|
1
registreret
(1 usynlig),
488
gæster og
64
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Michael
Emne: Re: Guru Michael i chat med RoseMarie Anne HansKrist
|
Ordet er ikke virkeligheden. Ordet er en beskrivelse af virkeligheden og vi bruger ordet til at kommunikere vores individuelle forståelse til hinanden.
Denne forståelse, som vi kommunikerer, drejer sig om vores liv, vores oplevelser og vore tanker og følelser i forbindelse med disse oplevelser. Hvis det menneske, vi kommunikerer med,, har haft de samme oplevelser kan vi meddele os til hinanden, selvom vi måske bruger forskellige ord om de samme ting, men hvis det andet menneske ikke har oplevet det samme, så vil det vi siger være volapyk for vedkommende. Det er nødvendigt at kunne se bag om ordet, meddelelsesmidlet, og forstå det som bliver meddelt i kraft af ordet.
Michael siger: ’’Alt er tanken. Vores jeg, vores samfund, vore religioner, vores viden er tanken. Resultatet af tanken findes alle vegne omkring os i det vi kalder samfundet, men den findes først og fremmest i vores sind som erindring. Al vores viden er erindring. Denne erindring er tid. Alt hvad vi erindrer, er det, som har været. Tanken som tid og samfund er f.eks. bilen. Bilen er et resultat af hestekærren, som har udviklet sig over tid. Der er i filosofisk forstand ingen forskel på hestekærren og automobilet andet end udviklingen i tid fra det ene til det andet. Tidens bevægelse er derfor samfundets bevægelse og alt hvad vi finder i samfundet er et resultat af menneskets tanke.
Tanken på det personlige plan er ligeledes et resultat af tid. Vi ser, lever, føler, er opmærksomme og det vi ser, bliver i samme sekund til erindring. Vi ser direkte en smuk solnedgang og i næste øjeblik er denne solnedgang og de følelser den vækker i os, erindring. Vi fortæller en anden om denne solnedgang og han danner sig et billede af den ud fra erindringen om de solnedgange han selv har oplevet.
Vi kan tale i det uendelige om alle de solnedgange vi har oplevet men denne tale er ikke solnedgangen selv. Vi fortaber os i samtalen om alle de solnedgange vi har set og vi går derfor glip af den forhåndenværende.
De fleste mennesker elsker at leve i erindringen. Erindringen er at huske. Erindringen er at tale og fortælle om det man har set og mens man gør det, ser man ikke det der rent faktisk sker omkring én i livets nu.
Dette kaldes at det beskrevne ikke er det, som det beskriver. Erindringens bevægelse som tanke er støj, denne støj forhindrer os i at lytte fordi den konstant forstyrrer det, som er. Det som er er opmærksomhedens egenskab, der er at lytte og at se. Det, man ser er det, som er, både en selv og omgivelserne. Man kan kun lytte og se i stilhed uden at lade sig forstyrre af erindringens konstante bevægelse som tanke og følelse.
Derfor ser man, mens man hele tiden vifter tanken væk mens man er opmærksom på det nuværende. Tanken er erindringens reaktion som hele tiden manifesterer sig i en meninger, synspunkter og en drøm om fremtiden. Dette er tankens bevægelse.
Tanken er alt hvad man er og kan derfor kun være stille når man forstår sig selv. At forlade nuet fordi man forstår tanken er en virkelighedsoverskridende ting. At forstå at man selv er et resultat af tanken er dybt foruroligende hvis man ikke har kyndig vejledning.
Det er ikke en vej jeg anviser, der findes ingen vej til det, som er her og nu. For at kunne være tilstede i det nuværende må tanken være stille.
Michael siger: ’’Man skal ikke udslette sig selv, man skal forstå sig selv. Man kan kun forstå sig selv når man er opmærksom på sig selv, hver sekund i sine forhold til omverdenen. Denne opmærksomhed er ikke en villet handling for enhver villet handling er koncentration og derfor ikke opmærksomhed.
At tanken bliver stille betyder ikke at man ophører med at eksistere, for man er tanken, som er fortidens samlede sum, der udtrykker sig som tanke og følelse.
Men når der er opmærksomhed, det lys, man ikke man selv kan tænde, så er man klar over, i modsætning til at være forvirret og uvidende om - sammenhængen. Det er den højeste intelligens, at være klar over og det er, at være født af ånd på ny.
I denne opmærksomhed er man selv og den verden man lever i.
Der er ingen vold, ingen magt og ingen disciplin udført af jeget eller viljen, men der er en kolossal disciplin som kaldes frihed.
Når al energien ikke går til spilde i tanke og følelse så er der også en kolossal energi til at se, lytte og opdage. Alt sammen i en stilhed, som man ikke er sig bevidst.
Paulus (2.kol, 3): …i hvem alle Visdommens og Kundskabens Skatte er SKJULT tilstede.´´ (Altså siger han: Når tanken er stille er alt hvad du er, hele erindringen tilstede som en mulighed). Det er denne samlede sum, der handler overfor nuets udfordring. Du møder en begivenhed i dit liv med det du er, det du er blevet til, den samlede sum af dit liv.
Paulus (2. Kol, 8): ’’Tag jer i agt, at ikke nogen skal fange jer ved verdslig Visdom og tomt Bedrag, som støtter sig på menneskers overlevering og Verdens ’’Magter’’, ikke paa Kristus’’. Overleveringen er erindringen som den forefindes i os, hvert enkelt menneske. Overlevering er at forholde sig til det, som andre har skrevet, men som man ikke selv har erfaret og set. Kristus derimod, er den levende forståelse.
Her er din Paulus helt på linie med Jesus, når han omtaler ’’verdens magter’’. Det er en fejl at tro, at kvantitet er lig med kvalitet, som Disciple gør når han tror at det betyder noget at mange bekender sig til kristendommen. Jesu sande ’’tilbedere’’ (frygteligt ord) er ikke en del af en massebevægelse, som er den menneskelige bevidsthed og dens samfundsmæssige udtryk. Du kan sagtens drage en parallel mellem udtrykket ’’den offentlige mening’’ og udtrykker ’’Verdens fyrste’’.
Vi lever i verden uden at tilhøre den. Det vil sige at vi ikke deler dens meninger, opfattelser, handlinger og ord. Vi lever i nuet. Det kan man kun når man dør fra verden og tidens bevægelse.
Den bevægelse, som er tanken der aldrig tier stille. Har du aldrig lagt mærke til hvordan mennesker taler og taler hele tiden? Hvis du forstod at lytte vil du se, at denne konstante tale er frygt. En konstant flugt fra erkendelsen, der bor lige bag alle de sagte ord. Tomheden, som frygten er en flugt fra er den tomhed, som ligger bag ordene ord, der ikke betyder noget, ord som ikke er baseret på en erkendelse, som sigeren selv har gjort. Det er, i sandhed, tomme ord. 
Jeg vil ikke gå nærmere ind på det her. Jeg taler kun om disse ting til mennesker der ønsker at lytte og forstå og det tør du ikke. Det er uendelig kompliceret og kræver en vis følsomhed.
’’Nu ser vi jo i et Spejl, i en Gaade, men da skal vi se Ansigt til Ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg jo selv er kendt fuldt ud.’’
Hvem er det, som kender hvem fuldt ud? Det er Paulus, som kender sig selv.
Hvem er det, som erkender stykkevis? Det er tanken, som vejer den ene mening op mod den anden i modsætningernes korridor.
’’Thi stykkevis erkender vi, og stykkevis profeterer vi, men naar det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forsvinde.’’
Stykkevist profeterer du HansKrist mens ordene kommer ud af din mund. Men udgangspunktet for dine ord er en helhed som du prøver at udtrykke. En forståelse som du selv har. For at udtrykke denne helhed må du bevæge dig vidt omkring for at udtrykke denne helhed. Ligesom jeg gør, for en sjælden gangs skyld, nu.
Gud er ikke antropomorf, HansKrist. Han er ikke en entitet som bøjer sig ned imod dig. Gud er aldrig tilstede andet end som erkendelsen. Når Paulus kender sig selv fuldt ud, så er Gud tilstede som denne erkendelse, for at kende sig selv er sandheden.
Spejlet vi ser i er os selv og vore projektioner ud på omverdenen og at se uden spejlet er at opfatte direkte.
Hvis du vil vide hvorfor vi ikke kan opfatte direkte vil jeg fortælle dig det, ellers ikke.
Imens må du glæde dig over at du har vundet Paulus for mig ved at tvinge mig til at læse ham.
Mens du glæder dig over Menneskesønnen, der gav sit liv for dig, må du ikke glemme at der er en anden. Én, som sendte Ham for at du kunne blive frelst. Al glæde til det, hvis det ellers er et udtryk for kærlighed ,men selv om du har behov for en tro, så er denne anden stadig tilstede bag dine historiske begivenheder. Hvor tror du, at han er? I virkeligheden ikke sandt? Den eneste virkelighed.
Og vi, som i kraft af erkendelsen, ikke kan tro, vi søger stadig denne anden, som ikke er JesusKrist. Jeg kunne da ikke drømme om at gå udenom Jesus, men Han kom jo for jeres skyld, ikke for min.
Så jeg vil nøjes med at vedblive at vippe med mine tæer her i den uendelige tomhed.
Og ønske mig at alle kunne blive stille således at de kunne se at handle.
|
|
|
|
