|
0
registrerede
312
gæster og
48
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Menneskets ulidelige snæversyn.
|
Hej Ole..
"Det fremgår vist tydeligt af både trerams, Simons og mine indlæg, at følelser ikke er fremmede for os, og vore livsanskuelser fremgår lige så klart af vore indlæg for enhver, der er "åben og uhildet" for, hvad andre mener".
- Arnes fokus på sit følelsesliv består i det problem, at han jo aldrig har haft solide argumenter til støtte for sine meninger om de guddommeligheder han har fyldt debatten med i samtlige år.
Der har i samtlige af hans indlæg luret et hysteri over snarlig kontakt med en kritik, du ser det konsekvent i hans forskrifter før meninger fremsættes, alias: ”nu ved jeg godt, at ateister ikke har følelser for (...), men vi er dog nogle mennesker tilbage med stor kærlighed til...osv.osv.”.
Det er simpelthen nødværge fra ende til anden, han forsøger bare at flytte læsers fokus fra selve meningsindholdet i kritikken til de følelser af afsky han nærer til kritik af sine meninger. Derfor er det så vigtigt for ham at fortælle alle og enhver, at han skam har følelser for sine meninger – at han tydeligvis er helt uden argumentationskraft, skal han nok lade være med at tale for meget om..;)
Se komikken i tragikken Ole, her har du en debattør der oplever en grænseløs irritation over at se sine meninger imødese stærkt opløsende argumenter, og i stedet for at flytte fokus fra den snævre synsvinkel og dermed udvikle sig, vælger han gang på gang at afvise kritikken ved at flytte fokus fra selve evidenskravene over til hans behagelige følelser for meningerne. Han ku’ sådan set lige så godt ha’ skrevet: kære uvenner, ser i da ikke hvor jeg lider, har i ingen medfølelse med mig? Da han så ikke oplever den store medlidenhed fra os, konkluderer Arne så rask væk at ateister er et pak uden følelser! ;)
Han forstår simpelthen ikke, at det overfølsomme egentlig står i vejen for det helt almindelige i at være et følsomt menneske, at følelser slet ik’ ka’ bruges som argumenter for de dårligt eller decideret ubegrundede meninger han fremmer. Så vi er sådan set bare inviteret til et psykologisk drama, som imidlertid ikke er et særlig elegant et af slagsen, og må vel bare vente til vor lille ”Arne Andronicus” her igen får lidt greb i sig, så vi atter ka’ prikke lidt til de guder der rasler med sablerne i den følsomme kulisse. Forresten må guderne vel vide om de frygtelige ateister stadig er med i ”agnostikerens” lille aftenbøn...hmm (?) ;)
mvh
Simon
|
|
|
|
