|
0
registrerede
448
gæster og
38
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: serotonin
Emne: Re: Selvet og Nu'et.
|
Hej Ole Bjørn.
Af hjertet tak for dit indlæg, min kære ven.
Jeg ved ikke rigtig om "bekymret" er det rette udtryk, men måske passer det meget godt.
Om der findes "nogle absolutte" sandheder ved jeg ikke, men jeg har en overbevisning om, at der findes Een Sandhed, og den overbevisning acceptere jeg, og det gør jeg fordi at jeg kan mærke, at den rummer en dyb bevidsthed om det jeg søger.
At vi har denne sympati og antipati eller aggressivitet og attraktion overfor hinanden, ja, det er jo det vi alle sikkert oplever, men det giver bare ikke nogen mening for mig, at jeg skulle frygte andre mennesker, eller at jeg skulle have en antipati eller aggression overfor andre mennesker. Den eneste grund til frygt eller til antipati eller aggressivitet ville være hvis jeg ville andre noget ondt, eller ville have noget fra andre, og hvis jeg forstår, at det at ville andre noget ondt, eller det at kræve noget fra andre(kærlighed, accept, tryghed osv) faktisk sårer mig selv og andre, hvor sindsygt er det så ikke at holde fast i sådan en ide eller ønske?
De forklaringer denne verden giver mig, baseret på formen, hænger ikke sammen og virker stort set altid selv-modsigende og usikker, eller ustabil.
Det er et rigtig smukt digt du har skrevet, men det indeholder også det, som jeg ser som den usikkerhed og let-påvirkelige "natur" vi identificere os med.
Den "ægte" sandhed vi finder og vil indvie verden i, mener jeg kun kan være ægte hvis den ikke kan påvirkes. For hvis den påvirkes så ændre den sig i form af det den møder i verden.
Derfor er jeg overbevist om, at sandheden er en tilstand af kærlighed eller eenhed, og at det er en tilstand som altid er tilgængelig, hvor spørgsmålet blot er, hvor oprigtigt man ønsker den, eller hvor villig man er til at give slip på ens selv-skabte billede af sig selv og verden(egoet).
Jeg har fået et glimt af denne sandhed, og dette glimt har bekræftiget mig i, at jeg altid kan gå ind i den tilstand af total kærlighed/eenhed og frihed hvornår jeg end ønsker det. Spørgsmålet er blot at få ophævet alt det som blokere bevidstheden om denne tilstand. Og min oplevelse er, at det kun er frygt som blokere bevidstheden, fordi det er umuligt at opleve eenhed/kærlighed hvor der er frygt/adskillelse.
F.eks så kunne Jesus være et symbol på een som havde accepteret, at sandheden ikke ændre sig blot fordi, at denne verden tror på noget som ikke er sandt.
Hvis man har erkendt en dybere sandhed inde i sig selv, så forståes det også, at denne sandhed ikke ændre sig, blot fordi at verden og medmennesker tror på noget andet. Og dermed forsøger man heller ikke at ville forsvare den, fordi den ikke ændre sig af, at nogen/noget tror det er muligt at angribe den.
Jeg har det efterhånden sådan, at jeg ved, at hvis blot jeg erkender hvad min hensigt eller mine motiver for mine handlinger og min adfærd er, så vil jeg altid være på den rette vej. Og det er ikke et spørgsmål om at dømme om det er rigtigt eller forkert, men et spørgsmål om blot at ville se, og så acceptere det som er, og ikke gøre modstand. Og det skal forståes på det indre-plan.
Og jo, der er meget elendighed og selv-optagethed/egoisme i vores verden, men det verden og mennesker giver udtryk for, kan altid ses enten udfra ens ego eller udfra ånden, og det bestemmer så den måde man reagere på.
Og tak igen for dit indlæg med det smukke digt. 
Kærligst Jan.
|
|
|
|
