|
1
registreret Arne Thomsen
419
gæster og
200
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: Om tid og arnested.
|
Kære Arne.
Dit tilbagevendende problem med at forstå universets eksistens skyldes, at du hele tiden prøver at trække det ind i din daglige forståelsesramme, baseret på dine sanseindtryk. Det lader sig simpelthen ikke gøre. Din "pattedyrshjerne" er indrettet til at registrere forandringer i rummet, indsat i en tidsramme, ikke til at forstå at rum og tid ikke kan adskilles.
Det er nu mere end hundrede år siden at Einstein regnede sig frem til, at rum og tid var uløseligt forbundet. Newtons uafhængige tid eksisterer ikke. Så når du spørger om, hvad der var før den singularitet, som rummet synes at udspringe af, så er spørgsmålet lige så meningsløst, som når børn spørger, hvad der ligger udenfor universet. Der er ikke noget udenfor. Der er heller ikke noget før. Her i ligger evighedsbegrebet gemt. Evighedens virkelige natur er uforanderlighed.
I singulariteten havde rummet ingen udstrækning. Der kunne ikke foregå noget, så derfor eksisterede tiden heller ikke.
Selv om vi forestiller os, at tiden ikke begyndte med en singularitet, men med et af Hawkings bobleuniverser, udskilt fra et andet univers, eller en lignende forklaring, så giver det stadig ingen mening at tale om før. Den eventuelle tid, der kan være knyttet til disse universer, har ingen relation til vores tid, for den er ikke knyttet til vores rum.
Vi oplever tiden som et fremadskridende fænomen, der er knyttet til forandringer i rummet. Sådan så Newton tiden, og sådan ser vi den også. Men vore måleinstrumenter viser os klart, at det er en illusion. Vi kan regne os frem til tidsregressionen, og ser dens virkninger i praksis. Der eksisterer ikke nogen entydig tid. Universet indeholder uendelig mange tidsforløb som foregår uafhængigt af hinanden.
Den eneste religion, jeg er stødt på, som har formået at frigøre sig fra tidsillusionen, er aboriginernes. De opfatter fortid, nutid og fremtid som eksisterende i nuet. Drømmetiden er både en skabelsesperiode og en tilstand, som man kan gå ind i gennem særlige ritualer og forvandle sig til forfædrene. De ufødte børns ånder er allerede udlagt, så de eksisterer og er parate til at træde ind i nutiden på det rette sted.
I resten af verden stirrer man sig blind på fortidens skabelsesberetninger. Men ligesom man ikke kan bruge et barometer til at måle hastigheder med, kan man heller ikke bruge den menneskelige tidsopfattelses specialfunktion til at forstå tidens natur og universets oprindelse. Det lader sig kun gøre indirekte gennem matematiske konstruktioner.
Men hvad man end bruger metaforen Gud om, så "befinder det sig" udenfor menneskenes nuværende forståelseshorisont.
Mvh
Ole Bjørn ;)
|
|
|
|
