annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15713427
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2384425
Et andet syn 1993640
Åndelig Føde 1531563
Jesu ord 1526022
Galleri
Tillich om Helligånden
Hvem er online?
2 registrerede Arne Thomsen ,(1 usynlig), 475 gæster og 40 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Skriv et nyt svar.


Smilies Opret hyperlink Opret link til e-mailadresse Tilføj billede Indsæt video Opret liste Fremhæv noget tekst Kursiv tekst Understreg noget tekst Gennemstreg noget tekst [spoiler]Spoiler tekst her[/spoiler] Citer noget tekst Farvelæg noget tekst Juster skifttype Juster skiftstørrelse
Gør tekstruden mindre
Gør tekstruden større
Indlæg ikon:
            
            
 
HTML er slået fra.
UBBCode er slået til..
Indlæg valgmuligheder








Som svar til:
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: DAGENS ANGREB I ISTANBUL


Kære Arentzen!

Din årvågenhed tjener dig til ære. Men du bedes bemærke, at filmen er optaget for to år siden, på et mørkt og håbløst tidspunkt, hvor flere US demokrater offentligt havde erklæret krigen for tabt, og krævet troppernes øjeblikkelige hjemsendelse. Derfor denne "bumper sticker musing" om en krig ingen brød sig om: "The surest way to end a war, is to lose it". Hvilket stort set har været demokraternes foretrukne politik for at få ram på Bush og republikanerne.

Hvordan man bedømmer irakkrigen afhænger nok mindre af objektive faktorer end af, hvor man selv befinder sig i det politiske spektrum. Som en tilhænger af krigen udtrykte det: Det værste der kunne ske for demokraterne ville være, hvis Bush vandt en klar sejr i Irak. Det vil de for enhver pris prøve at forhindre.

Bag irakkrigen ligger jo den kedelige kendsgerning, at næsten alle US demokrater stemte for krigen. Siden har de så prøvet at distancere sig fra deres tidligere så klare holdning for at tækkes deres politiske bagland og græsrødder, der gik amok over krigen i takt med stigende tab og vanskeligheder.

En kommentar fra 29/6 2006 til GIVE WAR A CHANCE af en amerikansk kvinde, der er krigsmodstander, fangede min opmærksomhed. Hun skriver bl.a.:

" ... At first glance, I thought it was tongue in cheek; an obvious play on John Lennon’s famous lyric, “Give Peace a Chance.” But I realized they were serious when I read its companion sticker, which said something like, “You can thank war for ending slavery, communism, fascism …” Next, I wondered if they’d ever actually been to war since they were apparently so gung ho about it.

At the very least, bumper stickers are good for provoking thought and discussion. There’s another bumper sticker that says, “War Is Not the Answer.” I suspect that the “Give War a Chance” bumper sticker is an answer itself to that one. I would like to sport a bumper sticker that says, “Don’t boil complex situations down to simplistic bumper stickers.” Tragically, there are times when war is an answer, albeit horrible and, hopefully, the last resort.

Although anti-war, I can’t claim to be a pacifist. There are values that I would fight to the death for. ... The notion of a “just” war is vital and a conversation that has been largely ignored in the public discourse. The notion of a “just war” is completely missing from the “Give War a Chance” bumper sticker. I can’t find anything just about the war in Iraq. I am heartsick at the support that members of Congress still give it. Why? To save face? How disgusting.

... I too run around with bumper stickers declaring my essential values. My favorite is an Eleanor Roosevelt quote, which is, “The future belongs to those who believe in the beauty of their dreams.” ..."


Dermed er spørgsmålet om, hvad der definerer en retfærdig krig bragt på bane. Mine bemærkninger herom, udløste et spørgsmål fra Arentzen:

"IF: Min pacifisme indebærer, at jeg alene går ind for krig, når den er retfærdiggjort, jfr. pligten til personlig selvopretholdelse og demokratiets etiske forpligtelse, som borgerne står under, til at anvende alle "legitime" midler til at opretholde nationen."

"A: Hvad nu hvis irakerne og afghanerne slet og ret ikke ønsker demokrati? Mener du så at krigen stadig er retfærdiggjort?"


Godt spørgsmål! Skulle de allierede under anden verdenskrig have afholdt sig fra at erklære Tyskland krig, idet et flertal af befolkningen, 52%, havde stemt Hitler (DNSAP og koalisionspartneren DNVP) til magten?

Sammenligningen holder ikke af flere grunde. Tyskland var en europæisk kristen kulturnation hvor demokratiet i moderne form blev etableret efter første verdenskrig. I maj 1945 var det yderst vanskeligt at finde så meget som een eneste nazist i den almindelige befolkning. De anså alle sig selv som nazismens ofre.

Alligevel iværksatte man et afnazifiseringsprogram og gav i 1949 den nye tyske forbundsrepublik en forfatning efter amerikansk model med en forfatningsdomstol tilknyttet for at sikre mod, at demokratiet atter blev kuppet af en populistisk totalitær antidemokratisk ideologi.

Jeg er ret overbevist om, at befolkningerne i Afghanistan og Irak ikke ønskede et demokrati efter vestlige principper. Menneskeskabte love er ganske enkelt i modstrid med Koranens krav om, at alle love skal have sin grund i Allahs lov (Koranen, hadith og sira). Derfor blev resultatet da også hvad jeg har kaldt "sharia demokrati". En forfatning der fastslår, at parlamentet ikke kan vedtage love som er i modstridd med Koranen eller islamiske traditioner.

Det nærmest islam kommer demokrati er det protodemokrati som hedder "rådgivende forsamlinger" hvor folket kan give gode råd til kaliffen eller herskeren. Nogenlunde svarende til de danske stænderforsamlinger i perioden før 1849.

Stænderforsamlingerne var forenklet fortalt en forsamling, hvor de tre stænder; bønderne, borgerne og adelen var repræsenteret med ca. lige mange fra hver stand. Hver stand havde således 1/3 af stemmerne, til trods for at bønderne udgjorde ca. 80% af befolkningen, og ud fra den synsvinkel var stænderforsamlingerne lagt fra at være demokratiske. Det gjaldt også for forsamlingernes magt. Stænderforsamlingerne skulle rådgive kongen i forhold til lovgivningen, men det var op til kongen, om han ville følge rådene. Dette gjorde han i flere tilfælde, men ikke altid. Til trods for det begrænsede demokrati, så var stænderforsamlingerne var det første tegn på demokrati, hvor folket fik mulighed for at påvirke hvorledes landet skulle regeres, og på den måde var de en vigtig brik i demokratiseringen af Danmark.

Uanset hvad Afghanerne ønskede sig, så var USAs angreb på landet for at vælte talibanregeringen og nedkæmpe Al Qaeda folkeretligt set en legitim forsvarskrig. Dette blev fastslået i FN.

Med hensyn til magtanvendelsen mod Irak er sagen noget tvetydig ren follkeretligt. Folkeretten i FN er et miskmask af jura og magtpolitik, hvor Sikkerhedsrådets repræsentanter hver især primært søger at fremme egne egoistiske nationale politiske interesser.

Jeg vil ikke her gå ind i en diskussion af, om der med våbenhvileaftalen fra 1991 og de mange efterfølgende sikkerhedsrådsresolutioner som fastslog Iraks manglende opfyldelse af våbenhvilebetingelserne udgjorde et fuldt tilstrækkeligt mandat til at iværksætte et umiddelbart militærrt angreb.

Blot vil jeg henvise til, at bl.a. den danske S/R-regering i 1998, efter opfordring fra præsident Bill Clinton i Folketinget fik vedtaget en regeringsbeslutning om at yde et militært bidrag til den dengang påtænkte militære aktion. S/R regeringen støttede sig på folkeretsjurister, der vurderede, at der allerede forelå et fuldt tilstrækkeligt mandat i sikkerhedsresolutionerne til umiddelbart at iværksætte et militært angreb.

Den nye resolution som forelå forud for angrebet mod Irak i marts 2003 gav helt klart et styrket mandat i forhold til hvad der forelå i 1998.

Irakkrigen er blevet kaldt en "pree emptive strike", altså et forebyggende angreb, fordi Irak ikke havde angrebet andre nationer militært, men alligevel ansås for at udgøre en trrussel mod fred, sikkerhed og stabilitet i regionen, ikke mindst på grund af mistanken om, at landet ikke havde destrueret sit arsenal af masseødelæggelsesvåben som krævet i våbenhvilebetingelserne fra 1991 og de efterfølgende resolutioner.

Derudover blev der argumenteret for nødvendigheden af at sætte Saddam Hussein fra magten med det argument, at han støttede terroristiske organisationer som Al-Qaeda og Hamas bl.a. økonomisk. Endelig var der det humanitære argument, hvor det blev påpeget, at sanktionspolitikken mod Irak ikke havde svækket regimet, men blot betydet massedød for de svageste irakere. Det blev oplyst, at omkring en halv million børn yngre end 5 år var døde som en direkte følge af sanktionspolitikken.

Altså et argument om humanitær krig for at standse et folks lidelser under et hensynsløst og brutalt styre, der regerede ved hjælp af terror mod civilbefolkningen. Analogt med NATOs indsats i ex. Jugoslavien med luftbombardement af serberne for at standse overgrebene og folkedrabet på muslimerne i Kosovo. Dette angreb på en suveræn stat skete uden noget folkeretligt mandat overhovedet, men til trods herfor førte denne ulovlige krig ikke til massedemonstrationer i Vesten og de muslimske lande, således som angrebet på Irak gjorde.

Når jeg er modstander af Irakkrigen er det ikke ud fra folkeretlige betænkeligheder, men primært fordi man angreb den forkerte fjende og havde opstillet krigsmål, som som var principielt umuligt at nå. Af de nævnte grunde kunne det nok forsvares at vælte det fascistiske baath-regime, men så snart Saddam og hans magtelite var sat ud af spillet, burde man have trukket sig ud, og overladt det til irakerne selv at tæske sig frem til en ny politisk ledelse.

Det samme gælder for så vidt Afghanistan, hvor man opstillede samme urealistiske mål om at indføre demokrati Western style. Man kan nu engang ikke tvinge folk til demokrati ved hjælp af magtanvendelse. Selv Atatürks forsøg på dette ser nu efter mere end 80 års bestræbelser med hæren i ryggen ud til at være strandet, idet islamisterne nyder udbredt støtte i befolkningen.

Endelig gælder der i folkeretten et princip om proportionalitet, hvilket betyder, at et lovligt militært modsvar på et ulovligt uprovokeret angreb (som i tilfælldet Afghanistan) nogenlunde skal svare til den skade og de tab som er påført.

Det er således i orden at angribe landets miliitære styrker og dets politiske ledelse som er ansvarlige, men om det også er inden for tolkningen af proportionalitetsprincippet at indføre en for befolkningen helt fremmed styreform - demokrati - stiller jeg mig tvivlende over for.

I stedet burde USA og dets partnere have koncentreret kræfterne om Iran, og her kunne man passende være startet med en flådeblokade der forhindrede Iran i at importere og eksportere krigsmateriel og avanceret computerteknologi m.v. samt andre økonomiske og rejsemæssige restriktioner, analoogt med hvad man netop har fået vedtaget i Sikkerhedsrådet som følge af landets ulovlige berigelse af uranium.

Efter folkeretten er en flådeblokade en krigshandling på laveste niveau. USA har tidligere anvendt denne strategi. Over for Japan i 1930erne med en olieblokade for at standse landets impirialistiske og brutale uprovokerede angrebskrig mod Kina, og mod Cuba i 1962, fordi USA anså sine vitale interesser truet, da Cuba i samarbejde med USSR opstillede mellemdistancraketter, hvorved den atomare terrorbalance blev ændret i Sovjetunuonens favør.

Japan valgte at angribe USA, mens USSR blinkede først, hvorefter der blev udarbejdet et kompromis, der sikrede freden.

Min vurdering er, at mullahstyret i tilfælde af en flådeblokade i 2003 ville have angrebet den amerikanske flåde, og dermed kunne USA med folkeretten i ryggen iværksætte luftangreb mod landets religiøse/politiske ledelse og militære og atomare installationer.

Det er sådan magtspillet spilles i den globale magtpolitik, og min kritik går på, at USA simpelt hen spillede spillet tåbeligt, således at selv om "the surge" stabiliserer Irak og styrker landets regering, så er det en pyrhussejr. Man har reelt intet vundet, men blot svækket sin egen position i regionen og lidt et præstigetab internationalt.

Shia-majoriteten i Irak som USA qua "sharia-demokratiet" fik skaffet til magten vil utvivlsomt gå i alliance med deres trosfæller i Iran, og derved har USA og Vesten skaffet sig et endnu større problem på halsen.

Dette var mit kortfattede svar på dit spørgsmål :whistle:

Hilsen

Ipso Facto smiler


---------------
"We can't solve problems by using the same kind of thinking we used when we created them." - Albert Einstein
Seneste indlæg
Vigtige præciseringer
af somo
28/04/2024 15:42
Min ”religion”
af Arne Thomsen
28/04/2024 13:31
Tanker - idéer - visioner.
af Anonym
27/04/2024 10:20
Kommunikation på Trosfrihed.dk
af Anonym
27/04/2024 09:52
Lad os undersøge islam...
af ABC
23/04/2024 11:48
Nyheder fra DR
Nødhjælpsorganisation genoptager arbej..
28/04/2024 18:53
Prins Harry markerer tiåret for Invictu..
28/04/2024 18:32
Brøndby snubler i guldkampen, men undg..
28/04/2024 18:21
Den irske regering vil sende asylansøge..
28/04/2024 17:02
Ukrainske tropper falder tilbage flere s..
28/04/2024 17:00
Nyheder fra Religion.dk