|
1
registreret Arne Thomsen
324
gæster og
44
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Tro
|
Er der nogen, der slet intet tror? Næppe.
Jøden tror på Moses, den kristne tror på Kristus, muslimen tror på Muhammed og alle tre tror, der er en Gud, som har skabt verden.
Oveni kommer så alle de (øvrige) dogmer: den jødiske pagt med Gud, de kristnes tro på den hellige treenighed (i mindst to varianter), muslimernes tro på ærkeenglen Gabriels budskab fra Gud: Koranen – og meget, meget mere.
De mange hinduistiske dogmer indeholder endnu mere, mens buddhismen ikke har et gudsbegreb men noget, de kalder Nirvana, og grundbegreber, som: Der er lidelse – der er en årsag til lidelse – der er en vej ud af lidelse, i sammenhæng med at det hævdes, at vores jeg-bevidsthed forvrænger vores opfattelse af tilværelsen. Og begge de to asiatiske religioner har tillige hver deres egen tro på genfødsel, som bl.a. kan (mis)bruges til at retfærdiggøre, at kasteløse skal være kasteløse, men som jo generelt åbner for en højere retfærdighed væsensforskellig fra den kristne "dommedag".
Så er der dem, der alene tror på naturvidenskabens præstationer og forkaster alt andet som ”overtro”.
Ganske vist har næsten alle tillid til den videnskabelige metode og dens stadig mere imponerende resultater, men de færreste finder jo ad den vej alle de svar, de føler behov for, i bestræbelserne på at forme egen tilværelse. Der mangler noget. Der er f.eks. ikke dét, der kan give den enkelte en mening med tilværelsen – udover kampen for at overleve, at få afkom og i øvrigt at opnå maksimal nydelse – det er ikke nok, er der øjensynlig mange, der mener.
Naturvidenskaben hviler jo ellers på et ret solidt grundlag: Nogle aksiomer og så den videnskabelige metode, som kan anvendes på alt, hvad der kan observeres.
Aksiomerne (f.eks. ”den korteste vej mellem to punkter osv.”) er jo egentlig også en slags dogmer, som ikke kan bevises, men det større problem er nok, at der – i hvert fald indtil videre – er meget, der ikke er opklaret, og også meget af væsentlig betydning for os mennesker, som måske slet ikke vil kunne afklares, såsom længsel, håb, uselvisk kærlighed, visioner, fornemmelser, idéer o.m.a. (der er idéer om, at neurovidenskab skulle have visse muligheder, men foreløbig er intet afgørende mig bekendt nået).
De etablerede religioner, hviler jo helt bestemt ikke på noget solidt grundlag, og de store religioners centrale figurer er end ikke historisk bekræftet. Til gengæld er deres ”arbejdsområde” ubegrænset. Visioner, idéer, følelser, åbenbaringer, mystik – alt sammen noget, der snarere går i retning af kunst – er dominerende, og religionerne fungerer tillige som en kilde til menneskeligt fællesskab om bestemte åndelige værdier.
(Etablerede religioners præsteskaber gør sig ofte skyld i magtmisbrug, men det ændrer jo ikke ved religionernes kerneværdier. Noget lignende kan vel siges om naturvidenskabelig baseret teknologi: forurening, kernevåben m.m.)
Hidtil har det kun været én bestemt religion, der har domineret i de enkelte lokalområder, og kun meget få har ikke tilsluttet sig netop denne religion, men nu åbner jo især internettet for et langt mere globalt og et meget mindre lokalpræget udsyn, og hermed springer de forskellige religioners modstridende dogmer i øjnene. De kan jo ikke alle sammen være ”sandheden”.
Man kunne så vente, at de etablerede religioner ville kollapse og at mange blev ateister (evt. agnostikere), men det ser ud til, at de fleste mere hælder i retning af ”der er mere mellem himmel og jord, end naturvidenskaben kan forklare”.
Måske fremtidens naturvidenskab kan imødekomme det nuværende savn.
Måske fremtidens globale menneske finder ud af at værdsætte de mange forskellige livskvaliteter, som kan findes i religionerne.
Der er vel så to veje, man kan gå. Man kan forsøge at ”koge det hele sammen til én suppe” (synkretisme) – eller man kan – udover naturvidenskaben – søge at acceptere de kvaliteter i hver enkelt religion, som har vundet udbredelse, sådan som de nu er.
I kunstens verden er der jo heller ikke vanskeligheder ved f.eks. at værdsætte såvel Rembrandt som van Gogh, selv om deres visioner jo er vidt forskellige – samtidig med at også fotos anerkendes.
Hermed kunne måske religionernes dogmer sammen med naturvidenskabens verdensbillede blive de ”kulisser” hvori selve livet (”teaterstykket”) kan foregå.
For mig har mødet med den ortodokse kristendom og især ikónernes, synes jeg vidunderlige billedverden og mystik (som til dels overflødiggør præsterne) genoplivet min interesse for de kristne idéer – her især kristendommens dobbelte kærlighedsbudskab (Gud og Næsten)
Men Jalal al-Din Rumi’s korte digt:
Denne flygtige verden er et tegn på sandhedens mirakel,
men selvsamme tegn er et slør, der skjuler de evige sandheder.
Prøver man at forestille sig den svimlende situation, at verden ikke er – det er vist umuligt – så er det alligevel dét, der for mig gør verdens væren til et mirakel – og det er skønt, synes jeg at være med, som en lille del af dette mirakel – miraklet over alle mirakler: verdens væren – som vores dyreart i en ganske kort periode (astronomisk set) er med i.
Det er så, i store træk, som jeg i dag oplever verden – og hvordan det bliver i morgen, det ved jeg jo ikke 
For andre er det anderledes, og det er da spændende, synes jeg, at erfare hvordan vi hver især oplever vores fælles verden – bl.a. her på trosfrihed.dk 
(At så nogle synes, det er sjovere at nedgøre andres oplevelser, i stedet for at fortælle om deres egne, det er for mig at se ret så kedsommeligt)
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
