|
3
registrerede Hanskrist, Arne Thomsen
,(1 usynlig),
187
gæster og
212
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: Kildekritik, et overset begreb.
|
Den sværeste form for kildekritik er dog når kilden er en selv. Hver gang vi udtaler os mundtligt eller skriftligt bliver vi jo selv til kilder, så hvordan skal vi forholde os til vore egne udtalelser, og hvordan reagerer vi, når andre udsætter vore udtalelser for kritik? Tager vi kritikken til efterretning? Får kritikken os til at tænke over vores udtalelsers rigtighed? Ændrer vi eventuelt ordlyden af vore udtalelser, hvis vi bliver misforstået? Eller afviser vi kritikken som forkert eller irrelevant?
Det sidste er desværre det mest almindelige. Hvis verden ikke vil omvende sig til ens egen tro, så er det verdens skyld. Hvis man føler sig forfulgt, så er det fordi menneskene er onde. Hvis man er deprimeret, så er det på grund af menneskenes manglende forståelse af sandheden. De er dumme, uvidende, værdiløse, smålige, selvoptagede og hadefulde o.s.v. hvorimod man selv er det stik modsatte.
Hvor svært kan det være at indse, at omverdenen reagerer på de signaler, man udsender. Hvis den ikke reagerer, som man ønsker, er der altså noget galt med ens signaler. Årsagen til, at man er i konflikt med sine omgivelser skal findes i en selv. Det er aldrig verdens skyld, for den er som den er, og altid har været. Denne opfattelse (og kun denne) deler jeg med EKIM folkene og med den moderne kognitive psykologi. Hvis ikke man er i stand til at udøve selvkritik, og tage andres kritik som en hjælp til selvkritik, så vil man aldrig lære at udsende de rigtige signaler og opnå et harmonisk forhold til verden.
Der er rigelig plads til individualisme alligevel. Vi behøver ikke at være venner med alle mennesker. Vi behøver ikke at respektere alle synspunkter, især ikke fra dem, der ser negativt på andre mennesker. Det er deres eget problem, og et som kun de selv kan løse. Først når vi selv tager ansvaret for vores forhold til andre, kan vi blive mødt med den sympati og samhørighed, som vi har en naturlig længsel efter.
Den selverkendelse, som dette fordrer, opnås ikke ved meditation og navlebeskuelse. Den får vi gennem at tænke over de erfaringer, vi gør, i vores daglige samvær med andre. Smil og ros gengældes med smil og ros, vrede og aggression med vrede og aggression, ligegyldighed med ligegyldighed og selvoptagethed med isolation. Hvor enkle og banale disse erfaringer end er, synes mange ikke at have lært af dem.
Vi vil hellere være sammen med folk, der får os til at grine eller som kan berige os med interessant viden, end med folk, der prøver at omvende os og spille Kong Hans. Tænk på det, når du skriver din næste kommentar.
Hvis du har spørgsmål eller saglige kommentarer til dette indlæg, lover jeg at tage dem til efterretning. 
Mvh
Ole Bjørn :o)
|
|
|
|
