|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
510
gæster og
40
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: treram
Emne: Re: Indoktrinering.
|
Kære Kristian og debatkolleger.
Nu har Kristian sådan set åbnet for en slags "trosbekendelse" hvorfor han blev religiøs eller ateist, måske dette var en god id'e til at lære hinanden lidt bedre at kende, om baggrunden til vor tro ikke tro.
Jeg vil derfor fortsætte lidt i hans spor.
Jeg blev født i en alm. dansk familie, blev døbt uden større modstand fra min side. Gik i skole under krigen i forskellige lokaler rundt om i byen, fordi tyskerne havde beslaglagt vores skole til lazareth. Såvidt jeg husker var der ikke megen religionsundervisning i de år, jeg kom lige efter krigen på en privat skole, hvor der ihvertfald var religions indoktrinering. Vores religionslærerinde en ældre pastorinde, var meget bestemt i hendes oplæring af os, den lille katekismus og salmevers skulle kunnes udenad, uvist af hvilken grund, troede jeg ikke på noget af det hun fortalte, 11 år var jeg og der blev ikke bedt bordbøn derhjemme eller fadervor om aftenen, jeg var endnu noget ræd for mine lærere, men det fortog sig dog, og det år jeg skulle konfirmeres, stilede jeg mig helt på bagbenene, måske nok fordi jeg havde haft en større diskution med mine forældre om denne konfirmation, som jeg så absolut var modstander af.
Jeg ville ikke konfirmeres men en 14 årig dreng havde ikke meget at skulle have sagt i 1947, og mine forældres eneste forsvar, var at enhver fra en "ordentlig" familie skulle konfirmeres, så jeg måtte bide i det sure æble og blev indskrevet til konfirmandforberedelse.
Jeg tror at jeg nåede at deltage i ca. halvdelen af de planlagte timer, hvilket pastoren ikke var videre begejstret for, det lykkedes desværre min mor at overtale ham til at konfirmere mig, blandt ved hjælp af en stor kasse af hans hofmærke i cigarer.
Konfirmeret blev jeg, efter denne ulyksalige handling rev jeg min salmebog i småstykker og pakkede stumperne ned i en kasse med et brev, at det var en hilsen fra foreningen til kirkens udryddelse, ja var underlynene gal, det hele blev sendt til pastoren, uden afsenderadresse, hvilket har ærgret mig noget siden.
Efter konfirmationen skulle min religionslæreinde selfølgelig udfordre skæbnen og ville have mig til at citere trosbekendelsen, dette nægtede jeg purre, hun blev totalt lamslået, kobberød i hovedet og kunne næsten ikke få et fornuftigt ord ud af munden, hun fik dog mælet igen og jeg blev sendt ned til rektor som straf, han tog det nu utroligt let og straffede mig ikke på nogen måde, desværre kan jeg ikke lige huske hvad han sagde.
Efter den tid var jeg ikke rigtig på talefod med pastorinden, hvilket jeg ikke havde det mindste imod.
Min antipati mod religionen, blev endnu større dag jeg i attenårs alderen, var på militær træning på en flyvestation i Mississippi i USA, et par uger efter vi var ankommet ville jeg ind til den nærmeste by Biloxi og se på biler, jeg tog bussen en søndag formiddag mod byen, jeg var heldig der var lige en ledig plads bag chaufføren som jeg satte mig på, et par stoppesteder efter steg en ældre negerkvinde på bussen, da jeg vidste at der ingen ledige pladser var i bussen, rejste jeg mig og tilbød hende min plads, hun så forvirret på mig og rystede på hovedet uden at sige noget, bussen startede, jeg gentog at hun skulle sætte sig ned, jeg var ung og kunne stå op, hun svarede stadigvæk ikke og så meget stresset ud, jeg tænkte hun nok ikke forstod mit skoleengelsk og skubbede hende blidt ned på sædet.
Jeg havde godt nok lagt mærke til at snakken blev ligesom højere i bussen, men tænkte ikke over det, men da negerkvinden sad på min plads begyndte folk at råbe og vifte med armene, jeg hørte ligesom nogle råbte ;lynchning o.m.a. jeg ikke lige kunne tyde, men bussen standsede brat og nogle mænd kom løbende til mig og smed først mig ud af bussen med et spark og derefter negerkvinden ud, hvorefter bussen fortsatte sin færd.
Efter at have børstet støvet af mine bukser fik jeg hjulpet negerkvinden på benene, jeg spurgte hende hvad der var ivejen siden vi blev smidt af, hun stod bare og rystede på hovedet mens øjnene rullede rundt, ikke et ord slap over hendes læber. Efter flere forsøg med at kommunikere med hende opgav jeg og gik til næste stoppested og fortsatte min tur med en anden bus.
Uden at vide det var jeg muligvis den første hvide mand der havde rejst sig for en neger, som på dette tidspunkt kun måtte sidde på de sidste 4 rækker i bussen, hvis der ellers var plads nok til de hvide.
Om jeg så kommer til at ligge på lit de parade i det Hvide Hus som Rosa Parks, der i dec. 1955 startede oprøret mod netop denne ydmydelse ved at sætte sig på et sæde bag chaufføren, tror jeg nu ikke, men en spændende historie var det, først lidt senere på dagen kom jeg i tanker om at mange af passagererne havde salmebøger i hænderne, det var en "kirkebus" jeg var havnet i, så de kære gode kristne ville lynche en lille dansk soldat, der viste hvad han havde lært som spejder.
En anden dag da jeg endelig havde fået en bil og var på vej til nogle danske familier med 3 soldaterkammerater, kørte vi gennem et negerkvarter i en lille by, detr gik 3 søde negerskolepiger, vi dyttede til dem og vinkede bare for sjovt, det fik hurtigt en ende, idet en stor neger råbte til os fra en veranda mens han viftede med en stor revolver, vi hørte ikke hvad han råbte men jeg trådte speederen i bund og vi kom væk i en fart, jeg fik senere at vide at hvide mænd tit voldtog negerpiger uden at der blev rejst tiltale mod dem, derfor negerens vrede.
Vi var nogle stykker der af og til gik ned i byens negerkvarter og spillede bold med drengene, i starten var de ikke meget for det, men de blev efterhånden glade for at spille med os, vi forklarede at vi ikke havde noget imod black people og fortalte at de burde have samme rettigheder som de hvide.
Min "karriere" som ateist fortsatte og et par megastore operationer, hvor jeg endda nåede at dø inden en reoperation, har ikke åbnet mine øjne for en åndelig verden, jeg har det vældig godt uden.har levet og lever et indholdsrigt liv med mange store spændende udfordringer, som en religion nok kunne have spændt lidt ben for.
Det blev en lidt længere historie, håber at andre følger i Kristians og mit fodspor, det er altid spændende at høre hvorfor folk har den tro/mening de nu har.
|
|
|
|
