|
2
registrerede somo, Arne Thomsen
467
gæster og
51
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: TANKER OMKRING TROS- OG ÅNDSFRIHED
|
Hej Treram.
Du skriver:
"Jeg har ikke noget imod at have en tro der hedder: tilfældighed, sålænge jeg ikke skal stå med foldede hænder eller ligge med røven i vejret 5 gange om dagen og se meget lidende ud."
Set fra et religiøst synspunkt kan det jo ligne en så total underkastelse, at end ikke ritualer og bønner kan bruges.
Alt bliver, som den styrende kraft, tilfældigheden, bestemmer, og du er helt uden enhver indflydelse.
Det er vel den dybeste underkastelse, som tænkes kan 
Du skriver også:
"Men til modsætning mener jeg min gud "Tilfældighed" har skabt os og universet, hvilket nok er mere beviseligt end de andre trosretningers."
Hvis du virkelig mener, hvad du skriver her, så accepterer du jo faktisk en styrende kraft "Tilfældighed" som en første årsag, der har skabt verden ud af intet og som fortsat styrer verden (hvis ikke "Tilfældighed" har skabt verden ud af intet, så har "Tilfældighed jo ikke skabt verden, men blot modereret en allerede eksisterende).
Om det skulle være mere bevisligt end noget andet, har jeg nok lidt svært ved at se.
Den anden store idé ved siden af idéen om tilfældighed er vel idéen om en guddommelig kraft, som skaber og eventuelt tillige styrer, belønner, straffer, elsker det skabte.
I sine mest primitive former antager denne kraft en menneskelignende skikkelse (barnet i forhold til faderen - eventuelt moderen), mens denne kraft i sine mere avancerede former slet ikke har nogen skikkelse, som mennesker kan forestille sig, ligesom denne krafts egenskaber heller ikke kan opfattes af mennesker.
For nogle bliver en form for gensidig kærlighed mellem denne kraft og mennesker så det eneste væsentlige, der bliver tilbage (Det er dét, jeg oplever - og ikke kan løbe fra)
Den tredje store idé er vel så den, at verden ikke er skabt, men altid har været.
Den er, synes jeg, endnu vanskeligere at fatte, men som buddhisterne vistnok siger, så er jeg-bevidstheden, det at mennesket fokuserer så meget på sig selv, en hindring for at se klart, og når vi så kommer til idéen om Nirvana, som vistnok ligger udenfor denne uendelighed uden begyndelse, så giver jeg op (Buddhisterne har jo også opgivet at beskrive Nirvana, så vidt jeg ved).
For mig er de tre store idéer ligeværdige - og lige troværdige - og dine forsøg på at fremstille det, du bekender dig til, som det naturlige og det mest nøgterne, mens det andet blot er "religiøs fantasi" - vel underforstået utroværdigt - deler jeg ikke.
Jeg vil nødig være fundamentalistisk hverken i den ene, den anden eller den tredje retning, men jeg må erkende at have oplevelser, der hidrører fra idéen om det guddommelige.
Det kan selvfølgelig betvivles som værende "en psykisk skade", men trods mange gode argumenter, så er det, jeg oplever, nu engang "sandheden" for mig
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
