|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: VÆREN - IKKE-VÆREN
|
Hej Gerth.
Når jeg læser, hvordan du opfatter mig, ser jeg behov for at afklare.
Jeg har deltaget her på Trosfrihed.dk med mange indlæg - nok især fordi det at skrive her, næsten hver gang har bragt mig et skridt videre - sådan at jeg nu befinder mig et helt andet sted, end der, hvor jeg var, da jeg startede.
For mig begyndte det - for en del årtier siden - med, at jeg - ulykkelig i en midtvejskrise - mødte omsorgsfuld kærlighed - ikke fra et menneske, men derimod klart udtrykt af en byzanthinsk ortodoks kristen Kristus-ikon - i en meget lille kirke i et mennesketomt meget lille kloster på toppen af et lille bjerg i en subtropisk urskov på en græsk ø.
I starten anede jeg ikke, hvad det var - følte mig blot lykkelig - men som tiden gik, afklarede det sig for mig - kærlighed.
At en religion kunne præstere dét, fik min mangeårige religionsskepsis til at vakle, og idag holder jeg stadig af den græsk ortodokse måde at holde liturgi - det, vi kalder gudstjeneste - hvor man ikke er fastlåst til en siddeplads, men brænder vokslys, kysser ikonerne, og hvor rygere godt kan tage en lille rygepause udenfor midt i det hele.
Men jeg godtager ikke dogmerne - og hvordan det gik til, at jeg på en eller anden mig uforståelig måde opfattede det budskab fra ikonen, at jeg ikke skulle tage dogmerne højtideligt, ved jeg ikke 
Siden er jeg også selv nået frem til at dogmer indbyder til magtmisbrug overfor mennesker, religionskrige og anden råddenskab.
Jeg er på den måde endt med at sige farvel til samtlige religioner - uanset at der er inspirationer at hente - og er endt med at acceptere min totale uvidenhed om årsagen til - eller hvad der ligger bag - verdens væren.
For ikke så længe siden gled jeg - vel nærmest tilfældigt - ind i fantasier om væren og værens modsætning: det absolutte intet - som gav mig et sug i maven og gjorde mig svimmel - men som også gjorde væren mirakuløs (kan i hvert fald ikke finde et bedre ord) - og fødte kærlighed til væren i mig.
Så med respekt for religiøse idéer - ikke som tro, men som mulige inspirationer - og med afsky for alle slags dogmer - er jeg endt med noget så simpelt som kærlighed til væren.
Så enkelt, som noget vel kan være, men motiverende til indsigt og omsorg.
Det var så ud fra dette standpunkt, jeg tillod mig at spørge dig, hvad du mener, når du f.eks. bruger ord som Helligånden og Frelse - og kom i tvivl, om du helst er fri for sådanne spørgsmål.
M.v.h. Arne  Kærlighed til kloden 
|
|
|
|
