|
2
registrerede somo, ABC
311
gæster og
49
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Michael
Emne: Re: Menneskets ulidelige snæversyn.
|
Hej Simon
Hanskrist's copy/paste har da en lille smule betydning idet jeg nu ved hvad han mener med simon(e). Jeg synes nu ikke, at der er noget nyt i, at vi ''hyggesnakker'', det har vi da gjort gennem årene selvom vi har forskellige opfattelser.
Pudsigt, at vi med vore forskellige opfattelser har f.eks. Thoreau til fælles. men det er blot et udtryk for at vi alle er alene som mennesker, hver med vores egen oplevelse af livet. Umiddelbart tror vi, at alle andre oplever livet ligesom os selv, det er først når vi begynder at kommunikere, at vi opdager - det gør vi ikke. 
At være levende og død kan selvfølgelig henvise til selve legemets død, men det kan også være en metafor for hvordan vi lever vores liv.
De fleste af os er så bundet af forudfattede meninger, regler og traditioner og frygt, at vi slet ikke formår at leve.
I stedet intellektualiserer vi. Vi taler om livet i stedet for at leve det.
det er såmænd ikke nogen ny opdagelse for mig, at jeg lever men hvor mange tror du, tænker denne tanke til daglig.
Hvis man følte efter og virkelig erkendte at man var til, tror du så det ville betyde så meget om man mistede penge, magt, indflydelse og hvad ved jeg. Men hvor mange tænker denne tanke mens de jamrer over hvad de har mistet?
Oprindelsen til religion er selvfølgelig naturmennesket, som med fantasien forsøgte at forklare de fænomener som var uforklarlige for det.Efterhånden som historien gik sin gang blev disse begreber mere og mere sofistikerede men altid blev de brugt til at manifestere det ene menneskes magt over det andet.
En enkelt gang eller to flammede et lys op i dette religionens mørke, tænk på f.eks. Buddha og Jesus.
Tænk på de assyriske konger eller israelitterne, som når de indtog byerne i det gamle Kanaaens land, dræbte alle og sprættede de gravide kvinder op for at forhindre deres slægts fortsættelse.
Sådan var den menneskelige bevidsthed på dette tidspunkt og alle dalevende mente at det var den rette opfattelse.
Jesu største fortjeneste er, at Hans ord gennem to tusinde år har gennemsyret den menneskelige bevidsthed med begreber som nåde, medfølelse, kærlighed og tilgivelse.
Begreber, som vi nu har til rådighed og kan benytte os af. Begreber, som de dalevnede mennesker ikke havde til rådighed til at forholde sig til.
I modsætning til hvad HansKrist påstår plæderer jeg ikke for tankens udslettelse men derimod for tankens stilhed, hvilket er noget ganske andet.
Måske er det et spørgsmål om anskuelse eller måske er det mere end det, men nuet er ikke diverse flash glimt. Nuet er det evigt værende.
Flashglimtene er erindringen, der bevæger sig som tanke. Hvis jeg nu forsøgte at kontrollere denne tanke, så ville jeg være et fjols, for det jeg kalder mig, er det yderste resultat af denne tanke, denne fortid og erindring.
Jeg er et resultat af tanken og derfor hører jeg fuldstændig op med at handle i forbindelse med den.
Det øjeblik hvor fortiden, erindringen, tilknytningen, dør, er det øjeblik hvor man ser den blå himmel over sig og mågen der bevæger sig mod denne himmel.
Det er nuet, det er frihed. Fortiden er det, som var engang og som jeg husker. Men fortiden er ikke virkelig, fortiden er erindringen om noget der engang var virkeligt, men som ikke er mere.
Nuet er i al evighed det eneste virkelige og fremtiden er en uendelighed af muligheder , som endnu ikke er realiseret i nuets virkelighed.
NB! Til HansKrist: Hvad har Gud og de to ateister til fælles?
Svar: De tror ikke på noget som helst.
|
|
|
|
