|
1
registreret
(1 usynlig),
193
gæster og
176
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: OM MISSIONÆRER, REFORMATORER og andet godtfolk.
|
Kære Arne!
Det var nogle udmærkede og relevante spørgsmål du dér stillede til videnskabens grundlag eller forudsætninger.
Her kan man passende tillige tage udgangspunkt i hvad en vis Albert Einstein, der havde forstået et og andet om naturvidenskab, udtalte:
"The whole of science is nothing more than a refinement of everyday thinking."
(Al videnskab er intet andet end en forfinelse af dagligdags tænkning).
For at videnskaben overhovedet kan komme igang, må den nødvendigvis først gøre sig nogle antagelser om verdens beskaffenhed. Antagelser som synes rimelige eller sandsynlige, men som ikke videnskabeligt set kan bevises, eller logisk begrundes, at være sande.
Disse antagelser er til dels sammenfaldende med det som i moderne begrebsfilosofi kaldes grundbegreber for virkelighedsbeskrivelse. Det er begreber som objekt, tid, rum og kausalitet m.v.
I den klassiske fysik grundlagt af Newton, var han således nødt til nærmere at definere begreber som f.eks. tid og rum, uden at han på forhånd kunne vide, om hans definitioner var korrekte. Sådanne grundbegreber kaldes i naturvidenskaben for axiomer. Ud fra det som Einstein i citatet kalder "everyday thinking" valgte Newton at antage eksistensen af absolut fast rum og tid.
Om denne metode hvorved videnskaben vælger og definerer axiomer siger Newton selv: "Jeg opdigter ingen hypoteser" og han pointerer "at i den eksperimentelle naturvidenskab må man afså fra metafysiske, religiøse eller andre spekulative fortolkninger af fænomenerne og alene begrænnse sig til at fremsætte udsagn, der INDUKTIVT (min udhævning) kan udledes af de givne data.
Induktion kaldes også for videnskabelig intuition. Herom siger Albert Einstein bl.a.:
"The only real valuable thing is intuition."
"Imagination is more important than knowledge."
I logikken og metodelæren betegner induktion (også kaldet "induktiv slutning" eller "erfaringsslutning") enhver form for slutning hvor præmisserne underbygger konklusionen uden dog at medføre denne logisk.
I forbbindelse med sådanne slutninger vil det altid være muligt uden selvmodsigelse at hævde præmisserne og benægte konklusionen.
I matematikken er induktion en fremtrædende bevismetode, især i aritmetikken. Princippet for matematisk induktion er påstanden, at HVIS det naturlige tal o har egenskaben P, og hvis det endvidere gælder, at hver gang n har P, har n + 1 også P, SÅ har samtlige naturlige tal P.
Slutningen, også kendt som Peanos femte postulat, bygger på det forhold, at de naturlige tal netop er de tal, der fremkommer fra o ved den successive (rekursive) tilføjelse af 1.
I erkendelsesteorien taler man om induktionsproblemet. Problemet med retfærdiggørelsen af induktive slutninger, oprindeligt skærpet af filosoffen David Hume. Hvordan kan universelle udsagn såsom "Alle ravne er sorte" bevises ud fra den endelige mængde af singulære udsagn - Denne ravn er sort osv. osv. - der beskriver de relevante empiriske vidnesbyrd. Det såkaldte induktionsprincip, "Hvis et stort antal A'er har været undersøgt under varierende betingelser, og alle undersøgte A'er uden undtagelse har haft egenskaben B, kan deraf sluttes, at alle A'er overhovedet har egenskaben B", fører ikke til logisk gyldige slutninger, dvs. slutninger, hvor det er selvmodsigende at hævde præmisserne og benægte konklusionen.
Princippet kan imidlertid heller ikke begrundes ud fra erfaringerne med dets vellykkede anvendelse, idet slutningen "Induktionsprincippet blev anvendt med held ved llejlighed 1, ved lejlighed 2, ...ved lejlighed n; ergo kan det altid anvendes med held" selv er en induktiv slutning og således udgør et cirkelbevis.
Baggrundden for problemets moderne behandling er den erkendelse, at det er principielt umuligt at bevise et universelt udsagn endegyldigt på grundlag af selv nok så mange singulære udsagn. Der er så spillerum for forskellige synspunkter.
Induktionisterne, bl.a. Carnap og Hempel, fastholder, at videnskaberne benytter induktive slutninger. De stræber efter at udvikle en INDUKTIV LOGIK med veldefinerede slutningsregler, hvorefter induktive slutninger fører til konklusioner, der er KONFIRMEREDE (bekræftede) til en vis grad.
(Det projekt er mig bekendt opgivet).
FALSIFIKATIONISTERNE anført af filosoffen Karl Popper afviser induktionsproblemet som irrelevant med den begrundelse, at videnskabelig ræsonneren ikke er induktiv, men i stedet er hypotetisk-deduktiv.
Dagligsprogsfilosoffer som Strawson afviser problemet som forkert stillet, idet rationaliteten af induktion ikke skal bedømmes ud fra andre, for eksempel logiske standarder: induktion udgør i sig selv en standard for fornuftig tænken.
Tilhængerne af videnskabsfilosofisk realisme, bl..a. Harré, påpeger, at problemet forrudsætter en overforenklet udlægning af videnskabelig bevisførelse.
Jeg nøjes med at konstatere at videnskabens axiomer udvælges ved et ikke strengt rationelt (logisk tvingende) valg hvorfor man aldrig med sikkerhed kan vide, om axiomerne er rigtigt valgt/definerede. Af denne grund er naturvidenskaben en trial and error proces hvor der løbende sker en optimering af teorierne qua redefinering af axiomerne eller ved tilføjelse af nye, så som immaginær tid eller et højere dimensiontal end fire.(Ændringg af hhv. tids- og rumbegrebet).
Det eneste kriterium videnskaben har på axiomers rigtighed eller gyldighed er relativt: Hvis den videnskabelige hypotese eller teori de indgår i kan gøre verificerbare forudsigelser som kan bekræftes empirisk - altså er mere ydedygtig end hypoteser med alternativt definerede axiomer, så er axiomerne relativt bedre vallgt, allt andet lige.
Selv om dette selvfølgelig var tilfældet med den klassiske mekanik, så viste først Einstein at axiomerne for tid og rum var defineret forkert, idet han relativitetsteori gav en mere præcis beskrivelse af makrafysiske begivenheder samt forudsigelser, som end ikke kunne gøres med den klassiske makanik. Einsteins teori er en klassisk teori, dvs. en teori som bygger på ubrydelig kausalitet, til forskel fra kvanteteorien hvor ubrydelig kausalitet er opgivet og erstattet af en statistisk metode, som jeg nævnte i mit svar til tros, pga. en principiel indeterminisme på enkeltpartiklernnes/bølgernes niveau.
Jeg har endnu ikke hørt om en anerkendt matematiker eller filosof som hævdede, at matematikkens grund ikke er filosofisk. Problemet med matematikken er, at den bygger på en formalisme som også er baseret på axiomer. Derved løber matematikken ind i problemer som er analoge med de problemer som kendes fra naturvidenskaben. I matematikken viser dette sig i form af begrænsninger/usikkerhed, jfr. Gödels og Skolems teoremer.
Matematik er selvfølgelig et sprog, idet alle dens udsagn kan oversættes til og udtrykkes i universalsproget. Dette er blot mere besværligt, på samme måde som det er mere besværligt rent sprogligt at give en fuldstændig forklaring på hvad en cirkel er, frem for blot at konstruere en med en passer.
Mængdelæren - hvis status af logisk til forskel fra matematisk teori er omstridt - fremkommer af prædikatslogikken med identitet ved tilføjelse af elementtegnet "e" (der betyder "er medlem af/element i") samt visse axiomer.
I symbolismen anvendes kun logiske konstannter og variable. Alligevel kan samtlige matematiske sætninger OVERSÆTTES til mængdeteoriens sprog, ligesom samtlige matematiske sandheder og beviser kan gengives som mængdeteoretiske sandheder og beviser. For mængdelæren er det, som nævnt, ved Gödels ufuldstændighedsteorem i 1931 bevist, at den ikke vil kunne samles i et fuldstændigt system. Uanset hvilke axiomer eller slutningsregler man udvælger, vil der være mængdeteoretiske sætninger, som er sande, men som ikke kan bevises inden for det pågældende system.
Fillosoffen Kai Sørlander har anvist en ny måde at grundlægge aritmetikken på, som ikke bygger på axiomer og som derfor ikke indeholder de problemer/begrænsninger som ufuldstændighedsteoremet fastslår.
Så dybest set hviler naturvidenskaben på en usikker grund, men på grund af den selvoptimerende metode kan man forvente, uden dog at kunne vide det med sikkerhed, at usikkerhederne til stadighed bliver mindre over tid og i lyset af nye resultater.
Lad mig slutte af med endnu et Einstein citat, der er fuldstændig analogt med det jeg her har redegjort for her:
"As far as the laws of mathematics refer to reality, they are not certain, as far as they are certain, they do not refer to reality."
Hilsen
Ipso Facto :whistle:
-------------------------------------
"Not everything that counts can be counted, and not everything that can be counted counts." (Sign hanging in Einstein's office at Princeton).
|
|
|
|
