|
1
registreret
(1 usynlig),
403
gæster og
54
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: Om tid og arnested.
|
Kære Anne.
Det med at komme ud af skyggen var primært møntet på dit portræt på din blog. 
Jeg skelner iøvrigt skarpt mellem tro og religion. Det første er en individuel overbevisning, der er forskellig fra menneske til menneske. Det andet er et mentalt magtinstrument, som for det meste bruges til at ensrette mennesker i moralsk henseende, men ofte også bruges til at give religiøse autoriteter direkte magt over andre menneskers gøren og laden.
Selv om religionerne prøver at "tage patent" på det såkaldte åndsliv, så kan de ikke forbyde videnskaben at undersøge dette emne såvel som alle andre emner. Hvorfor skulle videnskaben iøvrigt undlade det? Det er da mindst lige så vigtigt at forstå, hvad der foregår i hovedet på mennesker, som hvad der foregår ude i universet.
Selv om videnskaben (læs: naturvidenskabelige forskere) gør hvad den kan, for at frigøre sig fra alle fordomme, så er der næppe nogen anden beskæftigelse, der bliver udsat for så mange fordomme fra andre om dens virke. Forskere opfattes mest som følelsekolde nørder, der er ligeglade med andre mennesker, og bare betragter dem som forsøgsobjekter. De bliver tit omtalt med foragt, når de udtaler sig om åndelige emner, og bliver anset for at være mennesker med en begrænset indsigt, der mangler en dimension i deres liv. Den "gale" videnskabsmand er et populært emne for satiriske tegnere.
Sommetider har jeg svært ved at holde masken, og føler trang til at grine højt. Hvad er der egentlig galt i at beskæftige sig med kendsgerninger? Hvad er der galt med videnskabelig metodik - et erkendelsessystem der på få hundrede år har revolutioneret den menneskelige tilværelse og udvidet vores forståelse i en fart, der aldrig er set før i historien, og som øger denne forståelse i et accellererende tempo år for år?
Religioner har mennesket kendt til i tusindvis af år, og de har ikke givet et eneste fremskridt. Mennesket er stadig lige så egoistisk, lige så grusomt og lige så kortsynet, som det altid har været. Faktisk er videnskaben vort eneste håb mod en blodig fremtid, der kan ende med et kollektivt selvmord, fordi religiøse menneskers primitive overlevelsesinstinkter har fået en viden og en teknologi til deres rådighed, som de ikke er modne til at administrere.
Når troende mennesker hører lignelsen om den barmhjertige samaritaner, hæfter de sig ved samaritanerens gode gerning og diskuterer, hvad Jesus ville sige med dette eksempel på godhed. Når en forsker hører lignelsen, vil han hæfte sig ved, at både præsten og levitten, der gik forbi, samt alle røverne var troende mennesker. Det er denne flok, der er repræsentative for menneskeheden, ikke samaritaneren. Vil man ændre dem til barmhjertige samaritanere, hjælper prædikener ikke. Det hjælper heller ikke at vende blikket mod himlen, for derfra kommer kun bomber. Man må finde årsagerne til menneskets grusomme opførsel, før man kan finde et middel mod det.
Det arbejder videnskaben også på gennem en udforskning af hjernens processer, og den benytter sig af den samme metodik, som har givet os indsigt i naturens processer, nemlig målinger og indsamling af kendsgerninger. Vi er kommet væsentlig nærmere en forståelse af sjælelige processer, end de fleste aner. Til de troende, som ikke mener at sjæl og ånd kan gøres til genstand for videnskabelige undersøgelser, vil jeg blot sige; Videnskab stoppes ikke af grænser for forståelse. Den skubber dem længere ud.
De forskere, jeg har mødt livet igennem har alle haft en langt dybere forståelse af begreberne sjæl og ånd end de fleste troende. Man bliver ikke forsker gennem at indsnævre sin horisont. Tværtimod.
Mvh
Ole Bjørn ;)
|
|
|
|
