|
1
registreret Arne Thomsen
155
gæster og
46
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: Tro og Viden? Hvad med sandhed?
|
Hej igen alle farisæere eller proselytter 
Nå, spøg til side.
Thomas, du hævder følgende om Jesus:
1) Han er frelseren. 2) Han taler, som han hørte af Gud. 3) Han understreger det afgørende ved hans ord. Lægger man disse tre ting sammen, kan man ikke påstå som Hanskrist, at hans ord er "fløjtende ligegyldige"!!!
Vil det sige - for nu samtidig at knytte an til jib m.fl - at et menneske kan frelse et andet menneske (jfr. Arius)? Og vi har nok i de ord, som andre har skrevet om og af Jesus?
I denne kontekst kunne man måske som Hanskrist understrege, at Jesusord er fløjtende ligegyldige, ikke at Jesu ord og gerning er uden betydning, men de udgør blot en del af det, som Gud jo netop gør med sin søn Jesus Kristus: Gud handler med os.
I tro er der altså frelse, ikke en hvilken som helst tro, for troen er en begivenhed i Kristus, og netop derfor understreger Hanskrist det sådan, som han gør. Jeg vil så gå et skridt videre - som vi to jo skrev om i sidste uge - at troen bærer et indre og et ydre forhold: Det indre er, at vi må åbne vores hjerter og gå med fornyelsens proces, slippe vores gamle liv og lade Guds vilje ske med os, ja, lade Gud handle med os. Her kan man som Luther understrege troen som en gave; et indre gode. Det ydre gode er Guds nåde, der siger noget om Guds forhold til verden. Her har vi nåden som et ydre gode, men ikke nok med det; vi har med Kristus som en gave også Kristus som et forbillede: Dette er et forbillede i ord og handling og ikke mindst et forbillede i relationer. Derfor er lydighed og tro eller tro og lydighed hinandens forudsætninger. Men de kan ikke sameksistere, hvis vi fastholder dem i Jesusord. De har med med vores liv at gøre akkurat, som Jesus Kristus er en begivenhed i og af liv; en impuls af energi mellem Gud og menneskeheden.
Nu skal jeg så på arbejde, så jeg når ikke at tydeliggøre mig yderligere, men jeg vil da lige sige, at jeg ikke betragter dig, Thomas, som en farisæer. Men jeg har også den fordel at kunne se dig mere som et menneske nu, fordi vi har mødt hinanden lidt på ny, hvis man kan sige det sådan
Mvh
Anne
|
|
|
|
