diagnosticeret nogle ikke-godartede knuder i sin skjoldbruskkirtel, og jeg frygtede jo, at hun skulle dø fra sine to mindreårige døtre - og fra mig.
Uden at jeg egentlig vidste af det, kom ordene lydløst i mig fra Fadervor, men da jeg kom til: Din vilje ske, gik jeg i stå. Jeg kunne ikke bøje mig for, hvad der så ud til at være Guds/Skæbnens/Tilfældets vilje: At min datter skulle dø.
Men til sidst gjorde jeg det (fatter ikke hvordan).
Jeg var totalt knust, da jeg gik ud af kirken, men værten på en nærliggende taverna (som kendte mig) fik mig efterhånden til hægterne igen med lidt at spise og drikke.
Da jeg kom hjem til Danmark blev min datter opereret som planlagt, men inden blev hendes knuder undersøgt igen - og nu var der intet alarmerende - og operationen gik godt - og skjoldbruskkirtlen har ikke fejlet noget siden.
Der kan sagtens være en naturlig forklaring, men er den sandheden?
Jeg aner det ikke!
Alt det kunne selvfølgelig også være sket udenfor klosterets kirke, på den øde strand, men det er alligevel min fornemmelse, at alle de ortodoks kristne symboler og den intense stemning i kirkerummet hjalp til at bøje mig.
Så når du skriver, at man jo alligevel ikke får sine ønsker opfyldt, har du jo meget muligt ret - måske endda altid - men bønnen kan hjælpe mig til at bøje sig for skæbnen - eller hvad du nu foretrækker at kalde det.
Det er derfor, jeg ikke håner "de troende" - heller ikke dem, der tror på så primitiv en måde, som du jo ynder at beskrive
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
