|
1
registreret
(1 usynlig),
193
gæster og
176
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: Hvad der gør mig lykkelig.
|
En tredie form for rejse, der gør mig lykkelig, er rejser i litteraturens og kunstens verdener. Kunst er jo en form for personlig udtryksform, et symbolsprog som umiddelbart kan give os en følelse af forståelse, men som man først opnår en dybere forståelse af, når man har set en hel del værker af samme art.
Men hvis det lykkes at trænge om bag symbolikken, så venter der en række euforiske oplevelser, hvor man pludselig kan se på verden gennem "nye øjne", som om man får en anden personlighed. Mange mennesker har aldrig lært at opfatte kunst på denne måde, og andre igen har kun haft enkelte oplevelser af denne art, som de så måske klynger sig til og opfatter som en "hellig åbenbaring". Det hænder ofte for de utrænede, når de følelsesmæssigt er ude af balance, og derfor mere åbne og modtagelige.
Når man gennem øvelse har udviklet denne evne til at opleve kunst, så bliver livet en stribe af disse euforiske oplevelser. Jeg har haft gode læremestre i dette som ung, og siden har jeg haft utallige af disse følelsesmæssige "åbenbaringer", som har meget tilfælles med den rustilstand, som vi kalder forelskelse.
Litteratur og digte kan give sådanne oplevelser, især hvis de besidder den udefinerbare egenskab, vi kalder kvalitet. Jeg har ikke tal på de mange oplevelser "Den Lille Prins" af Antoine de Saint-Exupery har givet mig, for jeg får nye, hver gang jeg læser den. Hemingways fantastiske Short Stories forvandlede mig fra hurtiglæser til medlevende offer. Ayn Rands "Kun den Stærke er Fri", ændrede for altid min forståelse for arkitektur, Shakespeare og Ibsen gav mig en uvurderlig indsigt i den menneskelige natur. Listen er tusinder af bøger lang, og jeg har set på verden med lige så mange øjne.
Ligeså med malerier og skulpturer. At opleve Chagals eventyrverden eller "sjælemaleren" Kokoschkas afslørende portrætter eller Jorns eksplosive livsglæde fylder mig med glæde og beundring, men førsteprisen tager Picassos "Guernica". Selv i en reproduktion føler man menneskenes forfærdelse, forvirring og chok og hører hestene vrinske i rædsel under det grusomme natlige bombemord på 5.000 mennesker. Picasso svor, at han ville male et billede, der for altid ville få verden til at huske Guernica, og han gjorde det.
De perfekte græske marmorstatuer har fået en større skønhed af årtusindernes nedbrydning af bemalingen, og har inspireret billedhuggere lige siden, og hvem kan være uberørt af smerten og moderkærligheden i Michelangelos "Pieta". Men også Giacomettis "tændstikmennesker", Niki De Saint Phalles festlige og farverige figurer og Jean Tinguelys fantastiske maskiner får mig til at se verden på nye måder.
Den klassiske ballets yndefulde bevægelser, og den moderne ballets kraftfulde udforskning og dansens udtryksmuligheder giver mig følelsen af nyt liv i min gamle krop, og den boblende bevægelsesglæde i alverdens dansetraditioner, får mig til at føle den samme livsglæde.
Kan man forstå, at Arne (med sin enlige ikon åbenbaring) kan få mig til at smile, når han mener, at jeg som ateist mangler en dimension i mit liv?  Mit liv er fyldt med åbenbaringer, fordi jeg har lært at åbne mig for kunsten. Det kan de fleste lære, for vi er født med denne evne, og vi ser den udvikle sig hos børn år efter år, til vi får dresseret og ensrettet dem og dræbt deres fantasi og kreativitet.
Der venter en verden af oplevelser på dig, hvis du genlærer at være åben og fordomsfri overfor andres syn på verden. Hver kunstner kan vise dig et nyt syn på livet, og vække stærke følelser i dig, som gør din tilværelse rigere.
Mvh
Ole Bjørn :o)
P.S. Arnes tilbedte ikon er meget smuk, og man fornemmer klart malerens tro på frelseren Jesus. Men min verden er uendelig meget større end en græsk ikonmalers.
|
|
|
|
