|
3
registrerede ABC, Arne Thomsen
,(1 usynlig),
132
gæster og
35
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Hvad der gør mig lykkelig.
|
Hvad der gør mig lykkelig.
At tænke selv, eller at arbejde med min hjerne, reflektere selvstændigt over en problemstilling. Hvilket er hvad man i vesten forstår ved meditation (Descartes meditationer er berømte i den sammenhæng).
Koncentration gør mig lykkelig. Og man koncentrerer sig altid om noget. Man kan endda koncentrere sig om sig selv, om at finde sig selv igen, sit gode gamle selv igen, humør og gejst og energi/vitalitet, hvis noget har gjort at man er blevet bragt ud af sig selv (ikke er sig selv og er ude af sig selv eller man har mistet kontakten/forbindelsen til sig selv (det er meget op til en selv mental hygiejnisk at undgå demens, mindre psykotiske tilfælde og psykisk sygdom)).
At kunne koncentrere sig om noget og at kunne slippe denne koncentration igen, slappe af og så vende tilbage igen etc.. Det kan være koncentration om at løse en praktisk arbejdsopgave, det kan være at løse drilske ja djævelske sudoku'er eller matematiske opgaver, det kan være at løse en eksistentiel krise (ensomhed fx, eller stress fx eller en sygdom man er blevet ramt af (det være sig lige fra dårlig kondition og trist humør (grundet fx sorg) til en alvorlig livsstilssygdom, ja ligefrem livstruende cancer). Alt sammen noget der kræver at man reagerer med en stor personlig indsats, noget der virkelig kræver en betydelig respons, ens fulde opmærksomhed og intelligens, koncentrerede indsats. At kunne se og finde en spændende udfordring i alle disse opgaver og vanskeligheder livet kan byde et menneske på, og at tro der findes en løsning, en lykkelig eller i det mindste en tilfredsstillende udgang på disse opgaver og vanskeligheder; er at være ude over den højst ulykkelige passive offerrolle alt for mange mennesker befinder sig i, hvor livet minder om en lang sygehistorie, klage og beklagelsessang, konstante hælden vand ud af ørerne om hvor forfærdeligt hårdt livet er og hvor synd synd synd det er for en selv eller andre. Livet har nok at byde på i sig selv og der er ingen grund til at flygte over i et religiøst uvirkeligt ingenmandsland fordi man keder sig eller ikke tør være med i kampen, den egentlige kamp som den konkrete virkelighed har så rigeligt at byde ind med.
At udfordre sig selv med en opgave der kræver mod og en koncentreret indsats finder jeg er lykkebefordrende.
Vor moderne civilisation byder ikke altid på de helt store fysiske udfordringer. Derfor har jeg givet mig selv den udfordring at jeg som minimum skal løbe 10 km hver dag, uanset hvor mange kilometer jeg har cyklet, svømmet, vandret den pågældende dag eller i det hele taget uanset hvor fysisk hårdt et program jeg har været igennem, eller uanset mit eget velbefindende (om jeg er træt, forkølet eller syg og har høj feber). Jeg har nu gjort det siden den 30 december 2011. Min krop har på denne udfordring, responderet med en bedre kondition til følge og jeg har tabt mig, smidt nogle kg. Jeg har fået stærkere sener, led, knogler og muskler, ud over mit bedre kredsløb, iltoptagelse, forbrænding, koordination og bevægelsesøkonomi mm.. Jeg har udviklet respekt og en øget agtpågivenhed overfor mine løbeture og ved at overspisning og for megen alkohol er usundt og at manglende søvn og alvorlige konflikter med andre mennesker og sygdom så vidt muligt bør undgås. De sidste forhold hører ind under intelligensen, hvad jeg med min intelligens kan gøre for at jeg kan klare den daglige udfordring jeg har stillet mig selv. Altså noget skyldes at jeg udvikler bedre og bedre fysik, eller kondition, og andet skyldes min klogskab, intelligens. Således ses det også at være en hovedeopgave, opgave for min intelligens, det er ikke blot en fysisk/biologisk udfordring jeg har stillet mig selv. Eller ihvertfald til at kunne løse den udfordring eller opgave jeg har stillet mig selv, kan jeg også med fordel bruge mit hovede, intelligens (omtanke).
Den respekt (frygt), agtpågivenhed, og bekymring, omtanke og cognitiv bearbejdning, jeg har udviklet overfor de minimum 10 km løbetur der venter hver dag uanset hvad, har ændret radikalt på min cognitive neurobiologiske karakterstruktur, fx er hippocampus vokset en del. Det er hippocampus og lille hjernen især der er på spil eller med til at indbygge ("google mappe eller neocortical kortlægge) mine daglige løbeture som et rytmisk musisk visuelt sammenhængende "hormoni forLØB", løb, jeg erindringsmæssigt (hukommelsesmæssigt) råder over, hvor hormonerne på spil er dopaminkredsløbet og dets relation til adrenalin og nor-adrenalin. Hvorfor jeg er blevet meget bevidst om sygdommen parkinson, og for sjov skyld taler jeg om at jeg lider af parkinson eller atypisk parkinson, på de dage hvor mit bevægeapparat, mine bevægelser, løbebevægelser, er besværede og slet koordinerede og jeg i udtalt grad mangler at blive understøttet af dopamin og adrenalin og nor-adrenalin, der ellers gør løbet musisk let, legende og ubesværet, fyldt med nydelse og fryd (lykkefølelser, i forbindelse det vi kalder for "runners high").
Langdistanceløbere har højere intelligens end hvad man ud fra gennemsnittet ellers kunne forvente. Dette mener jeg især skyldes: den forbedrede koncentrationsevne; høje arausal niveau (vågenheds og opmærksomheds -niveau hidrørende den sympaticuske frygt kamp/flugt aktivering (det er iøvrigt frygt der evolutionsbiologisk er den vigtigste enkelt faktor i udviklingen af vores store hjerner som frygt spiller for hvert enkelt individ er afgørende rolle for normal hjerneudvikling, noget man med fordel kunne indbygge i stress-forskningen og mindfulness))); det forbedrede dopamin kredsløb og hippocampus gode form/tilstand. Og ja i det hele taget dette at være rask og sund, er befordrende for ens intelligens, ja vi ved jo alle at sygdom i den grad kan sænke vores intelligens så meget at vi slet intet magte i den sammenhæng og vi udskyder og overlader intelligens krævende opgaver til vi blive raske igen.
Med det her indlæg i forbindelse lykken vil jeg påpege at et menneske bliver lykkelig af at udfordre sig selv, stille sig selv overfor tilpas svære opgaver og prøvelser, som det seriøst er beskæftiget med eller kæmper med at finde en løsning på. Dette har neurobiologien også fundet at den nydelse er den største, der følger og kræver en større indsats ydelse/anstrengelse. De største lykkeoplevelser findes efter en besværlig kamp, efter at tilpas store udfordringer er overvundet. Det er en del af vores autonome nervesystems logik, at den parasympaticuske belønningsmekanisme fungerer bedst efter at der har været en betydelig sympaticusk kamp flugt indsats fra vores side.
mange veloplagte krigeriske kamp flugt hilsner fra Tiger -dyret HansKrist.
der altid er på flugt fra løgn og bedrag og i kamp med løgn og bedrag (djævelskab), som Ekim, om at frygt ikke eksisterer og at den ydre verden/virkelighed ikke eksisterer og at alt er en monistisk subjektivistisk ursuppe grød af upersonlig etwas kærlighed der skulle gennemsyre universet. FØJ for opium for folket at sende i omløb, og tænk sig at man anno 2012 kan blive terapeut der skal hjælpe andre ved at uddanne sig på EKIM-sk vis, gys gys. Derudover er EKIM en uvidenskabelig, ukritisk og uhistorisk udlægning af kristendommen, fyldt med alvorlige fejl, som det er et plagiat af Christian Science som jeg om noget er ganske fortrolig med. EKIM gir folk en falsk fornemmelse af at de har forstået kristendommen som kun få, og dette irriterer mig at folk ikke gider være kritiske, videnskabelige og historiske i deres tilgang kristendommen.
Man skal være kritisk og bevare sin sunde fornuft og forstand. Så derfor hellere ekstatisk fornuft der ikke ødelægger vores sunde kritiske fornuft, men rent faktisk ud fra neurovidenskabelig forskning, øger vores almene intelligens.
|
|
|
|
