|
1
registreret Arne Thomsen
470
gæster og
27
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: TANKER OMKRING TROS- OG ÅNDSFRIHED
|
Fra ateisten over agnostikeren til den religiøst anlagte kan der jo være enorme afstande - og alligevel er det dog kun variationer af menneskesindets opfattelse af livet, tilværelsen, verden.
Især fra naturvidenskaben har vi jo en hel del forholdsvis sikker viden om verden - og alligevel: Centrifugalkraft eksisterer vist nok ikke, ej heller tyngdekraft (noget med at universet krummer om legemer), vores viden om elektricitet, varme, magnetisme, lys og partikler er temmelig begrænset.
Endnu værre er det angående tid, evighed og uendelighed - og fænomener som "entanglement", hvor "søsterpartikler" tilsyneladende påvirker hinanden totalt uafhængigt af tid og afstand antydende en slags organisk sammenhæng i det univers, som er det eneste, vi kender til.
Det kan se ud som om, jo mere vi begynder at forstå, jo mere opdager vi, som vi ikke forstår - at videnskaben synes at "drukne i sin egen nysgerrighed".
Det øger jo forvirringen bogstavelig talt ud over alle grænser.
Men selv om alt dét blev afklaret i løbet af X gange tusind år, har vi jo stadig en masse uvidenhed om, hvad livet - og døden - er.
Man kan så, som ateisten sige noget i retning af: det ved vi ikke, det vil jeg ikke interessere mig for - eller som agnostikeren sige noget i retning af: alt er muligt, men jeg ved ikke hvad der ER - eller som den uspecifikt religiøse sige noget i retning af: min fornuft hjælper mig ikke (nok), så jeg vil tillige bruge min intuition, og hvad jeg ellers har af evner, på de eksistentielle områder - og endelig kan man jo, som rigtig mange mere eller mindre helhjertet gør: søge ly i en af de etablerede (og mere eller mindre korrupte) religioner.
Og her er der jo igen mange variationer. Nogle ser indholdet af den pågældende religions hellige skrifter som selve sandheden (Gud skabte verden på 6 dage, elsk Faderen, Sønnen og Helligånden, som elsker dig og giver dig næstekærlighed, karmaloven styrer dine genfødsler, jeg'et er en illusion o.m.a.), mens andre mere opfatter den pågældende religions indhold mytisk poetisk - "sandheden i eventyrform".
Måske er denne fremstilling provokerende - det er den jo nok for fundamentalister - uanset hvor de befinder sig i spektret - men det er íkke desto mindre sådan, jeg ser det.
Og så alligevel: Når jeg har gået turen op ad bjerget i den subtropiske urskov og har gjort mig umage med at forstyrre naturen så lidt som muligt med mine bevægelser og min støj og lugt, og når alle mulige tanker har fløjet gennem mit sind, til jeg ikke rigtig gider dét mere, og når jeg på toppen af det ikke så store bjerg kommer ind i det mennesketomme klosterområde, hvorfra jeg (stort set) kan se resten verden, og når jeg går ind i det beskedne kirkerum, tænder olielampem og et vokslys, brænder røgelse, lægger lidt penge som tak til dem, der passer klosteret, og når jeg så samler mig om Ikonostasen, den store væg med ikónerne, der er mellem rummet for alle og alteret, og når jeg har set alle ikónerne, ender hos Johannes Døberen, der peger på Jesus Kristus, der ser direkte på mig, og når mine tanker går i stå - så sker der noget.
Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg er helt uden tvivl om, at jeg får foræret en flig af SANDHDEN - og jeg ved umiddelbart, hvem jeg er - med alle mine forkrøblinger - men også med evner - og jeg ved, hvad jeg skal bruge dem til.
Åh hvor jeg længes efter at møde "min" ikón igen - i denne sommer.
Man har ikke fattet en ikón, hvis man ikke "kan den udenad".
Det kan jeg - næsten - så Han er heldigvis altid nogenlunde med mig 
Jeg er ikke kristen - vel snarere agnostiker - men det er jo kun min fornuft - og jeg føler mig sikker på at have kontakt til noget, som menneskelige pattedyrhjerner ikke kan fatte, men aligevel kan fornemme.
Det styrer mit liv, giver mig mening - og lykke - og jeg har jo forstået, at vi mennesker ikke skal forkæles sønder og sammen - så glem alt om "fri os fra det onde"
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
