|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
200
gæster og
28
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Sandheden
|
Guds Ord er Guds tale til os; en begivenhed i historien, hvor det menneskelige og guddommelige mødes.
Jeg mener at kunne se en to-foldighed her i forståelsen af Guds ord: På den ene side en form, hvor vi fordres en lydighed i relief af, at der stilles nogle krav til os. På den anden side et indhold, hvor Gud så at sige afslører sig som en nådig Gud. Vi kan ikke adskille form og indhold.
Nu kan jeg godt se, at der sniger sig noget Karl Barth med ind over her, og da jeg ved, at teologi for nogle kan være en gang tankespind, skal jeg forsøge at holde tråden så konkret som muligt (selvom jeg måske ikke får alle de nuancer med, jeg kunne ønske).
Tankespind bør for enhver pris undgås. Det tjener absolut intet andet end en slags intellektuel tilfredsstillelse, mens det, der virkelig kræves, er, at vi vender om som børn.
Hvis vi bare hører om Gud som en nådig Gud, så har vi ingen ord at holde fast i, og så er der intet levende vand at drikke af. For det er Jesus' ord, der er ånd og liv.
Hvis vi derimod "bare" hører Jesu ord, så får vi samtidig også hørt OM Gud (f.eks. i dit citat, husker du nok!). Derfor er teologien ikke bare unødvendig - den er direkte skadelig. Den har forført mennesker ind i unødvendigt tankespind i århundreder. Jesus er blevet glemt.
Vi har netop fastslået, at Guds kærlighed er kærlighed i menneskets møde med Gud; at kærligheden ikke er betinget, når nu Gud er kærlighed; en kærlighed, der ikke kan reduceres, MEN derimod er en kærlighed, der først aktualiseres og opleves i tro og afgørelse (ja'et/valget), når vi integrerer kærligheden i os ved selv at elske (Jf. Lisa Ekdahl sang: at elskes er stort, at elske er større).
Er vi ikke i stand til dette, at elske, ændrer det faktisk ikke ved indholdet: at Gud er kærlighed. Så indholdet er uforanderligt. Men for at vi kan komme til indholdet må vi jo høre om det i ord, vi kan forstå: Evangeliet.
Når du skriver om disse ting, så må du passe ekstremt meget på med dit ordvalg. Det er let at vælge nogle ord, som ligger tæt op ad sandheden, men hvor det hele fordrejes lige en tand, så meningen går tabt.
JEG ved godt, hvad du mener, på baggrund af vores tidligere debat i denne tråd. Men jeg tror let, at det kan misforstås. Altså Gud er kærlighed, og selvfølgelig bliver Gud ikke til ondskab, fordi nogle mennesker er onde. Det er da klart. Men Faderen og Sønnen kommer ikke til at elske dem, der ikke følger Jesus' ord og befalinger, og de kommer ikke til at tage bolig i disse mennesker.
Jesus - "Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig." (Johannes 14, 23-24)
Det bliver forholdsvist kryptisk, når ord som form og indhold kommer ind, synes jeg. Der er ingen grund til - i den henseende - at lave så meget om på Jesus' ord, at der bliver tale om intellektuelle abstraktioner.
Og så vælger du desværre også at bruge ordet "evangeliet" i stedet for Jesu ord. Men prøv lige at lyt her:
Bud og kærlighed:
Jesus - "Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham." (Johannes 14, 21)
Tro, ord og bud:
Jesus - "Den, der tror på mig, tror ikke på mig, men på ham, som har sendt mig. Og den, der ser mig, ser ham, som har sendt mig. Som lys er jeg kommet til verden, for at enhver, som tror på mig, ikke skal blive i mørket. Og den, der hører mine ord og ikke holder fast ved dem, ham dømmer jeg ikke; for jeg er ikke kommet for at dømme verden, men for at frelse verden. Den, der forkaster mig og ikke tager imod mine ord, har mødt sin dommer: Det ord, jeg har talt, det skal dømme ham på den yderste dag. For jeg har ikke talt af mig selv; men Faderen, som har sendt mig, han har påbudt mig, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale. Og jeg ved, at hans bud er evigt liv. Så når jeg taler, taler jeg sådan, som Faderen har sagt til mig." (Johannes 12, 44-50)
Så det ser ud til, at formen er uundværlig, men jeg skal lige overveje, om jeg synes, at betinget er det rette ordvalg - og det er her, at vi kommer til at gå forbi hinanden.
Jeg synes, at du har taget nogle skridt i denne debat, som jeg ikke har set nogen kristen debattør gøre før - hvis nogen debattør overhovedet. Men jeg ser også, at du holder igen og tøver og bliver intellektuel... Om det er fordi, at du tøver med at tro hans ord, eller fordi du synes, at de skal kværnes rundt i den intellektuelle maskine... det er ikke godt.
Altså igen ser vi, at den kærlighed (indholdet), som den fortabte søn blev taget imod med var betingelsesløs, men den var ikke aktuel eller mulig at opleve, hvis ikke sønnen var vendt om.
Jamen, Gud tilgiver jo netop dem, som ANGRER. Det er jo det, som vi ser i historien.
"Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere."
Det er en STOR ting at angre. Det er ikke "bare sådan" overhovedet. Derfor siger jeg, at der stilles krav til os mennesker.
Yderligere:
"For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser."
(Matthæus 6, 14-15)
Du kan nok se, at vi skal have det hele med. Men alle disse ord er ét i den rette uselviskhedens ånd, og så bliver de pludseligt lette at forstå.
|
|
|
|
