|
2
registrerede Arne Thomsen, ABC
439
gæster og
153
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Menneskets ulidelige snæversyn.
|
Hej Mich..
Det er som om du overraskes over at være i live, forstå mig ret: når den menneskelige tanke er et lykkeligt pust i opdagelsen af sig selv som værende i live, da ville dette indlysende give mening, i situationer hvor mennesket rejser sig fra slagmarken, kigger sig omkring på alle de døde, og af den grund så glædes over sin overlevelse. Her forstår man overraskelsen i relation til dødens pust i nakken. Men hvorfor er det en imponerende registration, at være i live blandt andre levende, medmindre altså angsten for døden hærger i sindets afkroge for hvert et iltindtag, dvs. at man ligesom synes man er nogen livet skyldig, hvem?
En vældig mængde prosa og lyrik fra krigstid og eftertid omhandler jo fortabelsen i sorgen over tabet af liv. Det er forståeligt og gir stor mening, og det gør det, fordi noget vigtigt forgik og aldrig kommer tilbage. Her erfares og erkendes noget betydeligt hvorfor det blir vigtigt at sørge. Men her er krisen det nødvendige onde, vendepunktet til livet i håbet om tilbagevenden til fredelig tid, ikke sandt?
Dette må jo få det reflekterende menneske til at undres: hvad bidrager religionen egentlig med af et gode for menneskeheden, ja overfor civilisationen i sin samtid?
Selve grundstammen i religioner er jo en modreaktion til anerkendelse af livet som forgængeligt, altså en forfængelig tilgang til det forgængelige, hvilket så igen er grundlaget for religioners krampagtighed overfor livstab med illusionen om evigt liv som endegyldigt alternativ. Forfængelighed modvirker her erkendelse af forgængelighed: mennesket må ifølge religionen ergo være forfængelig nok til at imod religionens tilbud om livets evighed.
Men da det reflekterende menneske jo er klar over at livet ingen illusion er, idet skabelsen af illusioner forudsætter livet og ikke omvendt, da vil illusionen som tilvalg derfor stille sig mellem mennesket og livets øjeblikke, m.a.o. disse nu’er du taler meget om. Det sir sig selv, at sådanne nu’er er farefyldt hav, idet illusionen evighed først opstår i eftertanken, og det er så her jeg må spørge, om det er i selve opvågningsfasen at overraskelsen over livet opstår? ;)
mvh
Simon
|
|
|
|
