annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15537295
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2372389
Et andet syn 1980841
Jesu ord 1518425
Åndelig Føde 1465878
Galleri
Den store synagoge i Krakow.
Hvem er online?
0 registrerede 323 gæster og 303 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Skriv et nyt svar.


Smilies Opret hyperlink Opret link til e-mailadresse Tilføj billede Indsæt video Opret liste Fremhæv noget tekst Kursiv tekst Understreg noget tekst Gennemstreg noget tekst [spoiler]Spoiler tekst her[/spoiler] Citer noget tekst Farvelæg noget tekst Juster skifttype Juster skiftstørrelse
Gør tekstruden mindre
Gør tekstruden større
Indlæg ikon:
            
            
 
HTML er slået fra.
UBBCode er slået til..
Indlæg valgmuligheder








Som svar til:
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: Rune Engelbreth Larsen: SATANISTISK humanist...!?


MERE RUNERISTNING!

Som nævnt har jeg tidligere analyseret den frådende propagandist og magiske fejltænkning - som skiftede en djævledyrkelse ud my en ny, nemlig islam - rimeligt grundigt.

Da det kan tænkes at åndshistorikeren Rune ikke har læst mit indlæg på den alternative religionsdebat fra 10/11 2007: "HVAD HEDDER MEIN KAMPF PÅ ARABISK?" har jeg postet det til Runes almindelige orientering, ligesom jeg gengiver det nedenfor:

"De oplyste debattører kender selvfølgelig svaret, for de kender også deres fjende. På arabisk oversættes de tyske ord "Mein Kampf" til "Jihad-i" - der betyder "Min jihad".

At der her ikke blot er tale om et tilfældigt og pudsigt sammenfald mellem titlen på Hitlers ideologiske kampskrift og islams centrale guddommelige fordring om at føre hellig krig (jihad) mod de vantro indtil der kun er islam, fik vi en første forsigtig indikation af, da vor store litterære geni Karen Blixen i 1940, vel nok som den første, sammenlignede islam og nationalsocialismen.

Blixen fandt fællestræk mellem det unge islam der som en uimodståelig ørkenvind af religiøs underkastelse og fanatisk begejstring lynhurtigt erobrede Arabien og siden den halve verden, og nazismen, der netop havde slået verden med forbavselse og beundring, ved at erobre Polen i en blitzkrig.

Blixsen blev slået af nazisternes begejstring og erorme selvfølelse samt totale underkastelse under Førerens vilje, og det historiske fænomen hun uvilkårligt sammenlignede det med var det unge sejrrige islam. Den nazistiske hilsens oprakte højre hånd der betyder "Din i liv og død" mindede hende om islams hengivenhed for Guds lov og profeten Muhammad.

Blixen var ikke specielt negativ, hverken over for islam eller nazismen, der var et nyt vanskeligt begribeligt fænomen, som det var umuligt at indplacere i eksisterende politiske kategorier, og derfor sprægte hendes kreative intuition alle kategorier og det lykkedes hende at indfange nogle markante fællestræk bag de to ideologier.

Faktisk anså ingen vesterlænding dengang islam for en trussel, og Blixen sætter da også islam som religiøst fænomen der henvender sig til hele menneskeheden højere end ideerne som en overlegen race der skal beherske de andre racer. Islam blev almindeligvis betragtet som endegyldigt nedkæmpet og på alle punkter overhalet af Vesten efter første verdenskrig og den gjorde ikke meget væsen af sig i mellemkrigstiden. Efter Blixens opfattelse havde islam nu fundet sit modus vivendi blandt verdensreligionerne, som hun skriver.

Blot en uge efter at Blixen som krigskorrespondent for dagbladet Politiken, havde nedskrevet sine forholdsvis neutrale observationer om nazismens væsen og islam må hendes syn være blevet forandret, for da blev Danmark og Norge besat som led i den nazistiske krigsstrategi. Blixens "Breve fra et land i krig" kunne derfor først udgives efter nazismens nederlag, og faktisk skete det først et årti efter afslutningen af anden verdenskrig.

Siden er meget som bekendt forandret. Den islamiske vækkelsesbevægelse har i vor tid revitaliseret islam og genskabt den stolthed, selvfølelse og fanatisme som netop kendetegnede det unge sejrrige islam der umidståelig som en ørkenvind underlagde sig gamle kulturer indtil islam havde udtømt sin kraft og blev overmandet af en stærkere og højere udviklet europæisk kristen kultur, og næsten forsvandt ud af historien.

Således forstået er Karan Blixens sammenligning atter aktuel for salafismens bestræbelse er netop at genopvække de stærke religiøse følelser som var drivkraften bag islams forbløffende erobringer for mere end et årtusinde siden så islam kan nå sit ultimative mål om at underlægge hele verden islam. Det mål har aldrig stået til diskussion, for at anfægte det er at forkaste islams grundlæggende idé og guddommelige mission.

Uenigheden blandt muslimer i main stream islam har aldrig gået på målet, men på midlerne og hvornår og hvordan man kunne få revanche over for de vantro der havde afvist og nedkæmpet islam. Når man er svag forhandler man fred med fjenden og prøver at forvirre han og bilde ham ind at man ønsker fred, mens man planlægger hvornår og hvordan man skal sætte et nyt angreb ind, efter at have fundet fjendens svage punkter. Det var den strategi profeten benyttede når han var trængt og det lykkedes ham hver gang at overliste fjenden, fordi krig er bedrag (deception) og Allah og hans perfekte menneske Muhammad er ifølge Koranen de bedste bedragere.

Diskussionen blandt islams generalstab, de religiøse og politiske ledere, handler mest om hvilke jihadiske midler der i den nuværende situation fremmer islams sag bedst: Den langsomme jihad, hvor islam benytter ikke-voldelige metoder og søger at vinde tid for at opbygge sin styrke, eller den hurtige jihad, der er en modificeret form for traditionel jihad - det som Vesten qua frygt for de rasende muslimske masser har valgt blot at kalde "terror". I stedet for en krig mod ideologien islam, har så vi så fået en "Krig mod (uspecificeret) Terror" og det er i højeste grad politisk ukorrekt at sammenkæde islam som verdensreligion med terror, for islam er en fredens og tolerancens religion, forsøger de Vestlige ledere at bilde deres historieløse og forvirrede befolkninger ind.

Vi får at vide, at langt hovedparten af muslimerne er fredselskende og tolerante, hvorfor det er en utilstedelig generalisering, faktisk udtryk for en grov racisme kaldet islamofobi, at sætte lighedstegn mellem islam og terror. For deri ligger en anklage om, at islam som religiøs lære og politisk ideologi skulle indeholde elementer som pålægger muslimer at føre hellig krig mod vantro og en sådan antagelse strider mod den almindelige opfattelse af hvad religionsbegrebet indeholder. De muslimer som begår terrorhandlinger må derfor have misforstået deres egen religion og man søger med lys og lygte efter andre forklaringer på den omsiggribende vold og terror begået af muslimer.

Socialisterne henviser til deres ideologiske standard forklaring, at al vold udspringer af økonomiske uligheder mellem mennesker, samt kapitalismens og imperialismens undertrykkelse og udnyttelse af muslimer gennem århundreder. I denne optik er de jihadiske muslimer blot frihedskæmpere der anvender midler, som nok er kritisable, men som forsøger at skabe en mere retfærdig verden. Udover islams historiske ydmygelser skulle en yderligere motiverende faktor angiveligt være, at den muslimske massetilvandring til Vestlige samfund har fremkaldt negative holdninger og racisme samt en islamofobi, som driver de stakkels rodløse muslimer ud i vold og kriminalitet. At Koranen og islams helligskrifter skulle have noget som helst at gøre med muslimernes opførsel afvises på det bestemste som udtryk for at højrefløjen blot forsøger at skabe et nyt fjendebillede efter den kolde krig ved at gøre muslimer til de nye syndebukke, som kan forklare al ondskab i verden.

Hvis nogen i dag vover at sammenligne det fredelige og tolerante islam med nazismen eller andre totalitære ideologier får de læst og påskrevet af islams apologeter, aka. islams nyttige idioter, der kæmper en kamp for det utopiske multikulturelle paradissamfund som skal få bugt med alle uligheder ved hjælp af en ekstrem antidiskrimineringsideologi og bringe os ind i det nye jordiske paradis - frihedens og lighedens rige. Disse frelste nyreligiøse apologeter synes af have skiftet den pseudoreligiøse marxistiske ideologi ud med en ny frelselære som de forsvarer med samme stærke nidkærhed og blinde tro som de "troende" marxister i sin tid gjorde, indtil korthuset brasede sammen.

Søren Espersen fra Dansk Folkeparti begik forrige sommer den helligbrøde at ophæve skellet mellem islam og islamisme, hvorefter han modtog en irettesættelse og belæring fra den allestedsnærværende humanist og religionsekspert, islamofilen og partistifteren Rune E. Larsen, hvis Minoritetsparti levede op til navnet, ved at få det færreste antal stemmer ved et folketingsvalg, som hidtil er overgået noget politisk parti.

Da Espersen også havde formastet sig til at henvise til Karen Blixens sammenligning af islam med nazismen samt til den uforfærdede apostat Hirsi Alis kritik af islam, modtog han følgende dogmatiske belæring fra eksperten i politisk filosofi og religion, Rune E. Larsen:

Citat:
RELIGIONSVIDENSKABELIGE 'AUTORITETER' HIRSI ALI OG BLIXEN

1) Espersen: "Forfatteren Ayaan Hirsi Ali skelner ikke [mellem islam og islamisme]."

Og? Fortæller dét noget om noget? Man kunne svare som modargument: "Religionsforskeren Jørgen Bæk Simonsen skelner."

Det har selvsagt intet med argumentation at gøre. Man kunne stable millioner af muslimer og utallige religionsforskere oven på hinanden og sige, at der er forskel på islam og islamisme, men for Espersen er det tilsyneladende et særlig 'argument', at Ayaan Hirsi Ali ikke skelner.

Hvad er resultatet? At alle muslimer bliver til en forskelsløs grød, som vi bør marginalisere, ekskludere og bekæmpe, for de er grundlæggende alle bærere af akkurat samme trussel som Osama bin Laden - også dét siger nemlig Ayaan Hirsi Ali, som Espersen gør opmærksom på: "den 11. septembers massemordere var islams krigere, og deres gerning var islam i sin rendyrkede form". Og så må det jo være sandt?

Millioner af amerikanske kristne fundamentalister i rige og indflydelsesrige lobbyorganisationer håber på og arbejder for - ja er i deres Israel-politik religiøst determineret af - en nytestamentlig bogstavtro dommedagslængsel, hvor alle ikke-konverterede jøder udslettes, og hele verden går under. Gør dét monstro alle andre kristne til ét politisk fedt?


I overensstemmelse med Espersens logik må svaret jo så være: Ja.

2) Espersen: "For Karen Blixen, som kendte islam, var der heller ingen skelnen."

Udsagnet er meningsløst i denne sammenhæng: Hun kendte slet ikke til begrebet "islamisme".

Espersen forklarer så indirekte via Blixen, hvad islamisme tilsyneladende er i hans optik: "Det var selve religionen islam, hun [Blixen] sidestillede med nazismen."

"Islamisme" er altså "nazisme"?

Nu var Hitlers antisemitisme bl.a. inspireret af Luthers anti-judaisme, men som ideologi er det selvfølgelig kategoriforvirring at gøre nazisme til religion.

Noget andet er så selve påstanden om Blixens nazificering af islam. Som mag.art. og cand.mag. i dansk og religion, Ivan Z. Sørensen har gjort opmærksom på i en kronik, er en isoleret henvisning hertil i politiske sammenhænge et velkendt misbrug af Blixens betydeligt mere nuancerede tilgangsvinkel:

Citat:
"Uanstændigt er det, når d'herrer korsfarere [Lars Hedegaard m.fl.] igen og igen fortæller danske læsere 'at Karen Blixen fandt, at nazismen og islam havde påfaldende lighedspunkter' - uden at anføre at hun havde meget mere og meget andet at sige om denne religion." (Berlingske Tidende, 11.12.2004).


Alligevel er det altså denne kæphest, Espersen trækker af stald.

Z. Sørensen, der er tidligere museumsinspektør ved Karen Blixen museet, uddyber imidlertid og henviser bl.a. til en brevveksling mellem Blixen og hendes søster i 1946:

Citat:
"Blixen nævner, også her, et fællespunkt mellem islam og nazismen, vel at mærke islam i sin tidligste krigeriske fase - men det er nazismen, de har til debat. Udgangspunktet er, at søster Ellen opfatter nazismen som en ny og hidtil næsten ukendt ondskab, væsensforskellig fra alt, hvad historien ellers har budt på. Karen Blixen betakker sig for en metafysisk betegnelse som 'ondskab', mener, at der er tale om en gradsforskel i disse historiske 'foreteelser'; og forudsætningen for det nazistiske rædselsregime er den samme, som man tidligere har set, nemlig at en idé eller et princip hævdes som absolut og i sig selv hellig. Det fører til en overbevisning om, at man bør undlade at sætte sig ind i anderledestænkendes tankegang - man kunne jo risikere at blive besmittet! Propagandisterne for den hellige idé forkynder, at jo strengere man holder sig fra ethvert kendskab til og enhver forståelse af modstanderen og hans sag, jo renere står man selv. Når et princip således absoluteres, bliver det umenneskeligt."


Hvilket naturligvis i høj grad også er overgået kristendommen og flere andre absolutistiske religioner og ideologier.

F.eks. skrev Blixen også om kristendommen i et brev til Thomas Dinesen (Breve fra Afrika): "At missionærernes Indflydelse er meget slet, ses bl.a. deraf at ikke ét Menneske vil have en Arbejder fra Missionsskolerne; alle siger de lyver og stjæler. Hvordan har dog Kristendommen nogensinde faaet saa stor Magt, - da den dog i hvert Fald er ubrugelig og egentlig anerkendt som saadan?" (1914).

Kristendommen kan absolutiseres (og bliver det i vide kredse) - men skal Espersen så tale om "kristianisme" som en politisk farlig ideologi?

Næppe.

I begge tilfælde kan man da også blot konkludere, at der selvfølgelig er masser af kristne, som fortolker kristendommen på en måde, der absolut ikke er forenelig med nazismen, ligesom der er masser af muslimer, der fortolker islam på en måde, der absolut ikke er forenelig med nazismen.

Det sidste 'gælder bare ikke' i Espersens optik - for Espersen og Ayan Hirsi Ali véd, hvad islam(isme) er, og hver eneste muslim eller religionsforsker, der modsiger det, ved det ikke.

Espersens logik i en nøddeskal.

Min kommentar:

Det er vel snarere Rune E. Larsens logik i en dogmatisk politisk korrekt nøddeskal der her kommer tiludtryk.

Selv om ikke alle tyskere var nazister og meget få tyskere var direkte involveret i de ugerninger som gjorde nazismen berygtet og forbandet - folkedrabet på jøderne, de uprovokerede angrebskrige og forbrydelsen mod freden - så bakkede langt hovedparten af den tyske befolkning op om den nazistiske ideologi, som de selv havde stemt til magten.

Hitlers Mein Kampf var udkommet i millionoplag og Hitler og de ledende nazisters massive propaganda havde hærget landet gennem et årti før magtovertagelsen. Så folket burde vide hvad de gik ind til. Ved det eneste valg der blev afholdt efter den nazistiske magtovertagelse stemte langt hovedparten af tyskerne for Hitler og nazismen. "Vil I den totale krig" sprugte propagandaminister Göbbels den tyske befolkning efter overfaldet på Polen - og den begejstrede tilslutning til en totalt hæmningsløs racekrig mod undermenneskene var øredøvende.

Der var selvfølgelig undtagelser fra den almindelige koncensus, men efter kritikerne var underkastet regimets "særbehandling" ved at blive henrettet, interneret i KZ-lejre eller flygtet ud af landet, lærte de overlevende kritikerne at holde deres kæft. På samme måde med islam der ikke tolererer kritik af dens absolutiske dogmer og ideologi. Sådanne kritikere klassificeres som apostater og det er enhver muslims pligt at dræbe dem - det siger Koranen - og sådan har det været gennem 14 århundreder.

Hvis man vil kritisere islam må man enten gøre det anonymt eller først flygte et sted hen hvor man kan opnå beskyttelse, hvilket blandt andet Salman Rushdie og Hirsi Ali er eksempler på. Rune E. Larsen er selvfølgelig ligeglad med hvad muslimer deres kender islam indefra og på egen krop mener om fænomenet, for ifølge hans dogmatiske opfattelse er der forskel på islam og islamisme for ellers hænger hans politiske utopi og verdensbillede ikke sammen: Hvis muslimer griber til vold, så har det intet med islam at gøre, men må skyldes andre faktorer. Øvelsen består så blot i af finde disse andre faktorer.

Larsen prøver i det skjulte at bilde læserne ind, at islam skulle give den enkelte muslim en fortolkningsret som bygger på samme individualprincip som har kendetegnet kristendommen siden Luthers Reformation, hvor gudsforholdet er privat og personligt - kort udtrykt i sætningen: Vi er alle præster. Her overser den gode humanist Larsen, at islam er en kollektivistisk religion, med uhørt stærk social kontrol, som samtidig er en politisk ideologi. Ingen af islams førende retsskoler har nogenside benægtet, at det forholder sig sådan. Der findes således ingen fortolkningsfrihed for den enkelte muslim, som i kristendommen. En vis fortolkningsfrihed gør sig gældende blandt islams præsteskab og retsskoler, men her er skismaet centreret om de ideologiske og historiske forskelle mellem sunni og shia muslimer udløst af en ældgammel magtkamp mellem forskellige klaner efter Muhammads død. De reelle teologiske og ideologiske forskelle mellem sunni og shiamuslimer er dog langt mindre end den er mellem to beslægtede evangeliske konfessioner som f.eks. babtister og luthersk evangeliske kristne.

Det giver efter min opfattelse mere mening at karakterisere forskellene i islam og blandt muslimer som en uenighed om hvilke jihadiske midler der med størst fordel i den nuværende situation bør bringes i anvendelse over for de vantro - den hurtige jihad som Al Qaeda og deres tilhængere går ind for, eller den langsomme jihad, der satser på anvendelse af de mindre voldelige elementer i jihad spektret. Målet er der ingen uenighed om, og det har der aldrig været i hele islams historie. ..."

Hilsen

Ipso Facto :whistle:
Seneste indlæg
Ramadan-måneden
af Anonym
29/03/2024 03:03
Kærlighedsbevægelsen...
af Anonym
28/03/2024 21:24
Er dette videnskab...
af ABC
28/03/2024 18:17
Hvad skal du med Koranen...
af ABC
27/03/2024 13:31
Snyder religionerne?
af ABC
24/03/2024 18:58
Nyheder fra DR
Luftalarmer mange steder i Ukraine i nat..
29/03/2024 02:41
Økonomisk hjælp på vej til amerikansk..
29/03/2024 02:03
Verdens glemte konflikt: FN-opfordring o..
29/03/2024 01:28
Stormen Nelson raser flere steder i Euro..
29/03/2024 00:31
Israelsk militær: Højtstående Hamas-m..
29/03/2024 00:25
Nyheder fra Religion.dk