|
0
registrerede
203
gæster og
221
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Michael
Emne: Re: Menneskets ulidelige snæversyn.
|
Sikkert ikke, men sådan har vilkårene altid været. Livet foregår ikke på Christiansborg men i det enkelte klasseværelse i et samspil mellem lærer og elever. Af dette samspil opstår den virkelige styrke til forandring ikke gennem lovgivning ovenfra.
Det, børn har og som vi ødelægger, er frihedens gave.Et eller andet sted på vejen mister de den og bliver os, som også selv engang var børn.
Jeg har ikke fremført min sag godt nok, det har du ret i, men et eller andet sted ved min deltagelse på de to debatter lærte jeg menneskene at kende, som jeg aldrig har kendt dem før og jeg blev dybt chokeret. Men det nytter ikke noget at komme med forblommede hentydninger om ting, som andre ikke har kendskab til.
Vi mennesker er blevet forledt til at tro, at tanken er det ypperste hjernen formår. Men hjernen kan mere end det, den kan se og den kan skelne.
Disse er ikke tankevirksomhed.
At være opmærksom er at se sig selv som man kommer til udfoldelse i en reaktion på livets udfordringer. For at kunne det må man forholde sig fuldstændig passiv og blot se hvad der sker.
Kan man det vil man se, at alle ens reaktioner er begrænsede. Ja, man vil se meget mere. Men da ingen kan se på éns vegne giver det ikke megen mening at udstikke retningslinier for en anden, for man ved ikke hvad den anden ser.
Man ved kun hvad man selv ser. 
Det er nok det sværeste af alt, blot at se for konstant fortolker vi og prøver at sætte det sete ind i en bestemt ramme.
Denne lille del af os selv, som vi kalder jeget, blander sig konstant - men dette skal jeg ikke komme nærmere ind på lige nu.
Vi mennesker har mange forestillinger om hvad frihed er og hvad den ikke er. Alting opfatter vi i modsætninger.
Men transcendens betyder ''udover'' - udover tankens modsætninger. Det eneste der kan rumme modsætningerne er det seende blik. Derfor må man være stille.
Selvom HansKrist ikke vil tro det så er viljen, begæret og jeget et og det samme.
For den, som ikke kan se er vold og magt, selvkontrol og undertrykkelse, disciplin.
For den, som kan se, er friheden den højeste disciplin.
Jeg formoder, at mit liv nu har bragt mig til at skulle arbejde med børn og unge. Det glæder jeg mig til. Jeg synes at de bliver ladt i stikken i nutidens samfund.
Hvorfor diktatorer gerne vil afbildes med børn vil jeg lade ligge. Hvad der er lys for dem er mørke for mig. Ligesom det, som er lys for mig, er mørke for dem.
Børn er røvirriterende når de, som mine nevøer, bliver ved med at råbe og skrige i baggrunden mens min bror og jeg taler i telefon men jeg synes da, at de er meget søde når jeg møder dem mens de er på vej ud i skoven sammen med resten af børnehaven.
Men selvfølgelig skelner jeg ikke mellem børn og gråspurve. Det er det samme smil de fremkalder hos mig.
Som når jeg går ned af vejen mod mit arbejde ved siden af den store hæk, morgensur og gnaven.
Al den muntre pludren i hækken løfter min sindsstemning (eller mit hjerte, om du vil) og hvis en lille sjæl stikker hovedet ud af hækken er det lige før, at mit smil bliver til en latter.
Se, nu har jeg fortalt dig alting og det, selvom janteloven trives i bedste velgående overalt.
Jeg gør det kun fordi jeg elsker skønhed og fordi jeg ved at det mest følsomme og sårbare samtidig er det stærkeste af alt.
Om det man ikke ved bør man måske ikke tale, men giver man sig til at tale er der en anden sigen, som er gældende.
''Vid alt hvad du siger, men sig ikke alt hvad du ved''.
|
|
|
|
