|
0
registrerede
437
gæster og
46
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: EN DANSK MYSTIKER
|
Hej Serotonin.
Jeg kan se, at vi alligevel er ret langt fra hinanden i vore oplevelser af verden.
For dig - ser det ud til - er menneskeheden verdens centrum, og ser du lidelse, skriver du:
For mig kan frygt(lidelse) og kærlighed ikke sameksistere, for det er to tilstande som gensidig udelukker hinanden.
For mig er verden, som den ER, selvom jeg kun oplever meget, meget lidt af den, og jo mere lidelse, jeg ser her på jorden, jo mere vokser min kærlighed, og jeg indser, at meningen med mit liv er at gøre, hvad jeg kan (desværre ikke ret meget) for klodens liv og for kloden selv.
Det er ikke noget, jeg vælger. Det ER bare sådan.
Dertil kommer, at du går i kritisk dialog med skaberen (hvis der er en) om kvaliteten af det skabte, og du skriver:
For mig er Gud enten sindsyg, eller også er Han fuldkommen kærlighed. Hvis Han er sindsyg, så må den lidelse, frygt og smerte jeg oplever og ser være virkelig. Hvis Han er fuldkommen kærlighed, så kan lidelse, smerte og frygt ikke også være virkelig.
For mig er verden, som den ER, og jo mere lidelse, jeg ser, jo mere vokser min kærlighed, og jeg indser, at meningen med mit liv er at gøre, hvad jeg kan (alt, alt for lidt) for at værne om klodens liv og kloden selv.
Jeg bilder mig selvfølgelig ikke ind, at jeg kan fatte, hvorfor der er lidelse - i hvert fald blandt alt levende - og jeg ved, at der også gemmer sig kvaliteter i lidelsen (fryd og lidelse to sider af det samme).
Ja, jeg ved jo end ikke, om det er godt, at et barn dør af sult eller sygdom (som kunne være undgået), eller at levende arter uddør (ofte p.g.a. os mennesker).
Og hvis vi undlader at sætte menneskeheden i centrum, men ser på alt levende på denne ret så ubetydelige planet, så er der jo en masse, der ikke bliver fuldkomment i vores forstand - individer af arterne, der aldrig når det, de "er skabt til" (sædceller, der ikke befrugter et æg, for eksempel).
Det siger mig, at vi nok anlægger et alt for snævert syn på verden, men det ændrer ikke ved min motivation til i kærlighed og empati at gøre den smule, jeg kan - aktivt.
Men så skriver du jo også:
Miraklet er når kærligheden bliver inviteret ind i ens sind, og man giver slip på frygten(egoet). Når man gør det, så ser man verden igennem Kristus. Man ser Kristus i andre mennesker, og man ser at vi alle i sandheden er fuldkommen elsket. Ideen om lidelse og død bliver til et gennemsigtigt slør, hvor man blot ser nogle dansende symboler. Livet bliver igen til liv, og i livet er der ingen plads til døden. Dualitet ses som en lille tåbelig ide som ingen mening har overhovedet.
Her kan jeg vist nok godt følge dig - i hvert fald angående JEG'et (egoet) - men ikke angående den frygt, du skriver om (Hvad er det for en frygt?).
Jeg ville nok ikke sætte Kristus helt så meget i centrum (men lad os ikke hænge os i detaljer), og jeg ville nok mere se døden sammen med livet som to sider af det samme, ligesom jeg nok ikke ville reducere lidelse og død til dansende symboler, men som sider af tilværelsen, der motiverer til aktiv kærlighed.
(Måske det er fordi, jeg er så gammel, at jeg har det sådan  )
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
