|
3
registrerede Hanskrist, Arne Thomsen
,(1 usynlig),
583
gæster og
180
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: OM MISSIONÆRER, REFORMATORER og andet godtfolk.
|
Hej Arne!
Nu er Facto jo ikke mit efternavn, men et ord det indgår i en betydningshelhed, nemlig begrebet "Ipso Facto". Og som bekendt er jeg jo ikke en af de der kristne, som altid vender den anden kind til og tilgiver hvad som helst. Så konklusionen, efter en rationel sproganalyse og et totalt fravær af etik, må nok være den, at en sådan menings- OG personforstyrrelse kun kan opfattes som en trussel der begrænser min bevægelighed på debatten. Og det er der jo ikke meget grin ved.  
Undskyld Arne m.fl. Min gøglersjæl kunne ikke modstå den fristelse til at "tale sort" som du måske uafvidende spillede mig i hænde med den særegne indgangsbøn. Eller var det "Big Chief", der slog til igen?
Efter denne forløsning kan jeg bevæge mig over til det alvorlige sjov.
Så du er født det begivenhedsrige år hvor Hitler blev udnævnt til tysk kansler, Stauning lavede forlig med de borgerlige i sin bolig i Kanslergade og S/R regeringen fik vedtaget socialreformen. Og så af alle steder i hele verden kom du måske også til verden i Kalvehave? Eller er du blot en af tilflytterne til denne Sydsjællandske perle?
Kalvehave vækker nemlig gamle minder hos mig. Ellebjerg Skole i Københavns Sydvest kvarter, hvor jeg begyndte i første klasse i 1951, havde nemlig erhvervet en ejendom i Kalvehave hvor de større elever blev sendt på lejrskoleophold i en uge. Den ære overgik min 3. realklasse i 1958, hvorefter klassens drenge og piger, lærere og lærerinder blev kørt i bus til verdens ende. I hvert fald Sjællands sydlige ende, til et sted jeg aldrig før havde hørt om - KALVEHAVE. Skolens ejendom med have direkte ned til vandet lå omtrent midt imellem havnen og Dronning Alexandrines Bro.
Derfra har jeg kun gode minder, da jeg altid har villet bo ved vandet. Det er så langt om længe lykkedes her i Andalusien, hvor Middelhavet fylder hele horisonten og bølgebruset fylder mine øren med dets beroligende uophørlige brus. Så vi bor begge ved vandet i byer hvis beliggenhed blev bestemt af den lokale mikro-geografi og muligheden for at fange fisk.
Nu handler temaet her jo meget om VAND, vandets magi og tilbedelsen af naturens kildevæld, men lad mig først kaste mig lidt over Kalvehave og sildefiskeriet i Middelalderen.
De fleste tror sikkert, at bynavnet er en sammensætning af de to navneord "kalv" og "have", hvilket jeg enfoldige sjæl da også troede engang. Hus forbi! Navnet har derimod alt med sildefangst og havn at gøre. Som man kan læse på byens hjemmeside nævnes i år 1304 navnet "Kaluehaghæ" eller "Skånningehafn" om bebyggelsen.
I hele Middelalderperioden fandt store sildefangster sted i hele Øresundsområdet, og navnet Skånningehafn vidner om, at der her som i områderne ved København og i Skåne (Skanør) gjordes store fangster af sild, som blev saltet og lagt i store tønder. Haghæ og hafn betyder selvfølgelig havn og Skåne var dansk dengang.
Så jeg satte mig til at undersøge hvorfra det mystiske "kalue" stammede. Helt sikker kan jeg ikke være, men jeg gætter på, at det er ældre lokaldialekt for ordet "kalv", på ældre dansk "kalf", som selvfølgelig kan betyde en "kounge". Men grundbetydningen synes at være: noget rundt, hvælvet, svulmende. Ordet kalv anvendes nemlig også om en del af et fiskeredskab, hvor det betegner den pose eller tragtformede del af vod eller ruse, eller om sådant fangstredskabs bageste del, hvor fiskene samles. Dette ifølge Ordbog over det Danske Sprog (ODS). For et lille århundrede siden blev bynavnet skrevet "Kallehave". Har jeg ret i min lille uvidenskabelige undersøgelse, eller skal vi spørge Kalle fra Skåne?
Det er iøvrigt en fantastisk naturoplevelse når man ad landevejen fra Hovedstaden når bakken i udkanten af Kalvehave og belønnes med en panoramaudsigt til byen, broen, havet og Møn på den anden side. For nu at blive ved de vandede vittigheder så hørte jeg engang for fire årtier siden en om, at for at komme til Møn [møen] skal man først over Mern [Mæren] - efter sigende fungerer den bedst på sydsjællandsk dialekt?
Den var ellers go den med "helligt vand" i hanerne - lige til at vande hønsene med.
At udbredelsen af kristendommen blandt germanere og danere ikke foregik alene ved fredelig mission - ordet og jernbyrd - som man prøvede at bilde os arme elever ind i folkeskolen, men efter næsten somme principper som islam altid har anvendt når fremmede kulturer og religioner blev erobret ved hellig krig, giver du et udmærket eksempel på. Den væsentligste forskel var vel, at danerne skulle betale tiende til den nye gejstlige intolerante herskerklasse, mens muslimerne var noget grovere med kopskatten jizya. Kunne dhimmien ikke betale tog man ofte et af børnene og solgte som slave, og trak beløbet fra i skatten. Så skattefradrag for børn er faktisk en islamisk opfindelse ;) Så vidt gik man trods alt ikke i Danevang. En anden interessant ting som bør nævnes i forbindelse med kristningen af danerne er, at "mandeboden" for kvinder blev sænket, da den nye religion ikke ligestillede de to køn sådan som Vikingerne gjorde. Danebod svarer næsten til det islamiske begreb "blodpenge", hvorefter man kan betale sig fra et drab, hvis offerets klan ellers accepterer. Derved neddæmpede islam de klanfejder som hærgede det præ islamiske arabiske samfund som en pest. Til gengæld fik de omgivende fremmede samfund en ny plage - islam.
OM SAMMENHÆNGEN MELLEM VAND, HUMOR, NATURFILOSOFI og KRISTENDOM.
Den græske filosof, læge og poet Empedokles (483-423 fvt) mente, at verdens grundenhed, ur- eller grundstof, bestod af fire elementer: ild, luft, vand og jord, som i forskellige kombinationer dannede alt verdens stof. Elementerne er evige og kan ikke reduceres til andet, eller noget mere simpelt.
Derfor var den tanke nærliggende, at menneskers forskellige karakterer (temperamenter) og sygdomme måtte have noget at gøre med balancen mellem de fire elementer. Antikkens græske lægekunsts hovedtanke var vædskelæren, at legemet bestod af fire væsker, der svarede til naturens fire elementer - hvilket gav sig udslag i fire forskellige temperamenter – det sangvinske, det koleriske, det flegmatiske og det melankolske.
De mente, at den grundlæggende årsag til sygdom var en ubalance imellem disse 4 væsker som de hver tilskrev forskellige kvaliteter af temperatur og fugtighed. Det sangvinske (blodrige) var varmt og fugtigt, det koleriske varmt og tørt, det flegmatiske koldt og fugtigt og endeligt det melankolske koldt og tørt. Arbejdet bestod så i at finde ud af hvilket væske der var for lidt eller for meget af – og så ved hjælp af urter og afføringsmidler genskabe den ønskede balance.
Denne ide blev videreudviklet i Romerriget, bl.a. af den kendte læge Galen, hvis lægebøger blev anvendt helt frem til 1700 tallet.
Slægtsskabet mellem humor/humør og vædske (vand) er således klar nok.
Den danske filosof Harald Høffding (1843-1931), der tillige var psykolog og cand. teol, anvender betegnelsen temperament i en psykologisk kontekst til at betegne en persons hele fremtræden eller livsanskuelse, kendetegnet ved evnen til at se "Livet både som stort og som småt ... både tragisk og komisk." Piet Heins berømte gruk om humor og alvor er nok inspireret af Høffding, der betragter forfatteren til "Don Quixote", Cervantes, som: "Mesteren for al humoristisk Poesi, fordi hans Spøg altid er Alvor, og hans Alvor stedse træder op i Spøgens Form."
Oehlenslaeger stiller spørgsmålet: "Hvad er Humor?" - Og svarer: "Ikke Andet, End Vædske, nemlig hvad der er vandet."(Deraf udtrykket "en vandet vittighed").
Kristendommen optog fra tidlig Middelalder i sin dogmatik den græsk romerske "vædskelære" (humoralpatologien) sammen med antikkens filosofi og naturvidenskab for at give den ret tynde mysteriereligion et sikrere fundament.
På det åndelige plan skelnede kirken mellem hvid og sort magi. Den hvide magi skyldtes den gode skabergud, mens den sorte magi var Djævelens værk. På det fysiske plan prædikede kirken, at det var syndigt at "kigge indenfor" og reparere kirurgisk på den menneskelige krop, da man derved viste mistillid til Gud, hans skaberværk og intention. Uden at dette dog afholdt læger fra at forske og iværksætte empiriske undersøgelser af kroppens anatomi og organernes funktion. Ofte måtte man disekere dyr i stedet for mennesker og slutte analogt på grund af kirkens strenge forbud.
Dette afholdt dog ikke munkene, der var den bedst uddannede del af den almindelige befolkning, fra at udøve hvad de havde lært mens de kopierede de gamle medicinske tekster. Ethvert kloster havde et infirmeri – et sted hvor man kunne få behandling med urter, efter Hippocrates eller Galens forskrifter. Urterne dyrkede de i klosterhaverne. De første hospitaler blev oprettet af klostre og var hovedsageligt tilflugtssted for gamle, svage, handicappede og rejsende pilgrimme.
Den mere folkelige medicin blev for det meste praktiseret af kvinder, efter råd der var gået i arv. Urtemedicin var ofte det eneste tilbud. Hellige kilder, sten og amuletter spillede også en stor rolle, ofte i samarbejde med hinanden. Hedenske kure, rim, remser og trylleformularer blev også brugt. Alt dette fordømte kirken selvfølgelig, men da overtroen ikke kunne udryddes ændrede man i stedet de hedenske trylleformularer så de fik en "kristen klang". Man erstattede ganske enkelt de hedenske guders navne, som oprindeligt indgik i formularen, med f.eks. Jesus og Maria, hvorefter det kunne anses for hvid magi og dermed acceptabelt for kirken.
En besværgelse for fødende kvinder i Middelalderen kunne lyde:
"Mutter Maria, lån mig nøglerne dine, så jeg kan åbne lænderne mine".
Hvilken hedensk gudinde man har påkaldt i den originale tekst vides ikke, men sikkert er det, at den Hellige Jomfru havde fortrængt hende fra pladsen. Ifølge dogmet fødte Maria Jesusbarnet uden mindste overlast på sit legeme og forblev den evige jomfru (Semper Virgo), så den kristelige besværgelse lyder da ret fornuftig. Men at kalde gudsmoderen for "Mutter Maria" lyder nok ret komisk i nutidige øren.
I relation til påkaldelse af hjælp fra de højere magter kom helgendyrkelsen til at spille en stor rolle. Disse demiguder kunne påkaldes i stedet for de hedenske, når der var brug for hjælp. Hver sygdom eller anden skidt hændelse man blev angrebet af havde sin egen helgen der var knyttet til lige sit specielle område. Én stakkels helgen, der i sit jordiske liv var blevet tortureret ved at få sine tænder trukket ud, måtte selvfølgelig være den rette at henvende sig til hvis man havde tandpine. Selv de prostituerede havde deres egen skytshelgen - det var dog ikke gudsmoderen Maria - men St. Nicholas - som også lagde krop og sjæl til den kære Julemand - der synes at have været helgen for næsten hvem som helst og hvad som helst. Oprindelig skytshelgen for børn, sømænd og straffefanger, men efterhånden gik taxinomien i opløsning og han blev skytshelgen for så forskellige erhverv som pantelånere, jomfruer, ludere, dommere, politifolk og forelskede. Der er opregnet mere end 100 sådanne erhverv eller situationer hvor man med fordel kan påkalde "Julemanden", den store forgyldte universalhelgen. Det kan man da kalde magisk tænkning der virkelig vil noget.
Du sammenstiller folkereligiøsiteten med den teologiske og vellønnede religiøsitet som folkekirken administererer således:
"Det er synd for folkekirken, synes jeg, at det alene er præsternes religiøsitet, der kommer til udtryk, men danskernes ditto (dem der har en sådan) ikke har noget sted at være."
Folkekirken har nok efterhånden overlevet sig selv. Den tjente en nyttig funktion i junigrundloven ved at sikre stabilitet ved overgangen til fåmandsdemokratiet i 1849. Ud fra veneration over for den gamle religion, der trods alt vanviddet og det magiske ævl, muliggjorde sekulariseringen og demokratiet, har jeg personligt ikke haft noget særligt imod folkekirkeordningen. Men så snart jeg havde lært at tænke selv meldte jeg mig selvfølgelig ud af Folkekirken, der som bekendt understøttes af staten, også økonomisk, hvorfor jeg gennem årene har bidraget til dens økonomi gennem betaling af personskatter, da kirkeskatten (afløseren for tiende) som bekendt ikke kan dække budgettet. Der findes på dette område nogle latterlige inkonsistenser i Grundloven som man i statsforfatningsretten har fortolket sig ud af.
Men eftersom der findes mere end 36.000 forskellige særtænkende og troende kristne trossamfund eller menigheder var det måske på tide at kappe forbindelsen mellem kirke og stat og lade markedskræfterne råde også på det religiøse godtkøbsmarked. Lad falde hvad ikke kan stå. Det må være på tide at vi holder op med at give kristendommen kunstigt åndedræt og infusionere skatteydernes blod i dens hendøende organisme. Kristendommens track record er både vanvittig og blodig, og ikke noget at skrive hjem om. Den magiske tænkning gjorde den blind for forskellen mellem fascisme og demokrati. Den evnede lige akkurat at fordømme kommunismen, da denne markedsførte sig selv som ateistisk og aktivt bekæmpede enhver religion. Så undgår vi i det mindste ævlet fra nogle biskopper der hverken vil afgrænse kristendommen klart fra islam eller fra politikkens domæne, idet de advokerer for den multikulturelle socialstat. Gad vist om de ikke er blevet bestukket af EU?
Min tillid til at kristendommen kan hjælpe til at opretholde et vis etisk standard blandt borgerne i de sekulære demokratier er stort set fordampet. Den synes altid til fals for enhver djævelsk ideologi, hvad enten det drejer sig om islams bestræbelser på at islamisere Europa eller støtte til eurokraterne, der bag ryggen på befolkningerne i 1973/74 og siden indgik de aftaler med Den Arabiske Liga som skulle føre frem til det nye utopia EURABIA. Retfærdigvis skal siges, at der findes et par enkelte lyspunkter midt i mørket, men ud fra det samlede billede er dommen: Mene, mene tekel ufarsin (Du er vejet og fundet for let).
Du tager dog fejl når du skriver:
"Ordet "hellig" er mig bekendt beslægtet med "hel" (i modsætning til i stykker) og tillige med ordet "heldbringende".
Forbindelsen er ikke til "hel" men til "helg" eller "hælgh" på gammel dansk, og "helgr" på oldnordisk. Ordet betyder simpel hen HELLIG eller (hellig) HØJTID.
Til afslutning skriver du:
"Gad vide om nogen har skrevet Dyrehavsbakkens historie.
Det burde gøres.
Hvis Professor Labri døde i 1935, (årstal rettet af IF) må det være fra min morfar, jeg kender ham (jeg er født i 1933), men jeg husker tydeligt Miss Florens, der, så vidt jeg husker, var i laksefarvet balletkostume, og alt andet end yndefuld, dansende under hånlige tilråb, som hun effektivt gav igen på under dansen.
Der findes en del litteratur om Dyrehavsbakkens historie. Den klassiske er Vidar Bruun: Dyrehavsbakkens historie fra 1937. Den seneste udkom sidst i 1970erne, hvor jeg anskaffede den. Desværre har jeg glemt titlen, men forventer at den snart dukker op i mit spanske domicil, når jeg får fragtet min store bogsamling herned.
Hvad skulle vi dog gøre uden alle de skæve og marginale eksistenser som Miss Florens og alle de andre glade gøglere og livskunstnere som har givet os så meget uden at modtage en passende modydelse og anerkendelse fra det officielle finkulturelle Danmark?
Hvis folkesjælen eksisterer, så findes den på ydmyge steder som Dyrehavsbakken og markedspladserne med deres gøgl og karuseller, midt i det sydende folkehav.
Miss Florens og syngepigerne i Bakkens Hvile kan ses som en slags eksperimentarier som fungerer på folkets egne præmisser uden støtte eller indblanding fra den almægtige stat. Den kan producere små mirakler som blåstrømpen Julie Westerman og den lune Cleo, med mange flere, der her slog sine folder inden hun sprang ud som hele Danmarks Cleo.
Ganske vist er livet mere end øl, fisse og hornmusik, men det er det også. Lad os aldrig glemme det, mens nogle af os med himmelvendte øjne prøver at gøre sig fortjent til Frelsen, fra en fantaseret skyld.
Desværre har jeg aldrig overværet en forestilling med balletfrøkenen miss Florens, så jeg var glad for at du bragte hendes særlige kommunikationsform med publikum ind på lystavlen. Mine forældre var nok bange for, at den dansende hetæe skulle spolere mit rene klare barnesind. ;)
Hilsen
Ipso Facto
-------------------------
Vor store romantiske digter Johan L. Heiberg lod sig både inspirere af ballet og af Dyrehavsbakken som i 1826 bleb behandlet i "Recensenten og Dyret", der netop foregår blandt Bakkens gøglere. Egentlig en satire over datidens litterære tilstande.
Det var ikke just en Miss Florens spjættende reumatiske charme digteren Heiberg faldt for, men den 13-årige både begavede og bedårende balletpige Johanne Luise Pätges han tabte sit hjerte til og siden giftede sig med. Johanne voksede op i København under fattige kår, og blev som 8-årig optaget på Det kongelige Teaters balletskole. I en alder af kun 13 år opnåede hun succes i rollen som Trine i Poul Martin Møllers Hans og Trine. Johanne Luise Heiberg var populær i alle befolkningslag, ikke kun på grund af sit store skuespillertalent, men også på grund af sine rødder i den fattige københavnske befolkning.
I dagens "tolerante" samfund var den ældre Heibergs fascination og beundring for den purunge, begravede og smukke balletpige nok ikke forløbet uden problemer. Blot for med historiens hjælp at sætte vor egen tid lidt i perspektiv.
|
|
|
|
