|
0
registrerede
299
gæster og
48
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: Skabelsen - videnskabeligt set.
|
Foranlediget af at Arne m.fl. nu igen har søgt at kloge sig på naturvidenskab uden at have den mindste indsigt i kosmologi, skal jeg prøve at gøre de videnskabelige skabelsesteorier forståelige for mennesker uden videnskabelig baggrund.
Først et historisk tilbageblik. Fra mennesket blev sig sin egen eksistens bevidst på en sådan måde, at man begyndte at spekulere på, hvad årsagen var til, at verden og dens indhold eksisterede, har man søgt efter en forklaring. Da man ikke kunne finde årsagen, digtede man en masse forklaringer, som ikke var rigtige forklaringer, men bare skubbede problemet videre til nogle til lejligheden opfundne skabende guder, hvis eksistens så heller ikke kunne forklares. Da en "guddommelig magt" i sig selv er uforståelig, tildelte man guderne menneskelige egenskaber, som gjorde dem lettere at kapere.
Men for ca. 2500 år siden analyserede grækeren Aristoteles problemet og opstillede de logiske regler for, hvornår argumenter kunne betragtes som sande. En konsekvens heraf var, at spørgsmål som "Hvorfor er verden?" eller "Hvad er meningen med verden?" måtte anses for meningsløse, da der ikke kan opstilles virkelighedsbaserede præmisser som kan lede til en sand konklusion. Det er derfor kun mennesker uden logisk forståelse, der kan finde på at stille sådanne enfoldige spørgsmål.
I utalte årtusinder konstaterede mennesker så en logisk sammenhæng mellem årsag og virkning i dagligdagens hændelser. Nogle af dem kunne man forstå, og de førte til udviklingen af værktøj og fremstilling af produkter til at spise, bygge huse, lave tøj og våben o.s.v. Andre virkninger forstod man ikke årsagen til, og de blev så tilskrevet guder og dæmoner, som man (forgæves) søgte at påvirke gennem bønner, offergaver eller besværgelser.
Men for ca. 400 år siden indførte italieneren Galileo den moderne videnskabelige metodik. Han indså, at de fleste begivenheder ligger udenfor den elementære menneskelige fatteevne, men hvis begivenhederne kunne oversættes til talstørrelser, så ville man kunne forstå årsagerne meget bedre i form af en matematisk sammenhæng.
Han opstillede derfor princippet for videnskabelig erkendelse i sætningerne: Mål, hvad måles kan, og gør det måleligt, som ikke er måleligt. Lige siden er den menneskelige forståelse af verden stormet frem med stigende hastighed, og har endda gjort det muligt at opstille matematiske modeller af selve skabelsen, baseret på de målinger vi har foretaget i universet.
Det er vigtigt at forstå, at alle teorier om universet er matematiske modeller bygget over målte størrelser. Man kan sætte 2 og 2 sammen og få 4, men man kan f.eks. også få 22 eller 2/2. Det afhænger kun af hvilke regneregler, man vælger at anvende, så sideløbende med måleinstrumenternes udvikling har matematikken udviklet sig til at beskrive en masse logiske sammenhænge mellem tallene. Men når det viser sig, at matematikken bliver i stand til at forudsige, hvordan fremtidige hændelser falder ud, når man fra målinger kender de nuværende betingelser, så ved vi, at modellerne er brugbare, og vi kan både regne frem i tiden og tilbage.
Da man konstaterede, at universet udvidede sig, kunne man derfor regne baglæns på universets udvikling til et tidspunkt, hvor alt stof i universet var samlet i et meget lille område. Big Bang teorien beskriver altså udviklingen af universet fra dette tidspunkt, så det er derfor ikke en skabelsesteori. Men hvor kom dette stof fra, og hvad satte udviklingen i gang?
Når vi regner baglæns på vore måleresultater, så viser det sig at ligningerne har flere mulige løsninger i tiden før Big Bang, lige som en andengrads ligning har to løsninger, som er lige gyldige. Problemet her er bare, at vi får mange flere løsninger end 2, og nogle af dem er ikke særligt ønskværdige, for de indeholder størrelsen uendelig, som vi har svært ved at styre matematisk.
Men det er altså matematisk muligt at opstille modeller, der beskriver "skabelsen" af vores univers ud fra de egenskaber, vi har målt. Vi kan i dag ikke afgøre, hvilken model, der er den bedste, eller om der kan opstilles en endnu bedre model. Men til forskel fra religiøse skabelsesberetninger er videnskabens baserede på målinger af det kendte univers.
At gøre disse skabelsesteorier forståelige kræver en hel del indsigt i matematik, så det kan ikke gøres i et indlæg af rimelig længde, men mange har sikkert hørt om udtryk som supersymmetri, braner, bobleuniverser, multiverset, flere dimensioner, ormehuller m.m. som alle er forsøg på med matematikkens hjælp at beskrive tilblivelsen af dette univers.
En ting er dog fælles for alle disse teorier. Ingen af dem handler om, at noget bliver skabt af intet. De er allesammen beskrivelser af, hvad dette univers muligvis opstod af, så de forudsætter, at noget altid har været til stede, måske også i et univers, hvor tiden ikke eksisterer.
Dette noget kan religiøse mennesker så gerne for min skyld kalde for Gud eller første årsag. Men virkeligheden viser, at dette noget ikke øver nogen indflydelse på det univers, vi lever i. Eller som Einstein metaforisk udtrykte det: Jeg spekulerer på, om Gud havde noget valg, da han skabte universet.
Mvh
Ole Bjørn :o)
P.S. Seriøse spørgsmål om kosmologi og højenergifysik besvares efter bedste evne. 
|
|
|
|
