|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
475
gæster og
40
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: DAGENS ANGREB I ISTANBUL
|
Kære Cato!
Din metode kan skam være ret underholdende, hvis den opfattes som ironi. Man tager et udsagn ud af en ironisk sarkastisk kontekst, hvor det har en vis lattermild funktion, og stiller et logisk rationelt spørgsmål, som er centreret om logikkens generalitetsudtryk “altid”, hvorved man sjovt nok, kan demonstrere en inkonsistens. Hvor mange tror Cato han kan narre med den debatstrategi?
Måske burde man henvise Cato til at få afløb for sine drifter ved efter samme logiske princip, at analyse poesi eller hellige skrifter, som stort set ikke består af andet end logiske inkonsistenser der læner sig op ad hinanden.
Men for at svare i samme stil og ånd jeg lagde ud med i oplægget, blev jeg, så snart jeg havde lært sproget klar over, at Danmark få år tidligere var blevet befriet for en ond fjende der havde besat landet og udsat befolkningen for lidelser.
Dengang differentierede man ikke tingene så nøje, så jeg troede oprindeligt at fjenden og det onde var tyskerne. Vi legede blandt andet en leg, hvor vi delte os i to grupper: frihedskæmpere og tyskere. Sjovt nok, var der ingen af de raske drenge der havde lyst til at være tyskere - kun pjokkene.  Så legede vi i stedet cowboydere og indianere, og selv om den politiske korrekthed dengang stemplede indianerne som nogle grusomme, blodtørstige og primitive vilde som skulle civiliseres, var der aldrig mangel på indianere.
Engang sidst i 1940erne blev jeg opmærksom på nogle sære mennesker som man kaldte kommunister. De kørte omkring på deres cykler og hægte plakater op i lygtepæle når der var valg. Plakaterne var røde med en tegning af en hammer og (lærte jeg senere) et segl. Der stod der med store bogstaver: NEJ TIL NATO, stem på K. Min far forklarede mig, at Rusland, kommunismens hjemland, sammen med amerikanerne og englænderne havde besejret nazisterne i Tyskland og derfor også havde æren for, at Danmark atter blev frit. Folkene i Danmark var så glade for, hvad de russiske kommunister havde gjort, at de efter befrielsen i begejstring stemte på de danske kommunister, der vik en flot valgsejr.
Men kommunisterne ønskede ikke demokrati og de var også modstandere af Amerika og England så derfor havde folk atter vendt dem ryggen og meldt Danmark ind i en demokratisk klub der skulle forsvare demokratierne mod kommunisterne. Det var kommunisterne i Danmark godt sure over, så derfor hængte de deres røde plakater op med “NEJ TIL NATO”.
Dette blot for at demonstrere den generelle metode hvorefter vi overtager kulturelle og politiske holdninger og normer, for på et senere tidspunkt når vor viden og evne til rationel logisk analytisk tænkning er mere udviklet selv at underkaste de mange forvirrende fænomener en selvstændig analyse.
Et par årtier senere talte man om den røde fare og de røde lejesvende der gik fjendens ærinde og underminerede samfundet indefra i medier og skoler hvor de indoktrinerede de godtroende mennesker med deres dogmer for at gøre samfundet modent til kommunistisk magtovertagelse indefra.
Men for rationelt at erkende, hvad der reelt var galt med kommunismen, som jo blot søgte at skabe et samfund hvor alle er lige og frie, krævede en dybere filosofisk og etisk gennemtænkning, som jeg først magtede langt senere i livet.
Så for nu at besvare spørgsmålet fra Cato ganske kort, så blev jeg bevidst om, at Danmarks fjender først var tyskere/nazister, dernæst kommunister. Efter den kolde krigs afslutning er billedet blevet lidt mere broget, men nu er fjenden islamisterne og de politisk korrekte, her og i EU, som vil forbyde os at kritisere islams dogmer og dets profet.
Kort fortalt har fjenden altid været den samme, blot i forskellige forklædninger. Nemlig de kræfter som vil erstatte demokrati med despoti og de medløbere, femte kolonnefolk, som hjælper denne fjende med at undergrave vor demokratiske retsstat af grunde som det vil føre for vidt at komme ind på her.
Bag alle anslagene mod folkenes frihed og politiske ligeværdighed står altid den samme onde fjende, hvad enten han er iklædt nazismens, fascismens, den revolutionære marxismes eller islamofascismens absolutiske gevanter. Frihed er aldrig noget selvfølgeligt, men noget som demokratiernes befolkninger må kæmpe for at opretholde hver evig eneste dag. Glemmer de det, fordi fjenden prøver at bilde dem ind, at han repræsenterer det gode, en højere sandhed og retfærdighed end demokratiets, så går demokratiet til grunde.
Kampen for demokratiet er først og fremmest en åndelig kamp om at bevidstgøre sig selv og befolkningen om, at demokratiet stiller den ubetingede etiske fordring til dets borgere, at de frem for alt andet, eksempelvis at prøve at fremme deres egoistiske kortsynede præferencer, har en pligt til at agere på en sådan måde rent politisk, at demokratiet og nationalstaten kan opretholde sig selv.
Historien viser, at selv om folkestyret har mere end halvandet hundrede år på bagen hos os, så er denne simple erkendelse endnu ikke trængt ind i hovederne på ret mange demokratiske vælgere.
I stedet lader de sig fortsat løber over ende af vrangforestillinger og illusioner hægtet op på en nærmest religiøs tro på konstruktioner som menneskerettighedsideologi, antidiskriminationsideologi, kulturrelativisme samt den fejltænkning, at kulturer med logisk set uforenelige ideologier og ditto etiske principper kan skabe det gode samfund hvor alle samarbejder. Den første betingelse for at kunne samarbejde er, at man er enig om målet. Den næste er, at man er enige om værdierne og metoderne. Og uden social kapital der udvider radiusen af tillid, bliver også demokratiet reduceret til alles kamp mod alle. Et interessedemokrati hvor forskellige pressions- og interessegrupper prøver at fremme deres sag på andres bekostning.
I den nuværende krise er der er nok ikke anden udvej, end at demokratiet enten islamiseres eller at islam atter tæmmes eller drives ud for at sikre folkestyrets fortsatte eksistens. Alt andet forekommer mig at være ren ønsketænkning på niveau med at tro på, at der er alfer i baghaven, eller på de religiøse dogmer.
For et mere udtømmende svar skal jeg henvise til mit afsluttende indlæg i min gode dialog med præsten Richard Riis, i tråden “Det er svært at være en god ateist”, som bliver lagt ind lidt senere i dag.
Hilsen
Ipso Facto :whistle:
----------------------
"SOCIAL KAPITAL
For at beskrive graden af tillid og et samfunds evne til at danne civilsamfund, inddrog sociologen Putnam ligeledes begrebet social kapital. Med dette forstås:
de uformelle værdier eller normer, delt af medlemmer af en gruppe (ikke-beslægtede), der gør det muligt for dem at samarbejde mere effektivt for at realisere fælles mål.
Det er således ikke nok, at en gruppe deler værdier og normer – det er de »rigtige værdier«, der udvider radiusen af tillid til at omfatte andre end familien og fremme samarbejde i det offentlige liv, der her er tale om. Den sociale kapital fokuserer således på normer vedrørende bl.a. tillid, ærlighed, troværdighed,samarbejdsvilje, ansvarsfølelse for et fælles bedste, samhørighed og gensidighed (reciprocitet)." - Citeret og oversat fra "CULTURE MATTERS - How values shape human progress" - redigeret af Lawrence E. Harrison og Samuel P. Huntington, New York, N.Y., 2000.
|
|
|
|
