|
2
registrerede ABC, Arne Thomsen
443
gæster og
204
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Hvad der forstyrrer min lykke.
|
Hej Zenia
"Kan se, at vi igen går forkert af hinanden. ... Du taler som vanligt ud fra, at tingene skal bevises, og jeg "går på vandet" og får beviserne, når jeg tør det".
- Nej, og jeg gentager da gerne at jeg taler om fornuftige forklaringer for de meninger vi konfronterer hinanden med på bl.a. debatten her - beviser er noget man fører i matematik, jura og logik. Så der er stor forskel på at føre beviser og at påvise meningers betydning, fordi de kan være af værdi og nødvendighed for eksempelvis et fællesskab, ikke sandt? ;)
Når du fx. skr.:
"..det var temmelig egoistisk, når et menneske i en snak kun brugte lyttelapperne til at finde lige det sted i samtalen, som gav mulighed for at komme ind med egen mening, og at man slet ikke kunne se, at man derved afskar sig selv fra muligheden for at lære lidt om forskel i tilgange og evt. blive lidt klogere på livet"..
..og jeg i indlægget påpeger, at du da selv praktiserer ovenstående, ved fx. at indføre idéer om følelser (kærligheden) i diskussioner om livsforståelse, så er det jo fordi at ingen blir klogere på livet blot fordi de føler stærkt - og af den simple grund, at det er tænkning der fører til forståelse af de værdier vi sætter på også livet.
"En viis mand sagde engang, at alt hvad vi mennesker siger og gør er udtryk for to ting, enten: forsøg på at få lov til at MODTAGE kærlighed og omsorg".
- Når vi fx. taler om den pligtetik og de værdisyn religioner tilbyder mennesker i også dette årtusinde, og som jo er helt identisk med tilbudet religionerne stillede mennesker for tusinder af år tilbage, og vi i denne forbindelse påpeger, at netop forståelsen af livet jo har ændret sig markant i kraft af en langt bedre forståelse af naturen i og udenfor mennesket, og at netop denne bedre forståelse, i stor grad har haft betydning for de forventninger vi som mennesker stiller til hinanden og livet...forstår du så hvad jeg mener når jeg skriver, at det jo ikke er kærligheden der har medført disse forståelige forandringer til et bedre grundlag for sameksistens?
Så når nogen af os, i dette tilfælde mig, undres over troendes idéer om at verden ville blive så meget bedre, hvis mennesker dog bare ville elske hinanden hele tiden, ja så er meningen så ganske afgjort ikke at du skal "bevise" du kan elske, men derimod indså værdien af en god og fornuftig forklaring på, hvorfor du dog forestiller dig verden forandres til det bedre og alene p.a. menneskelige følelser?
Vi har alle følelser, dyr og mennesker osv., men har så vældig meget andet i hovedet end vores eget følelsesliv. Og mon ikke verden med stor sandsynlighed ville blive et utåleligt sted at opholde sig, hvis vi ikke længere forstod at tilsidesætte vore følelser, ja hva' tror egentlig du?
"Eksempel fra min hverdag, og den er - bare rolig - uden tro og viden, men ganske ofte oplevet: En nabo møder en anden nabo, og jeg lytter bare. Nabo nr. 1 er dybt bekymret over helbredstilstanden hos hans kone, og han når lige at sige sætningen: "Jeg er bange for, at det er noget alvorligt - holder en lille pause, hvorpå nabo nr. 2 tager over og fortæller om alle de gange, han har været bekymret for sig og sine. Nabo nr. 1 når aldrig til at få givet sine bekymringer de ord, som ville have lettet for ham selv.
Det er sådan, mit eksempel på frustration og irritation kan opleves og måske oplevet af de fleste af os"
- Men situationen mellem to mennesker der mødes i gangen, og som hver især har brug for at lette deres tanker, kræver jo altid at mindst én lader den anden få ordet, ik'?
"..og så har du i øvrigt ret i, at jeg ikke er så god til at lytte til argumenter, som søger at "få mig tilbage på fast grund", når MIN LYKKE er på det dybe vand. :)".
- Sir' du dét...;))
Men hele idéen med debatter er jo at vi tør udfordre os selv, men du store kineser!...hvor i troende ka' tale om kærligheden - jeg får sgu' tit indtrykket af en synaps i skrivende stund...;)
-- klip --
Forøvrigt ka' det jo ikke undgå at berøre os, når Treram skr. som han gør, om sin oplevelse i mødet med læger der skaber stor mistillid til ordinerede præparater. Det er jo en fortvivlende udvikling, og ikke mindst i slige stunder vi må kræve at blive mødt med en fornuftig behandling. Så Trerams historie forstyrrer netop en nødvendig tillid til det lægefaglige, ligesom gode forklaringer på hvorfor det er kommet så vidt, altså heller ikke skal findes i vore ofte ambivalente følelsesliv i slige situationer. Så med netop stor fornuft, må vi skabe lidt styr på os selv og hinanden. Det er såmænd bare det, Zenia...
mvh - godt at se fin efterårshumor på debatten! ;)
Simon
|
|
|
|
