|
1
registreret Hanskrist
304
gæster og
48
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: "DE TROENDE"
|
Kære Treram.
Tak for dit indlæg. Jeg tror, vi kan blive enige om den trivialitet, der består i at konstatere, at vi mennesker nu engang er yderst forskellige, og denne diversitet skal vi være glade for, fordi den er med til at skabe dynamik og frugtbar interaktion mellem os. Jeg ville meget betakke mig for at leve i et samfund, hvor alle havde de samme holdninger og indstillinger.
Vi har formentlig begge erfaringer med hensyn til ansættelse af medarbejdere på en arbejdsplads. Det er jo vidt forskellige mennesketyper man går efter afhængigt af, hvilken type job, der er tale om. En PR-chef skulle gerne have andre egenskaber end en økonomichef, der har ansvar for bogholderiet og budgetlægningen.
Lad os derfor i al venskabelighed blive enige om, at du og jeg er forskellige, og at der derfor på et debatforum er rig anledning til, at vi kan komme i dialog med hinanden. Og det går jo efter min opfattelse ganske udmærket.
For nu at tage dette med jagten, så forstår jeg fuldt og helt, at der er mange mennesker, der ville få kvalme, hvis de skulle være med til at slå dyr ihjel. Her tror jeg for mit eget vedkommende, at min landlige opvækst i almuens bondekultur spiller er væsentlig rolle. Vi havde ikke noget pusse-nusset forhold til vore dyr, men vi holdt bare af dem, fordi de var en del af husmandsstedets liv og var en del af den virksomhed, der skulle skaffe os mad på bordet.
Og dyrs tilværelse endte nu engang med en slagtning. Jeg var vel næppe mere end fem-seks år gammel, da jeg første gang fik til opgave at røre i blodet, der styrtede ud i spanden, da slagteren åbnede grisens halspulsåre. Dette var en ganske dagligdags begivenhed, som man ikke hæftede sig synderligt ved.
Generelt behandler bønder deres dyr ordentligt, og man kunne lave mange drengestreger derhjemme, uden at verden styrtede sammen, men at skulke sig fra at vande dyrene eller give dem foder til tiden, gjorde man kun én gang. Samtidig var dette at slå dyr ihjel, noget man ikke havde andre følelser involveret i, end at det skulle ske så hurtigt og effektivt som muligt.
Sådan har jeg det også i dag. Rådyrene her på Gammelmark har ikke anden status i min bevidsthed, end en besætning af kødkvæg ville have. Den eneste grænse, jeg har med hensyn til at slå dyr ihjel, er Rigshunden Sniff den Sjette Pedersen. Han har i tolv år boet i vort bryggers, hvor døren til køkkenet altid står åben, og han betragter sig som hørende til en flok, der består af ham selv, Birthe og undertegnede. Men når han om et par år ikke holder længer, vil det blive dyrlægen, der kommer til at tage livet af ham.
Det andet tema i vor debat – spørgsmålet om religiøse oplevelser – kan vi formentlig argumentere frem og tilbage om i én uendelighed. Men her må jeg sige rent ud, at jeg som type nok føler mig mere hjemme i dialogen med for eksempel Arne Thomsen, end jeg gør med dig. Dette må du endelig ikke tage mig ilde op, for det ene er ikke bedre end det andet, og derfor er det gennem meningsudvekslingerne, vi skal lære, at der altså er andre måder at tænke og føle på end dem, man selv er optaget af.
Herefter er ordet dit.
Med venlig hilsen
Kristian
|
|
|
|
