|
3
registrerede ABC, Arne Thomsen
,(1 usynlig),
379
gæster og
32
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: Hvad der gør mig lykkelig.
|
At rejse er at leve, sagde H.C.Andersen, og jeg plejer selv at tilføje, at leve er at lære, at lære er at opleve.
At rejse gør mig lykkelig, og jeg har efterhånden rejst i nærved 50 lande og i endnu flere kulturer. Af årsager jeg ikke har helt styr på, er det lykkedes mig at komme i nær kontakt med lokalbefolkningen de fleste steder, og opleve deres dagligdag, deres tro og håb og syn på livet, og det har givet mig en stor forståelse for, hvad mennesket egentlig er for en størrelse.
For at rejse er ikke bare at flytte sig fysisk. Det er først og fremmest at flytte sig tankemæssigt og udvide sin åndelige horisont, så rejser kan være mange ting, f.eks. at rejse i musikkens verden, og den er lige så nuanceret som kulturernes.
Musik er i høj grad et spørgsmål om tilvænning. Man skal lytte til en hel del til en bestemt slags musik, før man kan følge dens regler og opbygning, men når det først er sket, oplever man. hvordan den kan vække utroligt stærke følelser i en, og man kan åndeligt talt blive båret bort i en begejstringsrus.
Jeg har været så heldig at have fået en bred musikalsk "opdragelse", så min musikglæde omfatter ikke kun klassisk musik og/eller moderne populær musik, men rækker tilbage til ældgamle former for rituel musik og sang og til folkemusik fra det meste af verden. Først når man forstår et folks musik, begynder man at kunne forstå deres mentalitet.
Så i dag kan jeg blive "høj" af lykke ved at lytte til gamle madrigaler, gregoriansk munkesang, hele den omfattende udvikling af den symfoniske musik, jazz fra traditionel til moderne eksperimenter og blues og soul og dele af rockmusikken, amerikanske musicals og evergreens, sydafrikansk kwelamusik, indiansk musik fra Andesbjergene, argentinsk bandoneón musik, festlig brasiliansk karnevalsmusik og bossa nova, mexikansk landsbymusik med jublende trompeter, intense cubanske rytmer, satirisk calypso og reggae, ekvilibristisk bluegrass banjo og countrymusik, cajun musik, hawaianske blide sange, eskimoiske trommedanse, russiske folkesange, finsk kantele musik, nordisk folkemusik, virtuost irsk fløjtespil, gammel engelsk musik for lut og skalmeje, tyske hjertegribende lieder, vuggende franske musettevalse, fyrig spansk flamenco, blide fadosange fra Portugal, neapolitanske folkesange, kretisk lyrespil, græsk livsglad bouzoukispil, inciterende slavisk harmonikamusik i 7/16 og 13/16 rytmer, jødisk klezmermusik og indiske timelange melodiske morgenragaer for citar og tablaer. Det er, hvad jeg på stående fod kan komme i tanke om.
Alt efter hvilket humør jeg er i, kan disse musikalske sprog bære mig ind i en sublim nydelse, der påvirker hele min krop og mit sind, og jeg føler et fællesskab med både komponisten og musikeren og med alle, som glædes over det samme. Det er synd for de mennesker, der er født så tonedøve, at sådanne glæder er nægtet dem, men det er endnu mere synd for dem, der er musikalske, men som kun har været udsat for et par af disse genrer, og derfor afslår at lytte til andre. De aner ikke, hvad de går glip af livet igennem.
Så når nogen kræver, at jeg skal lytte, tænker jeg i mit stille sind: Jamen, det gør jeg jo hele tiden, men har du egentlig selv lært at lytte, for det tyder din holdning til andre mennesker og livets glæder ikke på.
Mvh
Ole Bjørn :o)
P.S. Her er en af mine allerførste plader med kwela musik. Hvem kan sidde stille, når man lytter til den.
http://www.youtube.com/watch?v=PFi-LzNa0rg
|
|
|
|
