|
1
registreret Arne Thomsen
201
gæster og
113
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: EN HELT NY RELIGION?
|
Hej Ole Bjørn, Kræn-p og Serotonin og alle I andre.
Det her bliver ganske kort, for jeg har ikke tiden til at give et gennemtænkt svar (dog jeg ser nu at det ikke blev kort, men et meget langt indlæg, der dog er skrevet lige fra leveren (hofteskud)).
Sådan som jeg opfatter kristendommen, så drejer kristendommen sig om det personlige liv og ikke upersonlige forhold. Selv skelner jeg mellem det-religiøsitet (og herunder vil jeg rubricere den kosmiske religion (som også var Tillichs kritikpunkt overfor Einstein, at personlighedsmysteriet ikke behandles)) og jeg-religiøsitet (jeg-du-religiøsitet) der beskæftiger sig med personlighedslivets mysterier. Det vigtigste i jeg-religiøsiteten er personlighedsdannelsen og karakterdannelse, vores kreativitet og intelligens, vores livsmod: mod til at participere, at være til for andre og andet end os selv, og at dette ikke behøver være ulig modet til at bekræfte os selv, vores vitale og kreative stræben og udtryk, behov for fornyelse og forandring (altså en kreativ etik frem for en lovetik og god gammeldags hæmmende og neurotisk moral om hvad man må og ikke må, der kun skaber eksistentiel angst, fordi man ikke realiserer sine muligheder (den med talenterne der hæmmes, undertrykkes og graves ned)).
Ego er jo netop at være orienteret imod omgivelserne. Egoet er jo netop der hvor realitetsprøvningen foregår. I den diskurs Freud har været ophavsmand til. Jo mere ego, jo mere altruisme, og jo mindre egoisme (jo mindre går mennesket til grunde i sig selv (egoisme er at gå til grunde i sig selv)) (1)* se nederst siden. I megen moderne religiøsitet, især østlig inspireret, går mennesket til grunde i sig selv eller det går op i upersonlige forhold, i ”det”, hvilket også er en kosmisk religions svaghed og manglede sans for personlighedslivets mysterium, personlighedsdannelsen og karkaterdannelsen, vores individualitet, personlighed og jeg.
Eksempler på at man forplumrer og benægter alting omkring vores ego (frygt) og individualitet og vores krop, finder jeg i EKIM –læren, hvor man vil forbi enhver form for dualisme, kritisk sans og fornuft, for at nå frem til tanken/ideen om enhed og oplevelsen af enhed. En sådan vej finder jeg værende naiv monisme og i den forstand er dualisme, frygt og adskilthed, en højere sandhed. Der er da også kun frygt (”angst”) og adskilthed (korsfæstelsen) der formår at gøre menneskeheden, såvel som det enkelte menneske, voksen. Vores store hjerne skyldes alene frygt og intet andet. Havde vi tilhørt en frygtløs race, da ville den store hjerne vi render med, ej have set dagens lys. Frygt borger for objektivitet, hvorimod angst ofte gør neurotisk og æder sjæle op så de ender i subjektivisme, går til grunde i subjektivisme.
Til grund for enhver religion finder vi livskraftens kilde, som selv sagt også er livsmodets kilde, og den kristne religion (Paulus) handler om hvordan denne livskraft tilflyder personligheden og formår at genskabe et nyt menneske, med en ny personlighed og karakter (Gud-billede-lighed). Her er udtryk vigtigere end indtryk. Og de fleste religioner vil gøre indtryk på mennesket, hvorimod Kristusbegivenheden kommer bag på mennesket og giver mennesket et kreativt udtryk, en ny kreativ handlingsbasis (måske et lidt alloplastisk kreativt udtryk (hidrørende de to karismatiske skikkelser Jesus og Paulus)). Hvorfor nøglebegrebet til at forstå kristendommen (Paulus) er den ny skabelse, altså menneskets guddommelige potentialer for at udtrykke sig kreativt og spirituelt uden hensyn til loven og moralen, fordi den er opfyldt i at man finder sig selv i kærlig og venlig, menneskelig, samvær med andre (vi skal elske vores næste som os selv).
Jeg finder at Arne Thomsen siger noget væsentligt når han skriver:
Når dertil lægges, som Ole Bjørn skriver, at verden, universet er uforståeligt for os, og at det er en håbløs opgave at finde ud af, hvad verden, universet, egentlig er - og når man vist roligt kan tilføje, at vi jo heller ikke ved ret meget om os selv. Citat slut.
Gåden og problemstillingen, udfordringen og opgaven, i al religiøsitet er:
”at vi jo ikke ved ret meget om os selv”;,,, men her skulle religionerne gerne gå ind og hjælpe til. Gå foran naturvidenskaberne som må komme bagefter og bekræfte eller afkræfte.
Det er ikke sådan at jeg ikke kan se at evolutionsteorien og astrofysikken og andre naturvidenskabelige discipliner ikke lærer os noget, ja endda meget, om os selv. Men mennesket er et kulturelt skabende væsen, læg oveni at vi har en historisk selvbevidsthed, der igen øger vores evner for fornyelser og forandringer, der alt sammen gør at mennesket ikke kan forklares ud fra naturen alene. Altså fortæller Marx (for ikke at sige Freud) mere om hvem vi er, hvem mennesket er, end Einstein gør.
Jeg ville forlange at en religion skal forklare, skal kunne kaste lys på; neurosen contra sundhed; ja enhver form for psykisk lidelse der ikke er 100 % genetisk bestemt. En religion skal magte at kaste lys på lykkeligt liv contra dette at føre et mere eller mindre trist liv. En religion skal kunne forklare vores spiritualitet, altså vores kreativitet, potentialer for at være kreative og produktive. En religion skal kunne frigøre intelligens, fordi den i linien fra Paulus til Freud, arbejder med at ophæve fortrængninger, menneskehedens såvel som individets, den enkeltes, fortrængninger. En religion skal kunne bevare sine ”tilhængere” åndsfriske (også fysisk og psykisk sunde) lige til sidste åndedrag. En religion burde kunne udelukke demens og alzheimer, uanset om der skulle være noget genetisk her, så burde en religion sikre at disse gener ikke kommer til at spille nogen rolle, altså ikke manifesterer sig, begynder at gøre sig gældende. En religion skal kunne forklare hvorfor nogle magter at leve for andre og andet end dem selv (selvtranscendens (Gal 2, 19 – 20)), uden at de af den grund mister sig selv, ved ikke at realisere sig selv som hele mennesker (Marx’s projekt og Paulus ditto).
Dette var nogle af de krav jeg stiller til en religion og som jeg mener, er de væsentligste.
Resten af mit indlæg er for hard core troende kristne og drejer sig om Gal 2, 19 – 20, altså menneskets evner for selvtranscendens, kernen i kristendommen, og det der gør at Vesten ikke grunder i sig selv, er gået til grunde i sig selv, men har været objektiv orienteret, omverdensorienteret (både den mitwelske (hospitaler og socialforsorg mm) såvel som naturen, umwelt, hvor vi har naturvidenskaberne og alle de tekniske opfindelser (i Vesten er intentionalitet og vitalitet fuldstændig sammenfiltret, altså en kultur der sikrer at folk ikke ender som subjekter, men altid står i forhold til noget objektivt som de beskæftiger sig med):
Det paradoksale hos Paulus er at Gud i Kristus, er Ham vi kan sige du til, er dus og som vi via opstandelsen er bekendt med, og som er nærmere på jeget end jeget er på sig selv, og som bekræfter jeget, ikke udsletter vores individualitet, i og med at det sætter et nyt jeg. Kernesund mystik.
Kære Paulus hvad var det der skete i dit liv, da du gik fra at leve under loven, under Overjeget, dødet af moral, og ikke levende for Gud, til et nyt liv, til en ny skabelse, hvor din Jeg-styrke får sin resourcekilde hverken fra loven eller din egen menneskelige moral (som er en uheldig alliance imellem id-et og Over-jeget) , men fra Kristus, Guds fuldkommenhed i menneskelig skikkelse, så du kunne skrive dine berømte ord: jeg er korsfæstet med Kristus, jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig. Gal 2,20. Vi kender alle sammen frugterne af at dit liv i Kristus får en hel ny handlingsbasis, Kristus betyder virkelig krise og omvendelse i dit liv. Vi takker dig for hvad du har udrettet med Kristus som Herren i dit liv.
Du skriver at du ikke lever mere selv, men Paulus dog, hvor skinner din personlighed og dit temperament dog kraftigt igennem. Hvordan skal vi dog lige forstå din uforlignelige kreativitet og virkekraft i Kristus. Hvordan lykkes det dig at placere Kristus i Jeg-ets livgivende hjertekærlige centrum og ikke i Over-jegets dødende og undertrykkende sted. Hvordan lykkes det dig i Kristus, at trække Friheden og Ånden fra Gud ind på Jeg-ets plads, så både du og jeg forbliver med, i, alle vores personligheds kalejdoskopiske mangefarvede spektrum, selv om Kristus regerer og konstant giver os nyt liv og ånd, i og fra Gud. Spørgsmål på spørgsmål til Kristus-hemmeligheden i dit liv stiller jeg dig, og du besvarer så smukt det hele i dine breve.
Paulus du kom med dit vidnesbyrd om Kristus, Friheden og Ånden i Kristus fra Gud, før europæisk og amerikansk humanisme, før oplysningstiden og før Freud, før vi fik nogen psykologi, så det er på grund af dig, på grund af dit evangelium, på grund af din den Paulinske kristendom, at vi nyder godt af Friheden både på det personlige plan og på samfundsniveauet. Så sandelig du har mere end nogen anden sat Kristus-virkeligheden i spil, du er og bliver far til os alle sammen i Kristus, det er dig der mere end nogen anden formår at iklæde os Kristus, ja du ”kristne” os mere end nogen anden, hos dig gribes vi af Kristus og den Frihedens ånd der her skænkes os som gave fra Gud, her gribes vi af den Frihed, Ånd, vi har fra Gud og i Gud. Du er den sande Marx, du er den sande Freud, eller du kan det de ville, uden at snuble, fordi du har forstået og fundet og taget imod gaven, nåden, fra Gud i dit liv, så du med rette kan skrive dine berømte ord: jeg er korsfæstet med Kristus, jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig.
Vi ved og vi må respektere, at Kristus-hemmeligheden der ligger til grund for det du kalder dit evangelium, hviler på en åbenbaring fra Gud, så Kristus-virkelighedens transcendentale problematikker må vi bøvle med til stadighed, vores fulde forklarelse i Kristus, vil altid bero på at der går hul på vores egen bevidsthed, ånd, at vi kommer til kort i vores egen selvretfærdighed, at vores egne religiøse aspirationer opgives, noget der sker til fulde i korsfæstelsen, i vores ligedannelse Kristi død, således at vi kan modtage Kristus fuldt ud som den Guds magtgerning med os, der gør at vi er udrustede til at leve under livets ånds lov, udfriet som vi der er fra syndens og dødens magtrige over os, vi taler om vores ultimative Frihed i Kristus, Kristus der betyder evigt liv for os, Kristus der er evigt liv. (sidste afsnit halter lidt, trænger til en teologisk opstramning og en lidt bedre argumentation, men jeg lader det stå selv om jeg ikke er helt tilfreds med mig selv her)
Mange kærlige hilsner Hanskrist.
(1)*:
Endelig frihed har en endelig struktur, og hvis jeget prøver at overskride denne struktur, ender det med tab af jeget, hvilket for enhver pris ikke må ske. Hvorfor vi må være kritiske overfor mystik, da den ofte ikke tager det konkrete og tvivlen i forhold til det konkrete alvorligt. Den kaster sig direkte ud i al menings og værens grund, for at lægge det konkrete og det endeliges værdier og betydninger bag sig. Derfor løser mystikken ikke meningsløshedens problem som det sekulariserede vesten slås med, da for os ”Gud” er død. Det er derfor ikke den østlige mystik der kan løse vores problemer, men vi må forblive i den diskurs der er sat af Marx og Freud. Vi skal magte en individualisering uden at vi af den grund miste vores forbundethed med verden, den umweltske (naturen og kosmos) og den mitweltske (næsten, samfundet og kulturen) og vi skal kunne magte i selvtranscendens at kunne leve for andre og andet end os selv uden at miste os selv, vores personlighed/jeg og vores kreative stræben og den selvrealisering der er forbundet hermed. Megen fanatisk forkastelse at jeget (både indenfor kristendommen og østlig inspireret nyreligiøsitet) er udtryk for det ikke-kreative mod til at være sig selv.
|
|
|
|
