|
1
registreret Hanskrist
304
gæster og
48
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: Hvad der gør mig lykkelig.
|
Den femte form for rejse, der gør mig lykkelig, er "rejser i mig selv". Det kræver nok en nærmere forklaring.
En rejse er jo en form for udforskning af nye områder, hvor man bruger alle sine sanser til at opsuge nye indtryk, og skifte fokus fra den daglige vanetænkning til en oplevelse af verden på en ny måde. En rejse i sit indre bliver derfor en metode til at blive sig selv mere bevidst.
Faktisk starter denne rejse ved fødslen. De to første år af et barns liv er viet til denne bevidstgørelse. Først derefter skifter fokus til omverdenen, og barnet bliver klar over, at verden ikke kun er noget, som overgår det, men noget som man selv kan påvirke med sine handlinger. Desværre går påvirkningen også den anden vej på en højst uheldig måde. Barnet indoktrineres med en række forestillinger om, at de naturlige instinkter er "forkerte", og noget vi skal skamme os over.
Resultatet kaldes i psykologien fortrængninger, en angst for at konfrontere os selv, fordi det giver os "dårlig samvittighed". I den alternative sektor, som jeg har forsket en del i, bruger man et andet billede. Man siger, at man har mistet forbindelsen til sin egen krop, at psyken har isoleret sig fra den fysiske bevidsthed.
Uanset hvilket billede man bruger, er resultatet det samme. Psyken skaber sig til erstatning en "åndelig verden" at leve i, og ignorerer eller undertrykker signalerne fra kroppen, og det kan føre til alvorlige sygdomme og i værste fald en for tidlig død af stressrelaterede sygdomme.
Men selv om man er heldig nok til at undgå de fysiske følger af adskillelsen, så er det en ringe erstatning for en harmonisk balance at leve psykisk i en fantasiverden af trosforestillinger og idealer. Her er det, at mine rejser i mig selv kommer ind i billedet. De genopretter nemlig forbindelsen mellem krop og psyke.
Når jeg rejser i mig selv, fokuserer jeg på at være mig min krop bevidst. Jeg oplever min krop som et følsomt sanseredskab, der sender signaler til min psyke om både sin egen tilstand, og om hvad der foregår omkring mig. Jeg sanser mit livsbekræftende åndedræt, fornemmer blodet rulle i mine årer og cellernes målbevidste arbejde, hvilke muskler jeg spænder, og hvilke jeg behøver at slappe af, ømheder nogle steder og en svag sitren andre steder, og uvilkårligt ændrer jeg min rygsøjles krumning til en naturlig balance.
Når jeg lukker øjnene giver lyde og lugte og varme og kulde og luftens bevægelser mig en følelse af, at min psyke gennem min krop er i forbindelse med alt i den fysiske verden i en harmonisk samhørighed, og jeg føler mig utroligt levende. Jeg ER min krop og alle dens sanser og drifter, og alt er som det skal være. Ingen skyld eller skam eller samvittighedsnag og ingen idealer om at skulle være anderledes.
Pudsigt nok er de eneste, som har givet udtryk for den samme intense kropsbevidsthed, to af mine værste "meningsmodstandere" nemlig Hansemand og Michael. Hansemand som i pauser fra sine teologiske vildfarelser cykler og løber sig "høj", og Michael, som i sin tilbedelse af nuets "evighed" fokuserer på at kunne vippe med sine tæer.
De færreste forstår, hvor vigtigt det er, at psyken ikke flygter fra kroppens virkelighed. I forsøg med biofeedback, hvor man med signaler fra elektriske følere skal prøve at styre nogle autonome (ubevidste) processer, bryder nogle mennesker ud i heftig gråd, når de "genopdager" deres krop. Alle de indestængte følelser, de har, slippes løs fra deres "fangenskab" i kroppen, følelser de ikke anede, at de havde, men som gav dem fysiske problemer i form af ubevidste spændinger.
Det er så også en af grundene til, at jeg protesterer mod alle forsøg på at gøre livet til en "åndelig begivenhed". Livet er en fysisk virkelighed, og kun når ens psyke forstår og accepterer dette, og at ens naturlige drifter ikke er "forkerte", kan man føle sig rigtig lykkelig. Det er ikke kun min erfaring, men også alle de menneskers, som jeg kender som virkelig lykkelige over deres liv. Pudsigt nok er langt de fleste (men ikke alle) ateister, så det tyder jo ikke på, at ateister "mangler noget i deres liv". 
Mvh
Ole Bjørn :o)
|
|
|
|
