|
1
registreret
(1 usynlig),
493
gæster og
30
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: serotonin
Emne: Re: EN DANSK MYSTIKER
|
Hej Arne.
Jeg er helt enig i, at vi igennem de fysiske sanser er meget meget begrænsede. Og vi ved også at vi igennem hjernen kun opfatter begrænsede symboler.
Men der er også meget som tyder på, at subjektet(sindet, eller bevidstheden, eller iagttageren, eller hvad man nu vil kalde det som ikke kan, ja, obduceres, observeres, undersøges via fysikken), faktisk har potentialet til at opleve det som rækker udover de fysiske, biologiske begrænsninger.
Hvis vi begrænser vores oplevelsessfære til det vores sanser viser os, og ikke er i kontakt med, ja, den indre dimension af følelser og tanker, så oplever jeg, at min bevidsthed også er meget meget begrænset. Så bliver min oplevelse meget meget ufuldendt, og jeg er heller ikke mig bevidst om, hvad årsagen egentligt til min oplevelse af både mig selv og verden bunder i. Det som begrænser min oplevelse af verden og mig selv, oplever jeg også har meget at gøre med min forståelse og erkendelse af mine tanker og følelser.
Indenfor videnskaben opereres der meget udfra forskellige tilstande, og ikke mindst årsags/viriknings forhold. Når vi ser på kvante-mekanikken, så ser det meget ud som om, at det i virkeligheden er subjektet som bestemmer en tilstand som kan observeres som noget objektivt. Og det er også her at årsags/virknings forholdene bliver meget meget interessante.
Det var derfor jeg skrev citatet: Den ydre verden er et billede af en indre tilstand.
Der er mange spirituelle retninger som også har fokus på tilstande. Og der hvor jeg finder ideerne meget lig med det kvantefysikken beskæftiger sig med, er hos Buddhismen og i EKIM.
Buddhismen har fokus på sindet, og det samme gælder med EKIM. Grunden er meget meget enkel, fordi det som videnskaben kalder stof og energi, er det som disse spirituelle veje betegner som tanker og følelser. Videnskaben kigger udad, og disse spirituelle veje kigger indad. Men stadig er både den avancerede videnskab og disse avancerede spirituelle veje inde at berører nogle af de samme ideer omkring mennesket og verden.
Videnskaben søger efter svar ude i universet, imens disse spirituelle veje giver svar ved at søge i det indre universet.
Mange vil så måske sige, at man bliver meget indadvendt i form af at praktiserer den form for spiritualitet som både Buddhismen og EKIM formidler, men egentligt er det meget ukorrekt. For i form af en større indre afklaring, og en dyberer forståelse af en selv og den verden(universet) man opfatter/oplever, bliver man også mere opmærksom og nærværende i ens liv.
Når der ikke længerer er så meget uro i sindet, så mange spørgsmål, frygt, bekymringer, beklagelser, tvivl osv, så er oplever jeg, at der er en enorm bevidsthed omkring både hvad der rør sig i ens omgivelser og i ens indre.
Det jeg oplever som begrænser meget min bevidsthed eller min oplevelsessfære, er altid tanker og følelser af frygt. Frygten for at mangle noget og frygten for at miste noget.
Men jeg tror på at frygt og begrænsninger blot bunder i falske ideer og overbevisninger som ligger godt gemt i ens ubevidste sind. Og frygten opretholdes af et destruktivt trossystem, som både Buddismen og EKIM kalder egoet, eller det illusoriske jeg som er opstået af troen på adskillelsen fra, ja, Gud eller hvad man nu ønsker at kalde det som ikke kan beskrives med ord. 
Det som videnskaben også har fundet frem til, er, at universet er holografisk. Dette passer også meget godt med de ideer som er i EKIM. Sindet er holografisk, og derfor kan en del af sindet i virkeligheden ikke være adskilt fra nogen anden del af sig selv eller det som har skabt det. Det vil sige at enhver del af sindet indeholder helheden. Men udfra et perpsketiv som tror at adskillelse er virkeligt, så ser det ud som om at sindet er fragmenteret, og vi ser så også en verden af uendelig mange forskellige former, som i virkeligheden blot er symboler på vores eget sinds adskilte tanker.
Og med hensyn til det med vores sanser, Arne, så er det vi sanser jo altid et spørgsmål om fortolkninger og domme. Det vi sanser er jo noget som foregår inde i vores bevidsthed, og ikke noget udefrakommende. Det er altid subjektet(sindet) som bestemmer hvilken oplevelse vi har.
Alt i det fysiske univers er relativt, som Einstein var inde på. Og det forhold relativitet skal ses udfra, er, i forholdet til lys. Men der er så stadig stor uenighed omkring det, at der findes noget som er konstant. Noget som er uforgængeligt, noget som ikke udvikler sig eller ændre sig. Og det er fordi videnskaben ser den forkerte vej, nemlig ud i en objektiv verden som i virkeligheden slet ikke findes.
Det lys Jesus taler om, og den tilstand som Buddha taler om, er Riget i vores indre. Det er der vi finder VERDENS SANDE VÆREN. Men det selv som identificerer sig med kroppen(egoet), frygter dette lys/tilstand, fordi egoets illusoriske eksistens ophører hvor der kun er kærlighed og fred.
Mange tror også på det er en kamp der skal kæmpes imod det vi kalder egoet. Men denne kamp er stadig indenfor egoets domæne, fordi sandheden kæmper ikke imod illusioner, men ser blot de ikke er virkelige, og reagerer end ikke på dem. Det samme gælder med kærlighed. Kærlighed ser blot alt som værende kærlighed, fordi det kender ikke til andet.
Og når vi kommer helt ind til kernen, Arne, så giver det heller ikke meget mening, at vi skulle være blevet skabt med begrænsninger, eller blevet skabt som kroppe eller nogen anden form. For hvis der findes noget som er fuldkomment(det nogen vil kalde Gud), så kan der ikke komme noget ufuldkomment fra det fuldkomne, for så ville det fra begyndelsen ikke have været fuldkomment. Og det er her stortset alle retninger af religion og spiritualitet går fejl, fordi de mener at det fuldkomne er ophav til noget ufuldkomment(mennesket og menneskets univers). Og det er også her mange af de store tænkere virkelig har haft deres problemer, fordi det rent logisk ikke hænger sammen, at der findes et fuldkomment væsen og vi oplever os selv og verden som ufuldkommen.
Her er EKIM meget konsekvent, og siger at kærligheden eller sandheden ikke kan være ophav til hverken mennesket eller menneskets univers. Og det er fordi så ville Gud ikke være en kærlig Gud, men meget ondskabsfuld.
Religionerne har forsøgt at få Gud ind vores sinds illusion om adskillelse, og konstrueret forklaringer som passede ind i menneskets illusoriske selv-opfattelse.
Det første jeg spurgte mig selv om, da jeg først helt ærligt forholdte mig til begrebet fuldkommenhed, var, at hvis der virkelig findes en fuldkommen skaber, og at jeg er skabt af noget som er fuldkomment, hvordan kunne denne skaber så være kærlig?
Jeg tænkte, at hvis jeg var fuldkommen, så måtte jeg være fuldkommen sindsyg hvis jeg fornægtede en del af mig selv at være noget andet end fuldkommen. Hvis jeg var fuldkommen måtte jeg også vide, at hvis der kunne være noget andet end fuldkommenhed måtte det nødvendigvis være en illusion. Og hvis jeg skabte en illusion hvor der var begrænsninger, lidelse, frygt, vrede, had, skyldfølelse osv, og jeg vidste at de skabninger som var i illusionen ville opleve det som virkeligt, så ville jeg være meget meget ondskabsfuld.
Min fornuft, min logik og mit hjerte siger mig, at det som har skabt mig, ikke kan have skabt mig som en krop i denne verden, eller overhovedet have noget som helst at gøre med den fysiske verden. For det er uomgåeligt at både kroppen og denne verden eksisterer indenfor et dualistisk system, hvor det egentligt ikke er til at finde hverken hoved eller hale i noget. Det ene øjeblik er man glad, det næste er man måske død.
Jeg tænker, set udfra min nuværende oplevelse af mig selv og verden: Hvis jeg var en almægtig skaber, så ville jeg ikke have gjort tingene så kompliceret. Så ville jeg ikke skabe noget som ikke konstant ville opleve min fuldkomne kærlighed. Så ville jeg ikke gemme mig og sige at oplevelsen af mig skulle være en eller anden mystisk oplevelse som ikke alle skabninger ville kunne opleve. Så skulle der ikke være nogen bestemt måde at opleve på. Det skulle være enkelt og ukompliceret. Alt skulle være forbundet med glæde, frihed og fred. Der skulle ikke være nogen forskelle. Alt var lige, fordi alt var kær-lighed. Alle tanker og følelser udgik fra mig, og så kunne alt liv blot blive gennemstrømmet af min ubetingede og altomfattende kærlighed. Hvis der var noget som hellere ville opleve noget andet end min fuldkomne kærlighed, så var det også helt okay, men det ville ikke ændre på noget. Virkeligheden ville stadig være som den altid har været...
Sorry at det blev lidt langt, Arne.
Jeg havde bare lige en masse tanker jeg gerne ville dele med dig.
Kærligst Jan.
|
|
|
|
