|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
510
gæster og
40
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Selvet og Nu'et.
|
Kære Hanskrist.
Når talen er om Nu’et kan vi igen begynde med Søren Kierkegaard (SK). Hans pseudonym Vigilius Haufniensis har i kapitel 3 i »Begrebet Angest« nogle dybsindige overvejelser over begrebet ’Øieblikket’, som herved bliver til et af de centrale begreber i SK’s filosofi. Øjeblikket er ikke fortid, thi fortiden er det, som er forbigangent. Øjeblikket er heller ikke fremtid, thi fremtiden er det vordende, og ikke det, som er.
Øjeblikket er derfor noget helt for sig selv, der står uden for tidens strøm. Derfor betegnede SK ’Øieblikket’ som ’Evighedens Nucleus’. Thi evigheden er hos SK det, der står uden for tidens succession, og som er »det uendeligt indholdsfulde Nærværende.« Evigheden er således ikke et tidsforløb in infinitum.
Skal du derfor opleve evigheden – det uendeligt indholdsfulde nærværende – er det i øjeblikket, i Nu’et, du skal finde det. Ikke i dit ego’s ulidelige cirklen om det forbigangne og det tilkommende, men i Nu’et – netop nu. For eksempel i den kristnes dybe og inderlige bøn, hvor der sker en nedsynken i Kristus.
Som du véd, er jeg ikke kristen, men blot en søgende – slet og ret. Men det betyder ikke, at jeg af den grund har forladt evigheden som det uendeligt indholdsfulde nærværende. Derfor har jeg omskrevet den kristne Anti-Climacus’s formel for fortvivlelsens fravær til en ikke-kristelig version:
»Dette er nemlig formelen, som beskriver Selvets tilstand, når fortvivlelsen ganske er udryddet: I at forholde sig til sig selv, og i at ville være sig selv hviler Selvet gennemsigtigt i den tomhed, som er oprindelsespotentialet for alt, hvad der kan foreligge i sindet.«
Lad mig supplere dette med noget autobiografisk. Det er ganske mange år siden, jeg selv for alvor kom frem til den forståelse af evigheden, som jeg netop har gjort rede for. Det skete en sommermorgen, da jeg gik til Charlottenlund Station for at tage S-toget ind til byen. Medens jeg gik, planlagde jeg et par møder, der skulle afholdes i dagens løb. Samtidig overvejede jeg, hvordan en vanskelig sag skulle gribes an.
Da jeg kom til stationen, gik det pludseligt op for mig, at jeg bevidsthedsmæssigt havde været et helt andet sted end dér, hvor jeg faktisk befandt mig. Dette gav mig en skuffelse, fordi jeg derved havde fortabt et stykke af mit liv. Derfor gik jeg tilbage til vort hus og tog turen én gang til fra entrédøren.
Det var en smuk sommermorgen, som jeg nød i fulde drag, medens jeg gik ad Bregnegårdsvej og hørte fuglesangen fra Charlottenlund Skov og spættens trommehvirvel inde i Forstbotanisk Have. Solen var allerede kommet et stykke op over trætoppene og varmede mildt i morgenens kølighed.
Dette var at leve. Leve i den tid, som er nu – netop nu – i stedet for at leve i fremtidens fiktive uvirkelighed eller i fortidens forbigangne illusion. Thi dette er det evige liv, at du følger Tømrersønnens opfordring til ikke at bekymre dig om dagen i morgen.
Og herefter, kære Hanskrist, er ordet dit, ligesom det også er debatkollegernes.
Med venlig hilsen
Kristian Pedersen
|
|
|
|
