|
1
registreret
(1 usynlig),
330
gæster og
25
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: Hvad der forstyrrer min lykke.
|
Min tanke med denne tråd var, at den skulle medvirke til en større forståelse mellem debattørerne. Hvis vi ærligt fortalte hinanden, hvad der irriterer os ved de andres måde at føre sig frem på, kunne det måske føre til en mere konstruktiv debat om, hvordan vi kunne få en mere positiv tone i indlæggene, ikke ved at kræve af andre, at de skal respektere ens meninger, men ved at se kritisk på vores egen opførsel.
Kommunikation handler jo om gensidig forståelse, og det får man ikke, hvis den ene part eller begge holder "kortene tæt til kroppen". Det er skuffende at se, at så få tør åbne sig og lægge årsagerne til deres aversioner frit frem. Man kan let få en mistanke om, at de inderst inde skammer sig over deres manglende sympati for andre, og de mangler derfor modet og den mentale styrke, der skal til for blotte sit inderste væsen.
Jeg forstår det godt. Vi bliver fra barnsben indsyltede i idealer om, hvordan vi bør "elske" alle mennesker, og påduttet en følelse af synd, hvis vi ikke gør det, men det er unaturligt ikke at have aversioner og føle aggressivitet, for det er en del af det overlevelsesinstinkt, som vi alle fødes med. Vi har dog i evolutionens løb også udviklet et flokinstinkt, der byder os at leve sammen, og det kræver så, at vi har en vis tolerance overfor hinanden.
Tolerance er noget, vi må arbejde på at udvikle hos os selv, hvis ikke aggressionerne skal tage overhånd. Det er en billig undskyldning for at forsømme dette, hvis man blot erklærer, at man er en synder, og at man ikke magter opgaven. Noget kan man altid gøre, først og fremmest prøve at forstå, hvordan det hele fungerer, og at indse, at det ikke handler om at ændre de andre, men om at ændre sin egen indstilling.
Jeg kan ikke stoppe mine egne aggressive tendenser, men jeg har kunnet ændre deres retning, så de i dag kun er rettet mod de mennesker, der er mest intolerante. Det har gjort det muligt for mig at føle stor sympati og en følelse af fællesskab med alle, der selv er tolerante, uanset om jeg er helt uenig i deres tro og synspunkter. Det kan jeg leve i fred med, fordi de også accepterer mit livssyn.
Jeg kan da godt føle medlidenhed med dem, der er fanget i bitterhedens og intolerancens blindgyde, men de gavner ikke fællesskabet med deres fjendtlige og selvglade holdning, og sålænge de fastholder den, vil de fortsat være mål for min aggression. Det vil ikke ændre dem, for det kan de kun gøre selv, men gør de det, og udvikler de den tolerance og forståelse for andre mennesker, som er nødvendig i et fællesskab, så vil de automatisk blive omfattet af min sympati.
Vi har begge typer her på debatten, og det giver næppe de store problemer at se, hvem der er tolerant overfor andres meninger, og hvem der foragter andre synspunkter end deres eget. Hvorfor de sidstnævnte gør det, kan vi kun gætte på, for de vil ikke fortælle os om årsagen til deres negative holdning.
Mvh
Ole Bjørn :o)
|
|
|
|
