|
1
registreret
(1 usynlig),
403
gæster og
54
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: Selvet og Nu'et.
|
Så er jagten igen gået ind...
Og Ole Bjørn fortsætter:
på det imaginære "Selv" og på det forrædderiske "Nu", uden at nogen af jægerne gør sig den ulejlighed at definere klart, hvordan disse størrelser skal forstås. Jagtsæsonen kan derfor, som HansKrist rigtigt påpeger, udstrækkes til den ligeså ubegrænsede "fremtid".
Nu er jeg ikke rigtig jægertypen ud i det animalske, men jeg skyder gerne af og til en pil i håbet om at ramme det rigtige ord.
Det, der kan trække slige debatter i langdrag, er netop jagten på - jf. dine formuleringer - det imaginære "Selv" og på det forrædderiske "Nu".
Selvet og Nu'et er blevet til klicheer. Når vi søger Selvet er det et eller andet sted os selv, vi søger. Det Nu vi ønsker at hvile i, lader sig simpelthen ikke gøre, idet Nu'et må være et samspil af fortid og fremtid; de tanker og følelser, der måtte opstå i det såkaldte NU er konstitueret af den tid, der lige gik os forbi (måske det, Ole Bjørn, kalder feedbackprocesser?). Det er derimod helt andre processer, der er på spil, når vi taler om at "hvile i Nu'et".
- Hvorfor har vi brug for at "hvile i Nu'et"?
- Hvad sker der lige med os, når vi er på vej til noget, vi planlægger, og vores tanker knokler, så vi glemmer at opleve myretuen dér på stien?
Jeg kan på sin vis godt følge Kristian, når han går tilbage og starter turen på ny. Dette gør han nok for at komme mere tilstede på sin gåtur, ikke blot oppe i hovedet men også med sin krop og sine sanser. Men det handler i virkeligheden ikke så meget - måske i digterisk og religiøs forstand - om Nu'et men derimod om, hvordan man er til stede i sig selv og ift sine omgivelser. I stedet for at søge oplevelsen, som Kristian gjorde, kunne man også vælge at reflektere over, hvad der sætter tankerne i gang og ikke mindst, hvilke følelser, der er med til at præge den holdning, man går dagen og dens gøremål i møde med. Dette er muligt uden at hænge sig i freudianske begreber eller for den sags skyld Jung.
Ole Bjørn skriver endvidere:
I det filosofiske værk, jeg i nogle år har arbejdet på, indfører jeg begreberne mesokosmos og mesotid som betegnelser for de områder af rumtiden, som er nogenlunde fattelige for den menneskelige hjerne.
- Kunne du evt. uddybe, hvordan "rumtiden" skal forstås?
Slutteligt et lille Kirkegaardcitat fra en lille bog, "Hjertet tager aldrig fejl":
Hvad er glæde, eller det at være glad? Det er, i sandhed at være sig selv nærværende; men dette at være sig selv nærværende, det er dette >>I dag<<, dette, at være i dag, i sandhed at være i dag
Mvh
Anne
|
|
|
|
