|
4
registrerede Hanskrist, Arne Thomsen, ABC
,(1 usynlig),
213
gæster og
164
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Hvad der forstyrrer min lykke.
|
Hej Treram..
Ja man kan jo ikke sige historien er ukendt, historien om mistilliden til sygehusvæsnet, som består af mange små historier, der hver især viser noget om DE engang ophøjet mål: helse for enhver pris.
Jeg synes i den forbindelse du skulle læse Tage Voss lille roman om livet som læge på Christians Ø, med alle de refleksioner dette indebar for eftertiden, bare som ræsonnementer der spilles op ad væggen i disse tider, hvor de førhen ophøjede mål for sygehuse nu synes erstattet af økonomiske kalkuler der kun går én vej, og hvor sygehuse synes beboet af et flimmer af lægefaglige formål der aldrig har set et fællesmøde.
Særdeles mange mennesker vil nikke genkendende til oplevelsen af medicin der ordineres af den ene men forkastes af den anden læge, ja af flagrende prognoser og noget der minder om en ligegyldighed der bare mangler, at læger nu spørger pat. hvad man dog skal foretage sig i den givne situation.
Det er jo som du under hvert et ord lægger betydningen, meget helsen der afgørende forstyrrer grundlaget for den sindsro, der igen er forudsætning for stunders lykkefølelse. Divergerende diagnoser skaber meget af uroen syge mennesker slås med, og her kommer den lægefaglige autoritet ind i billedet. Den skal muliggøre at man som pat. kan lægge hovedet på puden og overlade regeneration til kroppen selv. Og dette blir kun muligt, når lægen der har fundet årsagen til problemet og gjort dette klart i samråd med pat., sidenhen foreskriver den korrekte medicin, hvorefter man jo klarer selv store smerter med en underliggende tillid til at det går over med tiden, at det bare drejer sig om nødvendig tid. Ødelægges den lægefaglige autoritet p.a. umulig tillid mellem pat. og læge, ja da ødelægges ganske meget af vejen imod bedre helse. Hvad der er sket er vel i stor grad, at læger nu sjældent får muligheden for at opbygge tillidsvækkende historier til pat., hvilket skulle skabe grundlaget for autoriteten. I sidste ende er pat. efterhånden overladt til sig selv, og det er skidt.
Måske dette er det mest dramatiske skred indenfor det lægefaglige: at læger i stedet for at konkurrere imod sygdommene, med hinanden og i kraft af stigende personlige erfaringer og viden, nu flytter fokus til indbyrdes konkurrerer om ”selvværdsprognoser” og gerne i tv-programmer der skal gøre én kendt – men for hvad?
Hvor jeg vil hen med dette? – at uro og mistillid, som i den grad er faktorer der sætter stresshormon i vejret, og derfor ingen god ven er med helsen, er en grundlæggende forventning vi i dag har til læger, og fordi det lægefaglige ikke længere betragtes som en enhed men som indbyrdes økonomisk konkurrerende instanser. Det ses på sygehuse. Pat. er overladt til sig selv i dagens Danmark, Sverige, ja måske i det meste af verden. Det indbyrdes forhold mangler – kendskabet til hverandres liv, alle de små faktorer der for læger engang medvirkede til at tegne det nødvendige helhedsbillede, er nu stort set væk. Det er fx. tit en upersonlig oplevelse at være indlagt, ja at besøge ambulatorier – sygehuse samles fx. til store kolosser der skaber det upersonlige miljø, mens selve sygdommene opleves som en vældig personlige livsledsager - en diskrepans. Så det er et af de store dilemmaer vi møder i hverdagen, når vi vil ha’ lægefaglige råd: det upersonlige, ukendskabet. Du selv søger fx. lægefaglig viden på Internet, bare som et eksempel på udviklingen der præger os alle.
Det er selvfølgelig et omfattende tema: sygdom og helse, og derfor også et anliggende med mange forventninger. Men jeg tror altså, at vi som mennesker der i situationer trues af voldsomme ødelæggelser af livet vort, hellere vil ha’ vore kriser behandlet som et personligt anliggende, hvor fx. netop lægen der starter helbredelsen, også er den der følger os og afslutter sygdommen sammen med os?
Dette er det desværre nu kun få forundt – mennesker med adskillige millioner på bankkontoen, ell. politikere, som ka’ betale læger på private sygehuse til at følge sygeforløbet fra den ene ende til den anden. Også denne udvikling er en politisk beslutning, hvor konsekvenserne omsider er ved at gå op for os alle.
Jeg håber du har gode dage Treram, gode tider med din elskede – skid forøvrigt fortsat højt og flot på andres misundelse. Jeg nød bare at drille dig lidt med sneen der står for døren, ved du - den er jo også en belastning for rigtig mange mennesker, men for mig en aforisme, for jeg ska’ ikke længere skovle sne. Godt vi ka’ drille hinanden, og så til slut: pøj-pøj med det medicinske, jeg håber du finder en lægefaglig kapacitet på området du ka’ stole på.
mvh
Simon
P.s.: den lille bog jeg henviste til i toppen her: Tage Voss ”Status på Skæret” – i den forbindelse desuden ”- sagde doktoren”.
|
|
|
|
