|
3
registrerede Hanskrist, somo
,(1 usynlig),
250
gæster og
235
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: ASGER AAMUND OM DURBAN2
|
Hej Ole Bjørn!
Uden at dokumentere noget som helst gør du dig indledningsvist følgende overvejelser:
"Du har stadig store problemer med at læse og forstå dansk. Jeg har ikke behov for at dokumentere jødisk lobbyisme i USA, da den er kendt af enhver. Der kan ikke vedtages en resolution i UNs sikkerhedsråd vendt mod jøder, da USA ved hvert forsøg nedlægger veto.
Ligeså har USAs skiftende præsidenter alle givet udtryk for, at USA står bag Israel og garanterer for dets fortsatte eksistens, på trods af at mange amerikanske politikere åbent kritiserer både bosættelser på vestbredden, murene omkring de autonome områder under Fatah, og de ulovlige bosættelser.
Israel har som bekendt ingen økonomisk interesse for USA, men er tværtimod en udgift i form af våbenhjælp, så USAs holdning er primært et resultat af lobbyens arbejde. ..."
Hitler og andre racister havde heller ikke noget problem med at dokumentere den fare de lumske amoralske jøder udgjorde for enhver kulturnation. Det var selvfølgelig noget alle vidste, for fordommene om jøderne havde en mere end tusindårig tradition i den kristne europæiske kultur og var man i tvivl, kunne man blot læse Luthers grove udfald mod jøderne.
Det er den samme gang fordomsfuldt ævl Ole Bjørn præsterer med sin afvisning af, at skulle dokumentere noget [i]"som er kendt af enhver".
Som kontraktforsker er Ole Bjørn under lavmålet. Enhver seriøs forsker bygge alene sine teser på empiriske kendsgerninger og ikke på "noget som alle ved". Der var også engang hvor alle vidste at jorden er flad som en pandekage eller at homoseksualitet er en farlig patologisk afvigelse fordi disse sindsyge individer forfører ungdommen til homoseksualitet.
At forklaringen på USAs venskab og hjælp til det hårdt pressede israelske demokrati kunne have årsager som intet har med "jødisk lobbyisme" at gøre er åbenbart ikke en alternativ og mere sandsynlig hypotese som foresvæver kontraktforskeren.
Når USA ydede Marschall-hjælp til de europlæiske demokratier efter anden verdenskrig for at få dem på fode igang og siden beskyttede dem mod et aggressivt Sovjetregime med NATO pagten, må vel så også skulle forklares ved kristen eller sekulær lobbyisme i USA. Andre motivtyper synes ikke at indgå i kontraktforskerens mentale univers.
Nu er det faktisk en sandhed med modifikationer, når Ole Bjørn skriver:
"Der kan ikke vedtages en resolution i UNs sikkerhedsråd vendt mod jøder, da USA ved hvert forsøg nedlægger veto."
For det første glemmer Bjørn at se tingene i et historisk perspektiv. Hverken USA, Frankrig eller Storbritanien ydede nogen form for støtte til det nyfødte Israel, der måtte kæmpe sin egen frihedskamp i 1947/49 helt alene.
Den socialistiske franske regering førte faktisk en pro israelsk politik indtil seks-dages krigen i 1967, hvorefter Charles de Gaulle fik omlagt Frankrigs udenrigspolitik til en pro arabisk anti israelsk og anti Amerikansk linie. Samme politiske linie som Frankrig med Vest-tysklands hjælp fik gjort til officiel EF politik efter olieafpresningen i 1973.
Kontraktforskeren glemmer også, at USA reagerede voldsomt fordømmende over for Englands og Frankrigs landsætning af faldskærmstropper for at sikre Suezkanalen efter at Nasser havde nationaliseret denne. Denne styrke skulle også hjælpe Israel, men USA anvendte sin magt til at kræve den trukket tilbage. Måske holdt den jødiske lobby i USA sabbat den dag? 
USAs holdningsskift i relation til Israel bør også ses i den kolde krigs perspektiv.
Indtil midt i 1960erne argumenterede det Amerikanske udenrigsministerium og Pentagon for, at Israel ikke behøvede amerikanske våben, fordi landet var stærkt nok til at forsvare sig selv. Man henvise netop til Suez kampagnen i 1956, samt til at Israel havde muligheder for at erhverve våben andre steder.
De politiske beslutningstagere var også bekymret over at salg af amerikanske våben til israel kunne provokere araberne og tvinge dem i armene på Sovjetunionen eller Kina hvorved der ville opstå et våbenkapløb i Mellemøsten.
Ændringen i amerikansk udenrigspolitik over for Israel kom i 1962 da præsident John Kennedy overvejede at tillade salg af HAWK jord til luft missiler til Israel, under skarpe protester fra Udenrigsministeriet. Først efter at Ægypten havde købt langtrækkende bombefly fra Sovjetunionen leverede USA HAWK missiler. Efterfølgende forsynede præsident Lyndon Johnson Israel med tanks og militærfly, men dette salg var blev modsvaret af tilsvarende våbensalg til de arabiske lande.
USA førte en balancepolitik således at ingen af parterne kunne opnå en afgørende militær fordel. Denne politik blev æændret da Johnson i 1968 accepterede salg af Phantom jagere til Israel. Frankrig havde året forinden indført et totalt våbenembargo mod Israel.
Med flysalget blev USA etableret som Israels primære våbenleverandør. Samtidig blev balancepolitikken opgivet, idet USA nu sigtede mod at give Israel en kvantitativ fordel over dets krigeriske arabiske naboer.
Johnsons beslutning var baseret på Israels behov (samt indenrigspolitiske overvejelser) frem for landets potentielle bidrag til amerikanske sikkkerhedsinteresser. Indtil dette tidspunkt blev Israel ikke betragtet som havende en rolle at spille i forsvaret af Vesten, mest fordi landet ikke havde den fornødne militære styrke til at kunne bidrage i USAs inddæmningspolitik over for kommunismen.
Denne opfattelse begyndte af skifte i 1970 da USA anmodede om Israels hjælp til at støtte Kong Husseins regime. I begyndelsen af 1970erne stod det klart, at ingen arabisk nation kunne eller ville bidrage til Vestens forsvar af Mellemøsten.
Bagdad pagten var for længst udløbet og de regimer i regionen som var venligtsindede over for USA var yderst svage.Sammenlignet med de anti-Vestlige styrker i Ægypten, Syrien og Irak. Selv efter Ægyptens reorienteringt efter underskrivelsen af fredsaftalen med Israel kunne USA ikke regne med militær støtte fra nogen arabisk regering.
Carter administrationen begyndte at implementere en form for strategisk samarbejde, selv om man kaldte det noget andet, ved formelt at acceptere Israel som våbenleverandør til USA og ved at dentage i begrænsede fælles militære øvelser.
Relationerne mellem USA og Israel kunne været stagneret på dette niveau især efter sammenstødet mellem Ronald Reagan og Menachim Begin i 1981 over salget af AWACS fly ttil Saudi Arabien, men Reagan var den første præsident som opfattede Israel som en potentiel partner og bidragsyder i den kolde krig.
Allerede før valget havde Reagan skrevet: "Kun gennem fuld anerkendelse af den kritiske rolle staten Israel spiller i vor strategiske kalkule kan vi opbygge det grundlag som kan forpure Moskvas hensigter over for de territorier og ressourcer som er vitale for vor sikkerhed og velfærd."
Israel anvendte på begavet vis deres kapacitet for at afskrække Sovjetunionen, mens de arabiske stater afviste at gå med i den "strategiske aftale" som Alexander Haig forsøgte at etablere for at modvirke sovjetisk ekspansion i regionen. Araberne insisterede på, at den største trussel mod dem ikke var kommunismen, men zionismen.
Ligeledes anså heller ikke israelerne Sovjetunionen for deres primære trussel, men var parate til at give det indtryk for at gøre Reagan en tjeneste og vinde hans støtte.
Israel begyndte at høste fordelene af denne holdning da de to lande 31. november 1981 underskrev en memorandum om gensidig forståelse (MOU) som kaldtes for et "Strategisk samarbejde".
Aftalen blev forsøgt udvandet grundet opposition i Pentagon og i Udenrigsministterietog gav ikke grundlag for fælles militærøvelser eller udjorde et regulært middel for samarbejde. Endnu værre var, at USA en måned senere anvendte aftalen (MOU) som et middel til at banke Israel på plads på grund af amerikanernes utilfredshed med at Israel havde annekteret Golan højdedragene.
Alligevel var der skabt en basis der formelt anerkendte Israel som en strategisk allieret af USA.
Så kontraktforskeren tager aldeles fejl når han søger hovedforklaringen på USAs Israel politik på indsatsen fra "den jødiske lobby". Det er ret begrænset hvad selv de dygtigste lobbyister kan udrette, så mange jødiske stemmer er der alligevel alt ikke i USA, trods legenden om at jøderne kontrollerer alle medier og det meste af USAs økonomi, hvis man skal tro konspirationsteoritikerne både her og hisset i den arabiske verden. Det er selvfølgelig de realpolitiske kendsgerninger og ikke lobbyisme som har vægten til at ændre en supermagts udenrigspolitiske position.
Lidt fornuft må der trods alt være sluppet ind i hovedet på Ole Bjørn efter at jeg har påvist og argumenteret imod kontraktforrskerens inkonsistenser gennem fire lange indlæg, for nu er det ikke længere lighederne der skal fokuseres på, men forskellighederne i det famøse ofte citerede afsnit om "jødisk lobbyisme":
"Den handler ikke om islam eller jødedom eller om nogen sammenligning mellem forskellige religioners forskellige reaktioner på truslen fra den øgede sekularisering. Min tekst refererer udelukkende til, at alle religioners fundamentalister søger af al magt med forskellige midler at bekæmpe sekularisering. For min skyld må man gerne kalde det en sammenligning, så længe man er klar over, at sammenligningen viser forskelligheden og ikke er et udtryk for nogen form for lighed."
Uanset hvad man kalder Ole Bjørns famøse tekst, så er det en himmelråbende tåbelighed at sammenstille "islamistisk teror" og "jødisk lobbyisme" med henvisning til at de begge er udtryk for angstfulde reaktioner imod sekulariseringen.
Israel ER født sekulariseret så uanset hvilken magt ultraortodokse jøddiske lobbyister har i USA, så kan de umuligt ændre på et statsretligt faktum som hovedparten af Israels befolkning har stået bag siden 1948 og bekræftet ved alle efterfølgende valg.
Tilbage står så Ole Bjørns alternative påstand, at de ultraortodokse har forsøgt at påvirke USAs lovgivning med blasfemilove der straffer kritik af religioner og troende.
Jeg har ingen problemer med at dokumentere, at det er amerikanske muslimer, primært i CAIR (og andre muslimske netværk) der er en udløber af Det Muslimske Broderskab, som står bag sådanne systematiske bestræbelser med lobbyisme trusler og intimideringer på at få stemplet kritik af islam som islamofobi - både i USA og i internationale fora.
Så indtil Ole Bjørn henviser til primære kilder som grundlag for det han hævder, betragter jeg hans teorier som ren fantasi eller fabulering.
Hilsen
Ipso Facto 
|
|
|
|
