|
0
registrerede
516
gæster og
39
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Åndelighed
|
Hej Thomas.
Du har fat i noget centralt i den menneskelige tilværelse, situationen hvor "skæbnens magt" er særlig fremtrædende.
Det er i hvert fald sådan, jeg ser det.
Om man så bruger udtrykket "skæbnens magt" eller i stedet "tilfældighedernes spil" - eller det traditionelle: "Guds vilje" - så er det vel egentlig det samme - blot farvet af ens egen livsindstilling.
Og koncentrerer man sig om det, der er ved at ske - og om de håb, længsler, rædsler - eller hvad der nu dominerer ens sind - og man tillige evner at give alt dette en retning, så er det vel netop det basale indhold i, hvad vi kalder bøn.
Hvis man er ateist, så er der jo ingen steder udover naturlovene og tilfældighederne, som man kan rette sine følelser imod, og det er en flot præstation, synes jeg, at kunne underkaste sig disse barske vilkår fuldstændigt, og uden at klynke.
Og hvis man er overbevist om, at der eksisterer en guddommelig faderskikkelse, er der jo ingen tvivl om, hvor man vil rette sine ængstelser, længsler, håb osv. hen.
Men hvis man "ikke tror på Gud" i den sædvanlige traditíonelle og primitive (set med mine øjne) forstand, så bliver det jo straks sværere, hvis man er "en tøsedreng" (m/k) som mig.
Jeg har netop været igennem en større operation (nyt hofteled), og det er jo klart, at udfaldet bliver afgørende for, om jeg får en fremtidig +75-årig tilværelse med god førlighed - eller et liv som krøbling.
Min fornuft giver mig ingen Gud, jeg kan vende mig imod, kun nogle sandsynligheder, men min intuition (er det vel især) siger mig, at der findes noget, som elsker også mig.
Jeg kan ikke komme det nærmere end "Sandheden bag verdens sande væren", og som tillige er totalt hinsides enhver menneskelig fatteevne.
At min intuition (men selvfølgelig ikke min fornuft) så accepterer en Kristus Ikón - med alle dens symboler - som det rette sted at vende mig imod, det fatter jeg selvfølgelig heller ikke.
Men det mærkelige er, at jeg har en helt klar fornemmelse af, at det hjælper.
Når jeg står ansigt til ansigt med Kristus på denne måde (uanset at jeg ikke kan kaldes kristen), så oplever jeg, at ord er overflødige - og at mødet er det mest vedkommende af alt lige nu.
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
