|
0
registrerede
426
gæster og
35
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Nu ramler det for de kristne!
|
Stærkt vidnesbyrd disciple,,, stærkt vidnesbyrd om at det kristne liv fungerer i praksis,
og at dogmatikken og mystikken refererer til en praktisk mulig livsførelse
Med hensyn til det her:
You'll discover that ancient cultures around the Mediterranean shared standard ideas about Gods and their powers and place in the universe—and that Christianity simply adopted those ideas, and applied them to Jesus.
Christianity was a product of its time and place. Citat slut.
Selvfølgelig er kristendommen opstået i en konkret historisk sammenhæng, og det er vi faktisk stolte af, men kristendommen er meget mere end det og meget mere end kendte ideer og tanker, gammel vin der hældes på nye flasker,,,
Kristendommen har en genial løsning på de senjødiske Apokalypser, de senjødiske apokalyptiske forventninger,
Kristendommens entusiastiske eskatologi som vi kan følge udviklingen af i Pauls skrifter. Eftersom skuffelsen og forvirringen over at parusien (Jesu genkomst) udebliver, mindskes ikke entusiasmen, men eskatologien udarbejdes med en hel ny intensitet og styrke som livet skjult med Kristus i Gud,,, hvor vi iklædes Kristus, og Kristus vinder skikkelse i os, og denne eskatologiske proces (som er en del af Helliggørelsen), skal fortsætte ind til Kristus bliver alt i alle og så er vi der hvor vi skal være.
Kristus er det moderne menneske, "Gud-mennesket" (mennesket med Gud), hvor vi ikke bare skal elske Gud i mennesket, men også "mennesket i Gud", det menneskelige i Gud (Kristendommen som er Kristus; er Guds menneskeblivelse, Guds humanitet). Ifølge kristendommen er det menneskelige ikke noget vi har med os iboende, men noget vi får fra Gud i Kristus, det er en kreativ og åndelig emergent manifestation ovenfra og ned (som Jesus siger det om Peter, da han kommer med sin bekendelse), som vi alle er forpligtiget på kreativt at bidrage til og med. Og alt formår vi i Kristus som giver os kraft; altså i Kristus har vi det etiske mod der skal til for at vi kreativt magter og tør, fremme det sandt menneskelige. Kristne slås for humanitet, menneskelighed, det er det menneskelige i Gud, de kristne kæmper for, det er Kristus. Mennesket i Gud (Kristus/Sønnen/menneskesønnen) er lige så vigtig som Gud i mennesket (Faderen); ved Helligånden har de to et kreativt samliv som vi ser det så poetisk og teologisk smukt fremstillet hos Johannes. Hos Johannes sættes de små grå på prøve, her er Jesus virkelig i "identitetskrise", snart er han Faderen lig og til andre tider står han under Faderen (så jib og alle nyreligiøse bliver helt forvirrede). I Kristus er mennesket og Gud en uadskillelig og ubrydelig enhed, uden at de forvirres og sammenblandes og vi har Kristologiens to-naturlære, sand Gud og sandt menneske, på een og samme tid; som kun kan eksistere i personlighed. Kristus er vores billedlighed, personlighed, hvor det sandt menneskelige og det sand guddommelige spejles og træder billedskønt frem på een og samme tid. Det er det sande lys, billede og ansigt, der kommer til verden, her findes blandt andet den emotionalitet og følsomhed som Darwin var så optaget af kunne spejles og ses i menneskers ansigt, det levende menneskes ansigt (altså ikke det gravalvorlige stenansigt hvori der står fast arbejde hen over panden og som får mennesket til at ligne en omvandrende mumie).
Her er hvad jeg skrev til Kræn-p forleden i samme problematik og henseende til om Kristendommen blot er gammel vin på nye flasker:
Kristendommen der alene kunne koges ned til Guds rigets gennembrud ved (i og med og gennem) Jesus Kristus; altså Kristi ekskatologiske og historiske betydning, er noget afgørende nyt og er ikke lånt gods andre steder fra. Den ny værens manifestation i en historisk person, og Tros-begivenheden Kristus's historiske fakticitet. Det nye er at mennesket er et historisk kulturelt fremtidsorienteret moderne væsen og ikke kun et kosmisk naturligt væsen (din og Ole Bjørns antropologiske ståsted). I Kristus findes en mening med den liniære historieopfattelse, med fremtiden, ikke bare for slægten men også for den enkelte, individet. Og det er jo i den unikke sammenhæng, kontekst, at eventuelle lånte sproglige vendinger og begreber skal anskues og indgår. Kristus er den afgørende legemliggørelse i menneskehedens historie af Gudsriget. Det brændende aktive heroiske og entusiastiske engagement for menneskehedens og verdens skæbne, der springer frem af viljen til og troen på Guds rigets gennembrud i, ved og med Kristus, der ikke svækkes, men tværtimod styrkes af enhver modstand og alle forhindringer. Og hverken lighed med tidligere mysteriekulter eller eventuelt lånt tankegods kan svække eller overskygge at kristendommen står ganske solidt og godt på egne ben og er noget helt og aldeles ægte nyt der ser verdens lys for første gang i menneskehedens historie.
mange kærlige hilsner HansKrist.
|
|
|
|
