|
1
registreret Arne Thomsen
324
gæster og
44
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Universet er!
|
Kære Treram.
I dit indlæg til Arne Thomsen stiller du følgende spørgsmål: »Hvorfor kan man ikke anerkende at universet bare ER og altid har været, jeg har anerkendt dette, ihvertfald indtil der kommer en fornuftig forklaring, for nogle af os kræver fornuft, mens andre søger unaturlige udveje for at forklare hvorfor vi ER.« (Citat slut).
Dit synspunkt om, at universet bare er, og at det altid har været, bakkes op af den moderne teoretisk fysiske kosmologi. Dette har mange svært ved at forstå, fordi vi er hildet i klassiske måder at tænke på, således som vi har lært det i skolen og under vore uddannelser. Vi er for eksempel vokset op med den klassiske årsagslære – kausalitetslære – efter hvilken alt, hvad der sker, skal have en årsag. Og vigtigere endnu: Årsagen ligger altid forud for virkningen på tidslinien. Thi i klassisk forstand kan tiden kun løbe én vej.
Vi må endvidere have med i billedet, at vore sanser og hjernevirksomhed er udviklet biologisk til en verden, der kun opleves i fire dimensioner: Længde, bredde, højde og lineært forløbende tid. Derfor har vi så svært ved at forestille os en moderne fysik og kosmologi, hvis den skal forstås på en måde, der fraviger disse klassiske forudsætninger, som passer så fortrinligt til vort praktiske liv.
Disse klassiske forudsætninger kunne ikke bringes med ind i kvantefysikken, og en anekdote citerer Niels Bohr for at have udtrykt noget i retning af, at hvis man ikke blev svimmel, når man havde sat sig ind i kvanteteorien, så havde man ikke forstået den.
Jeg vil gerne til besvarelse af dit spørgsmål inddrage den engelske Stephen Hawking, som jeg flere gange har været inde på i det gamle debatforum. I samarbejde med Roger Penrose foretog Hawking det banebrydende skridt at knytte kvanteteorien sammen med gravitationen. Dette skete blandt andet i et teoretisk arbejde vedrørende sorte huller.
Hawking hører til blandt de helt store kapaciteter inden for frontlinieforskningen i den teoretisk-fysiske kosmologi, og han har gjort sig den umage at fremstille sine synspunkter i en form, der kan forstås af os lægmænd, der ikke behersker den indviklede matematik, som den moderne fysik bliver beskrevet i.
Jeg kan henvise til tre bøger af Stephen Hawking, der foreligger på dansk:
’Hawkings Univers. Fra Big Bang til Sorte Huller’. Gyldendal 1988.
’Kosmiske Tanker. Om sorte huller og babyuniverser’. Gyldendal 1994.
’Universet i en Nøddeskal’. Gad 2002.
Hawking har i sin bog ’Hawkings Univers’ et kapitel, der handler om Universets oprindelse og skæbne. Her er han inde på den tanke, at man muligvis her skal forlade vor sædvanlige opfattelse om lineær tid og i stedet anvende den såkaldte imaginærtid.
Imaginærtiden har helt fra Bohrs og Heisenbergs dage været et velkendt begreb inden for kvantefysikken, hvor man har bevægelser i tiden såvel forlæns som baglæns. Hvis vi skal tegne det grafisk, kan vi tegne en ret vandret linie, der repræsenterer realtiden, som vi oplever den. Her oplever vi, at tiden altid løber én – og kun én – vej: Fra fortiden over et nu-punkt og videre ud i fremtiden.
Vi tegner nu en lodret linie, der står vinkelret på vor tidslinie. Denne linie repræsenterer imaginærtiden. Ad denne lodrette linie kan man bevæge sig såvel opad som nedad. Da vi kun kan begribe og forstå den lineært forløbende tid, kan vi ikke se disse bevægelser i imaginærtiden, thi vi ser jo altid imaginærtidens linie fra enden, så den bliver til et punkt uden udstrækning.
Noget, der foregår i imaginærtiden, kan derfor nærme sig til os i tid, ligesom det også kan fjerne sig i tid. Det kan endog bevæge sig på begge sider af vor vandrette realtidslinie, så det kommer til at antage enten positive eller negative tidsværdier.
Derfor kan partikelsammenstød i en accellerator komme til at se løjerlige ud for os, der kun kan fatte den jævnt fremadskridende lineærtid. Det kan for eksempel komme til at se ud, som om en partikel støder sammen med en anden partikel, som den selv er med til at danne på et senere tidspunkt.
Men dette pudserløjelige skyldes kun, at vi tænker i den lineære realtid, og at vi hele tiden opfatter årsag og virkning som henhørende til denne realtid. Imaginærtiden har faktisk været med i kvanteteoretikernes matematik lige fra 1920-erne, hvor Bohr og Heisenberg arbejdede med disse spørgsmål på Blegdamsvej i København.
Nu har der imidlertid vist sig et behov for at anvende imaginærtiden på storskala-niveau, når vi skal forstå det univers, som vi lever i. Hawking har givet udtryk for den opfattelse, at Universet skal forstås i imaginærtid, og hvis dette er tilfældet, bliver det meningsløst at tale om et begyndelsestidspunkt for Universet.
Man kunne nemlig i imaginærtiden bruge en kugleoverflade som billede på Universet, men man må i så fald hele tiden have in mente, at Universet har flere dimensioner, end en kugleoverflade har. Derfor er der kun tale om et forenklet billede, men pointen ved en kugleoverflade er, at den har en endelig størrelse uden at man kan sige, hvor den begynder, og hvor den ender.
En kugleoverflade – som for eksempel Jorden – har to dimensioner: Længde og bredde. Disse er retninger, og man kan for eksempel gå i retningen nord. Men når man kommer så langt mod nord, som det er muligt at komme, og står på det punkt, som vi kalder Nordpolen, kan vi ikke komme længere i retningen nord.
Vi kan imidlertid godt komme videre ad den linie, som vi hele tiden har gået i, men ethvert skridt bort fra Nordpolen, bliver et skridt mod syd, altså i den modsatte retning, selv om vi føler, at vi har fortsat ad den kurs, som vi hidtil har fulgt.. Det eneste, der får os til at tænke, at vi ved at fortsætte ad vor lige linie hen over punktet Nordpolen nu går mod syd, er det tænkte net af længde- og breddegrader, som vi i teorien har lagt over jordkloden, og det findes kun på landkort og globusser. Dette net er et fantasiprodukt.
På samme måde, siger Hawking, kan vore begreber om en lineær tid, der går fra fortiden og ud i fremtiden, være et ufuldstændigt fantasiprodukt (hvilket det er i kvantefysikken), og imaginærtiden kan være mere fundamental. Hvis dette er rigtigt, vil det være meningsløst at spørge, hvad der ligger før Big Bang, ligesom det på tilsvarende måde vil være meningsløst at spørge om, hvad der ligger nord for Nordpolen.
Vor linie ender ikke på Nordpolen, men den skifter blot navn til at blive betegnet som en linie mod syd, når vi fortsætter om på den anden side. Vor tidslinie i universet ender ikke ved Big Bang, men den skifter blot navn til at blive betegnet som en linie mod nutiden, når vi fortsætter om på den anden side. En mus, der kravler af sted inden i en cykelslange, vil opleve et rum af uendelig længde. Men vi, der kender flere dimensioner end musen, vil sige, at musen kravler i et rum af endelig længde, der blot er uden begyndelse eller ende. Således også med tiden.
Og Hawking siger nu: »Den idé, at rummet og tiden kan udgøre en lukket flade uden grænse har også vidtrækkende konsekvenser for Guds rolle i universets forretningsgang. (…) Så længe universet har en begyndelse, kan vi formode, at det havde en skaber. Men hvis universet virkelig er fuldstændig indeholdt i sig selv, uden grænse eller kant, vil det hverken have begyndelse eller ende: Det vil simpelt hen være til. Hvor hører en skaber så til?« (Citat slut).
Med venlig hilsen
Kristian Pedersen
|
|
|
|
